AErkerivalers konflikt er Mellemøstens svar på Den Kolde Krig

Iran og Saudi-Arabien har i årtier vaeret låst fast i en bitter magtkamp om dominans i Mellemøsten. Men de senere år er konflikten blevet forvaerret.

I amerikanske efterretningskredse blev Qassem Soleimani – lederen af den iranske revolutionsgardes eliteenhed, som blev draebt i sidste måned i et amerikansk droneangreb – ofte beskrevet som den persiske version af ”Karla”, den sovjetiske mesterspion i John le Carrés romaner om Den Kolde Krig.

Ligesom det for ”Karla” var målet at blokere for Vestens fremmarch, ville Soleimani blokere for SaudiArabien og skabe staerke bånd til kongedømmets fjender.

For ligesom i sin tid Sovjetunionen og USA er Iran og Saudi-Arabien låst fast i en lang og bitter strid uden at vaere i åben krig. Til gengaeld er de involveret i en raekke stedfortraederkrige, tidligere i Syrien og nu i Yemen.

Konflikten mellem Mellemøstens to mest magtfulde stater går tilbage til Saudi-Arabiens dannelse i 1932 og forstaerkes af religiøse forskelle. Saudi-Arabien er overvejende sunnimuslimsk, mens Iran er overvejende shiamuslimsk, og begge lande har dannet alliancer med de stater i regionen, hvor den herskende elite deler deres version af islam.

Men konflikten handler ikke om religion. I første instans handler den om dominans og kontrol over ressourcerne, og siden den islamiske revolution i Iran i 1979 har den også vaeret en konflikt om politisk styreform.

Det iranske praestestyres erklaerede mål om at inspirere til lignende, folkelige revolutioner andre steder i regionen rystede kongehuset, som allerede dengang havde travlt med at kvaele sine egne oppositionsgrupper, bl.a. fra de store, shiamuslimske mindretal i det olierige, østlige Saudi-Arabien.

Iran-Irak-krigen

Da krigen mellem Iran og Irak brød ud i 1981, støttede Saudi-Arabien Iraks diktator, Saddam Hussein, i håbet om at vaelte praestestyret. Det kom bl.a. de arabiske oppositionsgrupper i Iran til gode, som kaempede på Saddam Husseins side, og som siden 1920’erne havde kaempet for et frit Ahwas – eller Arabistan – i Irans olierige Khuzestanprovins.

Da Saddam Hussein i 2003 blev vaeltet efter invasionen i Irak, vendte de shia-arabiske oppositionsgrupper, der for nogens vedkommende var inspireret af den iranske revolution, tilbage fra deres i eksil i Libanon i Irak. Dermed rykkede »den iranske trussel« frem til Saudi-Arabiens graense, og i de følgende år finansierede saudierne ifølge bl.a. britiske efterretningskilder flittigt terrorbombninger af shiamuslimer og iranskstøttede partier i Irak.

Under Det Arabiske Forår i 2011 blev forholdet mellem Saudi-Arabien og Iran yderligere forvaerret, da saudiske sikkerhedsstyrker forsvarede det enevaeldige kongehus ved at slå brutalt ned på demonstrationer i de fattige, shiadominerede saudiske provinser samt i nabolandet Bahrain.

Demonstranterne blev, uanset deres motiver, udråbt til at vaere iranske agenter. Og i Irans Khuzestan-provins, hvor etniske arabere gjorde oprør med naesten enslydende krav om »lighed og social retfaerdighed«, gjorde praestestyret praecis samme: Demonstranterne blev stemplet som lakajer for Vesten, Israel og Saudi-Arabien.

Diplomatisk sammenbrud

I januar 2016 brød også de officielle, diplomatiske forbindelser mellem de to aerkerivaler sammen, efter at det saudiske kongehus havde halshugget den karismatiske shialeder Nimr al-Nimr, som førte an i demonstrationerne under Det Arabiske Forår.

Nimr al-Nimr blev anklaget for at vaere iransk spion, og henrettelsen blev af Iran opfattet som en krigserklaering. Den saudiske ambassade i Teheran blev sat i brand under store demonstrationer, og saudiernes de facto leder, kronprins Mohammed bin Salman, truede med at »føre krigen over på Irans jord«.

Til det formål har han angiveligt brugt vaebnede grupper som ASMLA, som den iranske revolutionsgarde betragter som legitime mål, uanset om de befinder sig i Amsterdam, London eller Ringsted.

Totalitaere regimer på spil i Danmark