Et anderledes opgør med ghettoerne

Ahmad Mahmoud påstod i sin klumme for en lille uge siden, at det er ghettoerne, der er roden til muslimernes modspil mod Danmark. Han skriver, at i ghettoerne »abonnerer minoriteterne på vaerdier, der strider imod de danske, og at Mohammed og Fatima fortsat vil vokse op med vold og social kontrol, en følelse af modborgerskab, der kan føre til radikalisering.«

Sikke en selverkendelse. Så sig dog det vaemmelige ”abonnement” op og tag imod den gave, det er at leve i et frit land.

Sara Omar, som laeste til sygeplejerske, har netop udgivet sin anden bog om den vold og det misbrug, som det ”abonnement” som det naturligste indebaerer. Nu bliver hun politibeskyttet. Den sang har vi hørt lige siden bogen ”Ikke uden min datter”.

Debatskriveren taler også om ”mere frihed”. Frihed er for mig først og fremmest at kunne vaere uafhaengig. Det står da ”minoriteterne” frit for at flytte ”ud på Strandvejen”. Men når de unge mødre (som har gået i dansk skole) ikke taler dansk med deres små børn, som skal starte med tolkning og danskundervisning i børnehaverne igen og igen, sakker de da uvaegerligt bagud. Og det er da i den grad at gøre grin med de muligheder, man stiller dem til rådighed.

Mange unge ”Fatimaer” er dygtige i skolen og vil videre. De har svaert ved at finde en ligevaerdig Muhammed som aegtefaelle. Derfor disse ulykkelige familiesammenstød. Og for de kriminelle ”Muhammeder” er det vel ligegyldigt, om straffen for vold bliver forøget. Straffen i sig selv er jo ikke praeventiv.

Så meget som vore offentlige institutioner i de sidste 40-50 år har indrettet sig efter ”minoriteterne”, er det bare så aergerligt, at en maskinmester og forfatter tror, at bare man river Vollsmose og Gellerup ned, så kan ”minorite terne” også gå ”mellem aeblegård og humlehave”.