USA bruger helt forskellige strategier mod slyngelstaterne Iran og Nordkorea

Gad vide hvad Kim Jong-un taenkte for sig selv i sit nordkoreanske arbejderparadis, da den iranske militaerchef Qassem Soleimani for nylig blev draebt af et missil fra en amerikansk drone.

Så hurtigt kan det gå, hvis man for tydeligt overskrider de røde linjer, som amerikanske praesidenter traekker, er én mulighed. Nu gaelder det om at få vores atomvåben helt på plads, er en anden.

Sydkoreanske diplomater har fortalt amerikanske medier, at Kim Jong-un baerer rundt på bevidstheden om, hvordan det gik

Libyens enehersker, Muammar Gadaffi. Først overtalte USA ham til at opgive sin drøm om et libysk atomvåben. Da et oprør brød ud mod diktatoren, lod USA ham sejle sin helt egen sø, og da han under ydmygende omstaendigheder mødte sin skaebne i 2011, rørte USA ikke en finger for ham.

Dén situation vil Kim Jong-un ikke havne i, har han ladet forstå. Mens verdens opmaerksomhed lige nu samler sig om den tilspidsede konflikt mellem USA og Iran, taler meget for, at Nordkorea arbejder intenst på at nå i mål med sine atomvåben. Konkret: at få knaekket koden for, hvordan et interkontinentalt missil, der kan nå det amerikanske fastland, kan udstyres med en atomspraengladning, som ikke braender op i atmosfaeren, inden det når sit mål.

Det vil vaere Kim-regimets bedste livsforsikring, som sikrer diktatoren mod at lide Gadaffis skaebne. Når Nordkorea først er blevet en driftssikker atommagt, vil landet vaere urørligt. Sådan er den enkle kalkule bag de mange politiske og militaere planspil, der optager alverdens analytikere.

Foreløbig er det påfaldende, så forskelligt USA under praesident Trump behandler tidens to store internationale pariaer: Iran får med stokken, Nordkorea smager guleroden. Mens USA har udnaevnt Iran til hovedfjenden og med sine sanktioner fået den iranske økonomi til at skrumpe med 10 pct. på ét år, så fastholder Trump idéen om, at han kan gøre forretninger med Kim Jong-un.

Selv om alt tyder på, at diktatoren for laengst har opgivet de fine hensigtserklaeringer fra topmøderne med Trump om at gøre den koreanske halvø atomvåbenfri, så flyver Nordkorea aldeles under den amerikanske radar. Regimet gør ellers intet for at skjule sine ambitioner: Før jul truede Kim USA med en saerlig julegave. Der er jaevnligt missiltest, og amerikanske satellitter kan uden problemer følge med i, hvad der foregår på de genåbnede nordkoreanske atomanlaeg.

Nordkorea er meget taet på at have funktionsdygtige atomvåben. Iran har absolut ingen atomvåben, og der går nogen tid, før praestestyret eventuelt får dem. Nordkoreas missiler kan nå USA. Det er Irans ikke i naerheden af. Nordkorea er en sikkerhedspolitisk og militaer risiko for hele Asien. Iran er en mere begraenset, regional trussel. Begge er slyngelstater, kappes om at vaere blandt verdens vaerste uretsstater og er sponsorer af al slags terror. Hvad skyldes forskellen i den amerikanske tilgang?

Kan USA kun klare én tilspidset krise ad gangen? Handler det om, at Iran er udnaevnt til hovedmodstander, alene fordi Trump i valgkampen kørte så hårdt på praesident Obamas atomaftale med Iran? Tester Det Hvide Hus simpelt hen to forskellige strategier over for to af de tre lande, som davaerende praesident Bush udnaevnte til »Ondskabens Akse«?

Det må vise sig. Men snart kan både Nordkorea og Iran have atomvåben. Så vil både stokken og guleroden have spillet fallit. Og så slipper USA ikke for at finde ét passende svar, der daekker begge.

Snart kan både Nordkorea og Iran have atomvåben. Så vil både stokken og guleroden have spillet fallit.