Pengene er brugt, men hvem skal nu betale regningen for Danmarks EU-rabat?

Mon statsminister Mette Frederiksens naeve er kraftig nok, når hun som en jernlady vil hamre den i bordet i Bruxelles og forlange sine EU-penge tilbage?

Regeringen har sat en rabat på 1 mia. kroner på Danmarks EU-medlemskab allerøverst på listen over de danske prioriteter, når slagsmålet om EU’s naeste flerårige budget nu for alvor går i gang. Danmark skylder briterne tak for, at det overhovedet er muligt at få rabat på bidraget til EU. Uden den britiske premierminister Margaret Thatcher var der ikke opbygget et sindrigt rabatsystem, som både består af rabatter og rabatter på rabatter. Det var hende, som i 1984 bankede i bordet og sagde »I want my own money back« – jeg vil have mine egne penge tilbage.

Thatcher er fortid i EU, og det er briterne snart også. Det efterlader Danmark er alene i rabatten med Østrig, Holland og Sverige.

Men kraften i hendes argument lever stadig, skal man tro fungerende finansminister Morten Bødskov, som på et møde i Europaudvalget i sidste uge kunne levere indtil flere argumenter, som kan bruges i EU, og som til forveksling ligner dem, som Margaret Thatcher remsede op for 36 år siden. Til formålet havde han medbragt to store plancher, som viste, at danskerne er dem, som i 2018 betalte mest pr. indbygger for at vaere med i EU: 1.500 kr. om året.

»Det er 400 kr. mere end Sverige,« fastslog Bødskov, som af den radikale EU-ordfører Jens Rohde blev døbt »lommeregnerliberalist«, efter at han i en lille times tid havde oplistet flere skraekeksempler på, hvad det vil betyde for

Danmark, hvis EU-Kommissionens forslag til et højere budget går uhindret igennem: Kommissionens forslag vil medføre, at prisen for EU-medlemskabet om året stiger svarende til det, som »Danmark skal betale for et splinternyt supersygehus«, som Morten Bødskov formulerede det.

Et er, at kampen for et mindre budget og isaer et mindre budget med dansk rabat tegner lang og sej i EU, noget andet er, at regeringen også på den danske hjemmebane møder modstand. Europaudvalget valgte at naegte regeringen noget forhandlingsmandat, før sagen har vaeret diskuteret i hele Folketinget. Både De Radikale og Venstre er kritiske over for det regnestykke, som regeringen har lagt frem, og mener, at hvis det lykkes at flytte en masse EU-penge over på for eksempel grøn omstilling, så vil det komme dansk erhvervsliv til gode, og dermed ser regnestykket pludselig anderledes ud. Morten Bødskov slog igen ved at minde begge partier om, at de selv havde vaeret med til at både at beslutte og bruge de penge, som rabatten udløser. Uden EU-rabat vil der vaere et sort hul i kassen frem til 2027: »Pengene er brugt til at finansiere den skatteaftale, som rulles ud nu. Får vi ikke rabatten, er der et hul i kassen. Hvis vi ikke får rabatten, skal pengene findes et andet sted,« lød det fra Morten Bødskov.

Indtil videre har EU-landene stået bemaerkelsesvaerdigt taet sammen i hele processen om brexit. Når det kommer til budgettet, tyder meget på, at alt vil vaere ved det gamle: Hvert land skal gerne forlade bordet med en hvid kuvert med kontanter. Den danske regering varmer godt op over for vaelgerne ved at haevde, at hvis der skal bruges så mange penge på EU, så vil det begraense mulighederne for at prioritere velfaerd. Den kan blive svaer at komme tilbage på, isaer den dag det gaelder om at formidle fordelene ved at vaere med i EU. Trods alt er det ofte muren, som holder, når man løber panden mod den.

Prisen for EU-medlemskabet om året stiger svarende til det, som »Danmark skal betale for et splinternyt supersygehus«, som Morten Bødskov formulerede det.