Totalitaere regimer på spil i Danmark
I betragtning af at spionage siges at vaere verdens naestaeldste erhverv, er der graenser for, hvor chokeret man kan vaere over afsløringen af, at Iran og Saudi-Arabien gennem deres efterretningstjenester bekaemper hinanden også i Danmark. Agenter har alle dage ageret i udlandet. Det er jo bl.a. derfor, vi har Politiets Efterretningstjeneste (PET), til hvis opgaver det hører at bekaempe netop den slags. Omvendt må man gå ud fra, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) ikke kun holder møder på Kastellet i København, hvor man har sit hovedkvarter, men er aktiv uden for kongeriget og såmaend over for ambassader her i landet.
Der er imidlertid to uskrevne regler, såfremt agenter ikke vil skabe problemer for sig selv. Den ene er, at man ikke bliver opdaget. Den anden er, at man, hvis man endelig skulle blive opdaget, ikke har begået, planlagt eller hyldet vold.
Iran og Saudi-Arabien har forbrudt sig mod begge regler, ser det ud til, og PET skal have tak for, at man i et møjsommeligt opklaringsarbejde åbenbart har blotlagt et netvaerk, som kan få sammensvaergelsesteorier til at ligne en tynd kop te. Sagen raekker tilbage til den landsdaekkende eftersøgning, som i 2018 lammede dele af Danmark og førte til anholdelse af en norsk statsborger med iransk baggrund. Manden blev sigtet for at planlaegge et attentat i Ringsted mod en eksiliraner, der er leder af ASMLA, en bevaegelse, som kaemper for en selvstaendig arabisk stat i Khuzestan-provinsen i Iran. Ordren til mordet skal vaere blevet udstedt af Teheran.
Det nye er, at tre ASMLA-medlemmer, der i øvrigt har vaeret under PET-beskyttelse, er sigtet for spionage til fordel for Saudi-Arabien. Samtidig er en føringsofficer fra den iranske efterretningstjeneste varetaegtsfaengslet in absentia, altså uden selv at vaere til stede, sigtet for spionage og forsøg på manddrab.
Det er naturligvis – selv under behørig hensyntagen til de faktiske forhold, naevnt indledningsvis – aldeles uacceptabelt. Iran og Saudi-Arabien regeres begge under til dels middelalderlige forhold, hvor haengninger og amputationer af legemsdele gennemføres rutinemaessigt. Ytringsfriheden er ekstremt begraenset. Saudi-Arabien praesenterede det for nylig som noget fantastisk, at kvinder nu kunne få et kørekort. Kort efter blev systemkritikeren Jamal Khashoggi myrdet på landets konsulat i Istanbul.
Iran er ikke en tøddel bedre. Praestestyret spreder skraek og raedsel i store dele af Mellemøsten, for nogle uger siden skød det ved en fejltagelse et ukrainsk passagerfly ned og forsøgte at skjule det, og det draeber sine egne borgere, når de går på gaden for at demonstrere. Begge lande har i en voldsom krig i det ludfattige Yemen draebt eller såret titusindvis af civile og smadret det meste af det i forvejen beskedne sundhedsvaesen.
På den baggrund kan det undre, så relativt tilbagelaenet den danske regering synes at håndtere den nyeste udvikling. Udenrigsministeriet har indkaldt den saudiske og den iranske ambassadør til samtale. Samtidig er den danske ambassadør i Riyadh blevet bedt om at protestere over for de saudiske myndigheder. Da sagen begyndte i 2018 blev den danske ambassadør kaldt hjem fra Teheran. Det skete for en kortere periode, men var et kraftfuldt signal. Noget lignende sker tilsyneladende ikke med vor mand i Ryiadh. Er det vareeksporten på fem-seks mia. kr., der trykker, eller skyldes det, at saudierne mord og undertrykkelse til trods betragtes som en slags allierede? Det ville vaere ynkeligt.