Er vi blevet mere tolerante, end godt er?

Engang var tolerancen en samfundsmaessig nødvendighed. Men sådan er det ikke i dag; for nu er den blevet til den fineste livsholdning, man kan have, hvilket utvivlsomt skyldes, at vi gerne vil tro, at vi er så frisindede, at intet menneskeligt er os fremmed, endsige i stand til at forarge os.

Sandheden bag vores forestilling om os selv som frisindede er dog nok, at vi – med baggrund i den uvilje imod at stille krav, som er et gennemgående mentalitetstraek i velfaerdssamfundet – er blevet mere tålsomme, end godt er.

I tolerancens navn finder vi os således ikke bare i svindel og plat efter enhver målestok, men også i almindelig uaerlighed, hvortil kommer, at vi, uden at gøre ophaevelser, accepterer den meget store gruppe af utilpassede, som omfatter både dem, der er immune over for andres behov, og dem, der ser sig selv som vaergeløse ofre for uretfaerdighed eller diskrimination.

Endelig kommer vores overdrevne tålsomhed også til udtryk, når vi – i den indbildning, at tolerance er det samme som ligegladhed –afslutter diskussioner med andre i enighed om at vaere uenige, under henvisning til at enhver har ret til at have sin egen mening og til at blive salig i sin egen tro.

Herefter betyder tolerancen selvsagt i virkeligheden kun, at de andre er reduceret til mindrevaerdige personer, som vi nedladende tolererer, eller som er så ligegyldige, at vi ikke engang gider tage dem alvorligt nok til at sige dem imod eller overhovedet tage stilling til det, de siger. Og det er vel dermed også indlysende, at en sådan overbaerenhed ikke er til at skelne fra foragt.

Og dog er overbaerenheden måske også et udtryk for, at vi kender vores eget glashus og derfor ikke har svaert ved at undskylde dem, der har vanskeligere vilkår og har vaeret mindre heldige end vi selv, skønt det selvfølgelig ofte bare er os selv, vi forsvarer, når vi undskylder andre, og skønt andres tolerance – isaer de tolerantes! – i virkelighedens verden har snaevre graenser og overbaerenheden kun et kort tøjrslag.

Og om der da i dagens Danmark slet ikke er nogen, som er i stand til at saette sig ud over tolerancen og vil vogte moralen? Jo, de findes, endda i maengde, isaer i medierne og i det politiske liv. Men desvaerre er den moral, der bekymrer dem, og som for tiden mest er klimamoralen, altid andres, aldrig deres egen.