Medieforliget skal sikre danske medier hjemmebanefordel i en digital verden

Faerre ser tv, faerre lytter til radio, og flere får deres nyheder fra digitale aviser end fra trykte, og det er vigtigt at sikre, at dansk kultur og demokrati fortsat bevares gennem medieforbruget, f.eks. i lokale og regionale medier. Derfor skal mediern

I ”Troldmanden fra Oz” finder Dorothy kun hjem igen, fordi hun ret hurtigt indser, at orkanen havde blaest hende langt vaek fra hendes hjem i Kansas, og at hun skal tilpasse sig en uforudsigelig, ny verden for at klare sig. Det kommende medieforlig skal bygge på samme erkendelse: Vi er blaest ind i en ny digital verden. Og hvis vi vil bevare den kultur og det demokrati, der definerer os, er vi nødt til at tilpasse os og give de danske medier en hjemmebanefordel. Det indebaerer blandt andet, at dansk public service bliver førende på nettet.

Det blev tydeligt for mig, da jeg sidste sommer mødte Netflix’ grundlaegger Reed Hastings. En charmerende og vidende mand, som har aendret, hvad film og medier er på globalt plan. Og også på dansk plan. Rigtig mange danskere holder af deres Netflix-abonnement og vil nødigt undvaere det. Han gjorde det klart for mig, at vi er nødt til at taenke markant anderledes, hvis vi skal gøre os håb om, at dansk indhold vaelges til. Mens dansk mediepolitik ofte fokuserer på nationale aktører, er de virkelige konkurrenter til alle danske public service-medier Netflix og andre streamingtjenester, der saetter profit over public service.

Jeg spurgte Hastings, om han kunne forestille sig, at der blev delt dansk public service-indhold på hans platform. Altså indhold om det danske samfund, nyheder, debat osv. Han var ivrig i sine forsikringer om, at han gerne ville investere i dansk produceret indhold, som Netflix har gjort med serien ”The Rain”.

Men han var lige så bestemt i sin afvisning af at spille en rolle i den danske samfundsdebat: »We stay out of local politics.« For ham var hensyn til det nationale samfund lokalpolitik.

I Netflix skal de produkter, man investerer i, kunne bruges internationalt. Det er nok derfor ”The Rain” ikke virkede saerligt dansk. Og det er alt for kompliceret for Netflix at traede ind i samtalen om samfundets indretning med journalistiske programmer på de enkelte markeder. Det er hel legitim betragtning vurderet ud fra interesserne i en international virksomhed som Netflix.

Men vi, der nu skal lave et medieforlig, er nødt til at tage udviklingen på mediemarkedet alvorligt.

Vi kan ikke nøjes med at diskutere spørgsmålet om flere eller faerre penge til hvem. Vi er nødt til i den grad at fokusere på hvordan. Mediebranchen er i fuld gang med at forholde sig til de udfordringer, som de danske medier og demokratiet står overfor. Politikerne må melde sig med på banen og blive en del af løsningen.

I regeringen ser vi tre centrale udfordringer, som et nyt medieforlig skal forholde sig til: 1) Danskerne forlader de traditionelle medier til fordel for nye platforme. 2) Vores børn bliver eksponeret for mere og mere kommercielt og reklamebåret indhold af varierende kvalitet, når de sidder foran deres skaerme. 3) De lokale og regionale medier er økonomisk udfordrede, og på den lange bane risikerer vi derfor lokale nyhedsørkner.

Lad mig starte med den første. Vi er nødt til at have en mediepolitik, der adresserer den helt grundlaeggende udfordring, at vores medie- og public service-støtte i dag er knyttet til medier og institutioner, der baserer sig på platforme, der er begyndt at miste fodfaeste: flow-tv, radio og trykte aviser. Men faerre ser tv, faerre lytter til radio, og flere får deres nyheder fra digitale aviser end fra trykte.

Saerligt de unge har fravalgt det forrige århundredes store medieplatforme. I stedet er det streaming, podcast og nyheder på sociale medier, der dominerer. Flowtv er måske stadig det største og vigtigste mediefaellesskab for danskerne. Men udviklingen går staerkt, og spørgsmålet er ikke om, men hvornår andre mediefaellesskaber overtager pladsen fra flowtv’et.

Tag f.eks. DR 3-serien ”Doggystyle”. Serien bliver stort set kun set online på DR’s streamingtjeneste, selv om den også er blevet sendt på DR3. F.eks. var det 220.000, der så første afsnit af anden saeson på DR’s streamingtjeneste, mens det kun var 14.000, der så afsnittet, da det rullede over skaermen. DR3’s seere har altså forladt tv-signalet, før DR omlagde DR3 til en ren digital kanal. Samme tendens ser vi, når vi kigger på, hvor mange, der har fravalgt et tvsignal i hjemmet. I 2010 var det stort set ingen – 3 pct. – men bare otte år efter var det 15 pct. af alle hustande, der ikke havde et tv-signal.

Generationskløften er selvfølgelig udtalt. Blandt unge, enlige eller par uden børn var det sidste år 57 pct., som ikke havde et tv. Men det er stadig tre ud af fem danskere, der streamer medieindhold hver uge – noget de først begyndte på for otte år siden, da Netflix kom til Danmark. Det går altså staerkt.

Og tallene er lige så vilde, når vi kigger på radio og aviser. På lidt mere end 10 år er danskernes radiolytning faldet med 24 minutter om dagen. Til gengaeld lytter hver femte nu til podcast hver uge – en fordobling på bare tre år. Og de fleste dagblade har efterhånden flere laesere på nettet end af deres trykte avis.

Googles og Facebooks åreladning af danske medier rammer saerligt hårdt i de lokalmedier og ugeaviser, der har vaeret rent annoncefinansierede og ikke kan hente abonnenter på nettet på samme måde som de landsdaekkende aviser.

Nummer to udfordring ligger i forlaengelse af den første. For hvordan sikrer vi vores børn en tryg barndom, når også deres medievaner er i hastig udvikling? Hvis vi vil vaere det samfund, hvor børn har verdens bedste barndom, er det så en barndom, hvor skaermen viser det uregerlige og reklamebårne Youtube og Disneys candyfloss univers?

Netflix er Danmarks mest populaere streamingtjeneste, HBO har gjort sit indtog, og nu kommer Apple og Disney med deres streamingtjenester. Også teleselskaberne – der ejes af kapitalfonde og kommercielle investorer – er ved at blive mediehuse. Hvordan skaermer vi vores børn, som foran skaermen alt for frit kan eksponeres for alt fra upassende markedsføring til groft misbrug?

Den sidste store udfordring er, at de lokale og regionale medier i Danmark er økonomisk pressede.

I oktober offentliggjorde Jysk Fynske Medier f.eks. deres anden sparerunde på bare to år. 150 stillinger forsvinder i den lokaljournalistiske virksomhed, der i årevis har tabt terraen. Googles og Facebooks åreladning af danske medier rammer saerligt hårdt i de lokalmedier og ugeaviser, der har vaeret rent annoncefinansierede og ikke kan hente abonnenter på nettet på samme måde som de landsdaekkende aviser.

I USA har denne tendens skabt nyhedsørkener – store områder af landet tømt for lokale medier. Danmark er et decentralt styret land, så vi kan ikke have lokaldemokrati uden lokale medier. Hvem skal så holde øje med kommunernes forvaltning af offentlige penge? Og hvem skal holde øje med de lokale virksomheders ageren i lokalmiljøet? Det er slemt nok, at der mange steder kun er et enkelt lokalmedie. Det giver en redaktion for meget magt. Helt uden lokalmedier forsvinder et af fundamenterne under lokaldemokratiet.

Nu har jeg ridset de vigtigste udfordringer op. Jeg håber, at vi frem mod forhandlingerne om en ny medieaftale kan få en faelles debat om udfordringerne, og hvordan vi bedst løser dem, For der er nødt til at vaere en faelles erkendelse af, at stormen har løftet os ind i en ny verden, inden vi kan gå i gang med forhandlingerne. Vi er ikke i Kansas laengere.