Var det lyden af velfaerdstanken, der ramte bunden?

Mette Frederiksens historisk ringe nytårstale var en opvisning i statslig formynderlyst. Men det kniber med ånden i den borgerlige lejr, hvor der tilsyneladende ikke er nogen, der for alvor anfaegter tanken om den gennemregulerede stat.

Egentlig orker man ikke høre ét ord mere om statsministerens nytårstale. Statsmanden, der talte til et myndigt folk, var forsvundet. Bag skrivebordet sad den formynderiske, omsorgsfulde morstat med hovedet på skrå og forklarede, hvordan hun vil kvaele borgerne med sin kaerlighed.

En af historiens mest elendige nytårstaler med det andet laveste lixtal nogensinde fortjener slet ikke den omtale. Alligevel giver den stadig dønninger her snart fire uger inde i de gråtonede januardage. Af flere grunde. Statens anbringelse af børn uden for hjemmet er både alvorlig og kompliceret – retsligt og menneskeligt. Men det uhyggelige ved nytårstalen var statsministerens totale uanfaegtethed. Med store våde hundeøjne kan både statsminister og socialminister praedike statens voldsomste indgriben i borgerens liv uden at fortraekke en mine. Til trods for at retstilstanden på anbringelsesområdet er hullet, og graverende sagsbehandlingsfejl har først til tvangsfjernelser på et usikkert grundlag.

Alligevel er det bare et spørgsmål om at få det gjort. Hellere for flere end for få. For sikkerheden på, at staten gør det gode, er urokkelig. Nej, det er sandelig ikke tvivlens nådegave, der rider dem.

Troen på statens ufejlbarlighed, at alt det gode udgår fra staten, er helt almindelig socialistisk tankegang. For socialister. For statsmennesker.

Men hvad blev der af den borgerlige opposition, mens de røde opruster på omsorg? Den samlede borgerlighed burde nedskyde det ideologiske tankesaet om den gennemregulerede stat, det gennemregulerede, normaliserede menneske – forestillingen om, at staten er den retmaessige ejer af mennesket, der kun af og til falder ind i privatlivet ved et uheld.

Men ellers er livet, ansvaret og friheden noget, man kun har fået til låns fra staten – så snart man fejler og falder udenfor, bliver det hele inddraget igen.

Men borgerligheden er tavs. Ikke en lyd. Kun når det handler om skat, vågner nogle af de henslumrede blå. Det er også svaert at argumentere imod, når nogen gerne vil ”gøre noget godt for mennesker”, vaere ”på børnenes side” med mindre man har så meget ånd, at man virkelig har gennemtaenkt det. Og det har borgerligheden ikke. For med enkelte (liberale) undtagelser er detailregulering af borgernes liv blevet borgerlig politik i takt med, at evnen til at forstå mennesket på et åndeligt niveau er forsvundet. For frihed og ansvar og ånd haenger sammen.

Selv i den konservative familie svaever ånden lavt.

Forleden aften sad formand Søren Pape Poulsen i det politiske talkshow på DR1 jovialt og hyggesnakkede lidt om anbringelser af børn. Langtfra alle adoptivbørn får samme lykkelige fortaelling som ham – det burde han have in mente. Hvis foraeldre har fået tvangsfjernet et eller to børn, har de ikke foraeldreevne, naeste barn skal bortadopteres ved fødslen, fastslog Søren Pape Poulsen. Bum.

Det lader ikke et totalitaert styre meget tilbage at ønske. Statens indgriben i et menneskes liv må altid vaere en nødvendig undtagelse, og tvangsfjernelser og adoptioner er ulykkelige nødforanstaltninger. Vi skal tage os i agt for det omsorgsfulde (laes: iskolde ideologiske) statsmenneske, der opdrager borgerne til, at navlestrengen til staten er staerkere end til det, der er vores ophav, historie, slaegt og forankringen i ansvaret for vores eget liv.

Men velfaerdstanken har snart ramt sin egen bund, og ”regeringen er ikke løsningen på vore problemer, regeringen er problemet,” sagde den amerikanske praesident Ronald Reagan engang. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret.

Borgerligheden er tavs. Ikke en lyd. Kun når det handler om skat, vågner nogle af de henslumrede blå.