Har ”ypperstepraesterne” misforstået kaldet?

For nogle år siden brugte en ikke ukendt dansk bank sloganet: ”Gør det, du er bedst til …”. Da det viste sig, at banken ikke var så god, at det gjorde noget, droppede den klogeligt sloganet, der imidlertid ikke fejler noget som motto.

Lettere omskrevet kunne det også bruges af vore ”ypperstepraester”, bisperne: ”Lad os gøre det, vi er kaldede til.”

For en historisk betragtning må det give stof til eftertanke, at mennesker, hvis professionelle hverv, det er at tjene en ”gud”, hvad enten han (hun?) hedder Odin, Jahve, Vorherre eller Allah, altid har yndet at udøve magt, verdslig magt, som om det ikke var dem nok at dyrke det guddommelige. Ekstreme tilfaelde: teokratiet i det jødiske samfund på Jesu tid og Ayatollah-styret i dagens Teheran.

Men hvorfor kan heller ikke vore egne ”ypperstepraester” modstå fristelsen til at politisere på områder, hvor deres kompetence og indsigt ikke er større end jordemodermaends eller landsbyskraedderes? Formentlig bryder laerde teologer sig ikke om, at også enfoldige laegfolk tillader sig at fortolke den hellige skrift, men måtte de tilgive mig, når jeg stilfaerdigt stiller et par spørgsmål og måske anfaegter deres fortolkning af den hellige skrift.

Hvad betyder det, at vi skal give Gud, hvad Guds er, og kejseren, hvad der tilkommer ham? Kunne det ikke – i dag – tydes derhen, at bisperne skal afholde sig fra at blande sig alt for bombastisk i klimadebatten (og i hvert fald undlade at påberåbe sig en autoritet, de reelt ikke har?).

Giver bispernes lyst til at ”blande sig” i rent verdslige anliggender anledning til en vis undren, burde deres notoriske ulyst til at adlyde den ordre, som er givet dem ifølge Bibelen, anledning til direkte forargelse: »Gå ud i alverden og gør alle folkeslag til mine disciple.«

De behøver endda ikke at drage ud i den vide verden for at missionere. Hvorfor ikke starte med at søge at få indvandrerne i tale?