Sydslesvigeren er en loyal tysk statsborger med et solidt dansk ståsted

Danmarks fejring af Genforeningen blev skudt flot i gang ved gallaforestillingen den 10. januar i Det Kgl. Teater. Vi danske i Sydslesvig fejrer med, selv om vi var dem, der blev tilbage. Så ret beset har mindretallet ikke så meget at fejre.

Men vi markerer 100-året for folkeafstemningerne, den positive udvikling og det fredelige samliv mellem dansk og tysk i graenselandet. Det er vi stolte over.

Ikke alle har opgivet håbet om en genforening af Sydslesvig med Danmark. Senest har medlem af Sydslesvigudvalget, fhv. folketingsmedlem Martin Henriksen og folketingsmedlem samt politisk naestformand Søren Espersen, begge Dansk Folkeparti, lanceret deres genforeningshåb.

Set fra Sydslesvig eksisterer genforeningshåbet realpolitisk ikke. Vi lever i en anden historisk tid. Bonn-København-erklaeringerne og de venskabelige geopolitiske forhold i det dansk-tyske graenseland gør, at spørgsmålet om genforening i statsretlig forstand ikke er aktuelt.

Det danske mindretal kan på baggrund af ikke mindst erklaeringerne frit dyrke faellesskabet med Danmark i en sådan grad, at man kan haevde, at den sproglige og kulturelle graense ikke går ved Kruså, men snarere ved Ejderen.

På den måde har det danske mindretal i slipstrømmen af de seneste 65 års positive udvikling af ligestilling og folkeretlige rammer faktisk oplevet øget stabilitet og mulighed for en løbende folkelig og kulturel forening med Danmark, uden at statsgraensen har flyttet sig.

Selvfølgelig gaelder princippet om folkenes selvbestemmelsesret fortsat, men afstemningerne i 1920 var et spejlbillede af den reelle nationale sammensaetning i zone 1 og zone 2.

Der er altså tale om en demokratisk graense, og dets forudsaetninger har ikke aendret sig. Inden for den virkelighed plejer og videreudvikler vi mindretallet og vore bånd til Danmark, samtidig med at vi er en del af det tyske samfund, hvor vi lever og agerer kulturelt, politisk og diplomatisk.

Sydslesvigeren er en loyal tysk statsborger med et dansk ståsted. Det unikke ved vort graenseland er jo, at ligegyldigt om du er dansk eller tysk, er alle enige om at ville hinanden uden at opgive sig selv.

Man kan sige, at vi holder balancen mellem integration og assimilation i haevd. En balance, som er afgørende for et fremtidigt dansk nationalt mindretal. At pleje forkaerligheden til dansk sprog, kultur og identitet er mindretallets strategiske opgave og mission. Ikke i fjendskab over for det tyske, men fordi det nu engang er det danske, der er mindretallets eksistentielle grundvilkår.

Det danske er og bliver et mål i sig selv. Det er det, SSF som mindretallets folkelige hovedorganisation navigerer efter i det dansktyske graenseland. Det handler ikke om kulturel ensretning, men derimod om anerkendelse af regionens kulturelle mangfoldighed samt respekt for danskhedens historiske og aktuelle forankring i Sydslesvig.

Vi behøver ikke at flytte graensen, for at vi føler os hjemme. Når det er sagt, skal det understreges, at der fortsat er behov for en klar bekendelse til et dansk ståsted og en prioritering af den danske forbindelse. Den folkelige og kulturelle forening med Danmark skal plejes og løbende udvikles. Det er grundlaget og livsnerven for det danske mindretal, og det er det, vi braender for – også efter 2020.