Hovedstaden skal ikke vaere provinsens pengetank
Familier i hovedstadsområdet har meget faerre penge til rådighed, end hvis de boede et andet sted i Danmark. Alligevel betaler de for, at skatten holdes nede i resten af landet. Derfor er det ikke rimeligt, hvis de tvinges til at betale endnu mere i skat
Udligningsforhandlingerne naermer sig, og det har fået provinskommunerne til at kraeve udligning på dagsordenen i debatten. Det er vi glade for. Udligningssystemet er vigtigt for et sammenhaengende Danmark.
Desvaerre mudrer provinskommunerne forståelsen af et i forvejen kompliceret system med tal og beregninger, der ikke bidrager til en oplyst debat. Det er aergerligt, for det gavner ingen at fremlaegge stråmandsargumenter.
Faktum er, at siden 2007 er udligningskronerne fra hovedstadsområdet til resten af landet steget fra 7 mia. kr. til 14 mia. kr. om året. Det er beregnet ud fra den logiske praemis, at hvis man vil finde ud af, hvor mange penge et område overfører til et andet i udligning, må man sammenligne med en situation, hvor der ikke var udligning. Ellers giver regnestykket jo ingen mening.
Det er vigtigt at understrege, at vi naturligvis gerne vil bidrage til et Danmark i økonomisk balance og dermed også til et udligningssystem – og det gør vi bestemt også, når kommunerne i hovedstadsområdet alene i 2020 betaler 14 mia. kr. til kommuner i resten af landet som følge af udligningssystemet.
En stigning på 7 mia. kr. er ikke ligegyldige penge. Det svarer faktisk til 5.650 sosuer, 4.200 laerere og 5.150 paedagoger – eller sagt med andre tal 7 pct. af udgifterne i offentlig service i hovedstadsområdet. Stigningen betyder, at en almindelig familie i hovedstadsområdet betaler godt 18.000 kr. i kommuneskat til resten af landet. Og når tal fra Realkredit Danmark samtidig viser, at almindelige familier i hovedstadsområdet har 74.000 kr. mindre til rådighed om året end en tilsvarende familie i Nordjylland, er der noget helt galt. Det er derfor, vi mener, at man burde saenke pengestrømmen fra hovedstadsområdet til resten af landet – og gerne til 2007-niveau.
Men provinskommunerne vaelger at mistolke dette som vaerende et ønske om at saenke landsudligningen med 7 mia. kr. – uden at foretage andre aendringer i systemet. Det har aldrig vaeret vores ønske. Tvaertimod foreslår vi netop, at de kommuner, som rent faktisk har brug for en økonomisk håndsraekning, får yderligere støtte end i dag. Staten bør sikre disse kommuner rammevilkår, der gør, at de selv kan sikre vaekst og arbejdspladser. Vi ønsker selvfølgelig et Danmark i balance, men det er ikke ensbetydende med en stigning i udligningskronerne til resten af landet.
En anden påstand, som provinskommunerne hårdnakket haenger fast i, er myten om, at hovedstadsområdet får 28 mia. kr. i tilskud fra resten af landet, alene fordi der er flere statslige arbejdspladser i hovedstadsområdet. Var det sandheden, kunne man naesten fristes til at tro, at det er et lykkeligt eventyr at bo i hovedstadsområdet. Realiteten er desvaerre en helt anden.
Vi tror på, at det er i hele Danmarks interesse, at de statslige arbejdspladser ligger der, hvor de bedst kan løse deres opgaver, og hvor erfaringerne og kompetencerne er. Det er med til at sikre en høj og stabil kvalitet i opgaveløsningen til gavn for bl.a. borgere, virksomheder og myndigheder i hele landet. Man skal ikke glemme, at det trods alt er det, de statslige institutioner er der for.
Provinskommunerne har ret i, at der i dag er flere statslige ansatte i hovedstadsområdet end i resten af landet. Helt praecis er der 23.000 flere statslige ansatte bosat i hovedstadsområdet, end hvis der boede lige mange alle steder i landet. Og det er vi glade for. Men at placeringen af de statslige arbejdspladser skulle udgøre en betydelig økonomisk gevinst for hovedstadsområdet, er temmelig tvivlsomt.
Hvis der overhovedet er en gevinst, er den under 1 pct. af de påståede 28 mia. Selv den gevinst ville forudsaette, at alle statslige medarbejdere, som i dag har deres arbejdsplads i hovedstadsområdet, ville gå på dagpenge som alternativ til deres statslige job. Det tror vi aerlig talt er usandsynligt.
At der ikke er en større økonomisk gevinst for kommunerne, skyldes bl.a., at tre fjerdedele af den kommunale skatteindtaegt, der skyldes de statslige ansatte, sendes til resten af landet via udligning. Myten om de 28 mia. kr. ekstra er ren fiktion og i bedste fald et forsøg på at afspore debatten.
Hvis vi endelig skal drage diskussionen om placeringen af statslige arbejdspladser ind i udligningsdebatten, mener vi kun, at det er rimeligt, at økonomiske udfordringer løses ved en regional vaekstpolitik, der sikrer udvikling i hele landet – de hverken kan eller skal løses ved flytning af de statslige arbejdspladser.
Kommuneskatten bliver hos provinskommunerne brugt som eksempel på, at man skulle betale meget mere i skat på Lolland end i hovedstadsområdet. Men provinskommunerne undlader at gøre rede for vaesentlige elementer, hvorfor det regnestykke ikke haenger sammen. I deres regneeksempel er der vaesentlige dele af vores skattesystem, som der ikke bliver taget højde for, for en almindelig familie i Danmark betaler andet skat end blot indkomstskat. Når man husker at få ejendomsvaerdiskat og grundskyld med, betaler en almindelig LO-familie i hovedstadsområdet således 26.000 kr. mere i skat om året end en tilsvarende familie i Region Syddanmark – blot fordi familien bor i hovedstadsområdet.
Ydermere viser tal fra Danmarks Statistik, at når man ser på alle borgerne i hovedstadsområdet, betaler de i gennemsnit 17 pct. af deres indkomst i skat til kommunen i form af indkomstskat og grundskyld. I resten af landet er det 16,5 pct. Hvis vi skal føre en saglig debat om kommuneskatten, nytter det ikke noget, at der undlades vigtige komponenter.
Provinskommunerne gør deres for at male et danmarksbillede, som viser hovedstadsområdet som et usolidarisk og rigt område, hvor gaderne flyder med maelk og honning. Men alle bosat her ved, at det billede er langt fra virkeligheden.
Provinskommunerne gør deres for at male et danmarksbillede, som viser hovedstadsområdet som et usolidarisk og rigt område, hvor gaderne flyder med maelk og honning. Men alle bosat her ved, at det billede er langt fra virkeligheden.
6 af 10 borgere i hovedstadsområdet bor i en kommune med en social belastning over landsgennemsnittet, flere borgere i hovedstadsområdet kaemper med langtidsledighed end i resten af landet, og her er en markant højere andel af borgere, der har haft en lav indkomst i en årraekke.
Derudover er andelen af hjemløse samt andelen af borgere i lavindkomstboliger højere her end i resten af landet. Dét er den virkelighed, borgere i hovedstadsområdet oplever. Provinskommunernes eventyrlige fortaellinger om et hovedstadsområde uden udfordringer har intet hold i virkeligheden.
Vi er selvfølgelig helt enige med vores medborgmestre i provinsen om, at udligningssystemet skal vaere fair over for borgere i hele Danmark – det giver sig selv. Af samme grund må politikerne i forhandlingerne om et nyt system se på, hvad borgerne rent faktisk oplever i deres hverdag: I sidste ende er det jo borgernes egne skattekroner, som sendes rundt i udligningssystemet. Det er i vores øjne kun rimeligt, hvis borgernes private rådighedsbeløb indgår i udligningsberegningen.
Udligningssystemet er nødvendigt og vigtigt for Danmark. Vi vil gerne bidrage til det, og det gør vi i den grad allerede. Men vi vil ikke underlaegges en fortaelling om, at hovedstadsområdet er meget mere privilegeret end resten af landet – slet ikke når vi årligt sender 14 mia. kr. af sted i udligning, og vores borgeres rådighedsbeløb samtidig er langt mindre, end hvis de boede i andre kommuner. Det er hverken rimeligt over for os eller for vores borgere, og det skaber langtfra den saglige debat, vi bør have om de tiltraengte aendringer i udligningssystemet. Lad os sammen skabe et Velfaerdsdanmark og stoppe stråmandsdiskussionen.