Hvorfor er facelift stadig et tabu i 2020?

I Netflix’ nyeste storfilm, ”The Irishman”, har Martin Scorsese sat de tre aldrende verdensklasseskuespillere Robert De Niro, Joe Pesci og Al Pacino staevne som hovedrolleindehavere. Gangsterdramaet, der handler om mafiabosser og den magtfulde fagforeningsformand Jimmy Hoffa, springer frem og tilbage i tid, men det er de samme gamle skuespillere, der spiller yngre udgaver af sig selv.

Som plastikkirurg, der lever af at hjaelpe mennesker med at (gen) skabe et naturligt, friskt og ofte yngre udseende, er det fascinerede at se, hvordan Scorsese ved hjaelp af den nyeste computer- og kamerateknologi gør de tre gamle skuespillere på hhv. 76, 76 og 79 år op til 35 år yngre. Det er faktisk virkelig overbevisende og selvfølgelig meget perspektivrigt, at teknologien nu kan bruges til at udvide repertoiret af roller, som vores gamle stjerner kan spille.

Vi er vant til snyd på film. Her accepterer vi, at filmskabere bruger illusionsteknikker og computeranimation til at fremtrylle filmens karakterer og univers. Men i virkelighedens verden må vi ikke ”snyde” og hjaelpe folk til et yngre udseende ved hjaelp af langt mere virkelighedsnaere teknikker, som vi, der arbejder med plastikkirurgi, benytter. Det er specifikt facelift, der er tabubelagt og socialt uacceptabelt, selv om vi står i 2020.

Botox og fillers udskammes stadig af en stor del af befolkningen og mange meningsdannere. Se blot på fordømmelsen af tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), hver gang hun toner frem på skaermen.

Jeg forstår aerligt talt ikke al den fordømmelse og udskamning. Hvorfor blande sig i andre menneskers frie valg i jagten på det udseende, som de føler sig bedst tilpas med og stolte af? Vi går til frisøren, vi barberer os, vi solbader, og vi får bleget taender i et vaek. Vi bliver tatoveret, bruger makeup, køber nyt tøj og ifører os smykker for at føle os smukke og føle os som den bedste udgave af os selv.

Mange traener for at holde kroppen ung og staerk, mens andre får nye hofter for at genvinde yngre dages mobilitet. Alt dette gør vi i bestraebelserne på at pleje den ungdommelige krop og det udseende, vi gerne vil opnå.

Men det forekommer mig, at hvis en plastikkirurg er involveret i de samme bestraebelser, så rynkes der på naesen over behovet for at justere på udseendet. Det virker, som om en forandret kaebelinje, en korrigeret naese eller en opstrammet pande bliver gjort skamfuld, mens tatoveringer, highlights i håret og hvidere taender er helt fint og naturligt. Hvorfor?

I dag er vi ellers langt mere åbne over for kosmetiske indgreb som brystoperationer, der bare for 10 år siden var tabubelagte. Accepten af brystforstørrende operationer er øget gennem årene, og antallet af kvinder, der får foretaget brystoperationer, vokser år for år. Men trods generel åbenhed over for kosmetisk plastikkirurgi er det de faerreste, der med stolthed fortaeller om et facelift.

Ph.d. i plastikkirurgi og overlaege på Rigshospitalet og CPH Privathospital

Plastikkirurgi – uanset indgreb – bør ikke vaere tabu. I stedet bør vi hylde alle tiltag og personlige valg, der giver folk det udseende, de ønsker.

Plastikkirurgi – uanset indgreb – bør ikke vaere tabu. I stedet bør vi hylde alle tiltag og personlige valg, der giver folk det udseende, de ønsker. At føle sig som sit bedste jeg under jeg alle, og det er min mission i mit professionelle virke at hjaelpe alle med behovet til at føle sig godt tilpas, tilfreds og stolt af deres udseende – også hvis det indebaerer et facelift.

Lad os droppe intolerancen og respektere menneskers frie valg.