Der må kun findes en fortaelling om Kina: Partiets

»Den viser, at virussen kommer fra Kina.« Sådan beskrev den hongkong-kinesiske studerende Tom Cheng den nok så kendte Jyllands-Posten-tegning, da han i lørdagens udgave af avisen fik den forevist. Tom Cheng fandt tegningen helt uproblematisk.

Det er mere, end man kan sige om de mange, kinesere som danskere, som den seneste uges tid har kraevet, at Jyllands-Posten skulle imødekomme det kinesiske krav om en undskyldning og fjernelse af tegningen fra hjemmesiden.

Man er meget velkommen til at vaere uenig med Jyllands-Posten og føle sig anfaegtet eller provokeret af det, der trykkes i avisen. Det skaber debat og giver mulighed for, at divergerende holdninger kan brydes. Men når danskere i noget, der må tolkes som fuldt alvor, kraever, at en tegning, som man er velkommen til at synes, er frygtelig, grim eller åndssvag, traekkes tilbage, eller når man på Facebook kan laese kolleger, der i fuldt alvor skriver, at de til enhver tid vil vaelge at vaere på de afmaegtiges side, så ved man reverenter talt ikke laengere, hvad man skal tro. Ved folk overhovedet, hvem man er oppe imod. Kina, afmaegtige, i samme saetning? Det giver ikke mening. Det er verden vendt på hovedet og rollerne som David og Goliat forbyttet.

Derfor var det også en vigtig historie, der stod i avisen lørdag om den kinesiske ambassades forsøg på at få fjernet en skulptur, der skildrer Kinas undertrykkelse af studenteroprøret i 1989 og den nuvaerende undertrykkelse af de studerende i Hongkong, fra Christiansborg Slotsplads.

Igen er fremgangsmåden den samme. De kinesiske myndigheder, som ellers ikke forekommer at vaere specielt optagede af deres befolknings følelser, medmindre de kan tjene partiet og systemet, argumenterer med, at skulpturen vil såre befolkningen, inden de i øvrigt med alle midler og uden nogen form for respekt for vaerdierne i det land, de opholder sig i, forsøger at få skulpturen fjernet.

Det samme sker i Sverige, hvor bl.a dagbladet Expressen og Sveriges svar på DR, SVT, har oplevet en saerdeles aggressiv fremfaerd fra den kinesiske ambassade. Årsagen er, at medierne har lavet kritiske reportager fra Kina og rapporteret om den svensk-kinesiske forlaegger Gui Minhai, der har siddet faengslet i Kina siden 2015.

Forlaeggeren forsvandt under en ferie i Thailand, og den svenske statsborger dukkede først op adskillige måneder senere i Kina i myndighedernes varetaegt med en raekke diffuse anklager på halsen. Her har han opholdt sig siden. Det har de svenske medier tilladt sig at skrive om, og samtidig har svensk PEN givet ham en pris. Det har udløst kinesisk vrede og chikane. Navngivne journalister forfølges med aggressive breve, ambassadens hjemmeside bruges til at haenge journalister ud, andre naegtes visa, og medier indkaldes til ambassaden for at drøfte daekningen af Kina. Lignende ting forekommer i mange andre europaeiske lande.

Det er så langtfra afmaegtigt som muligt. Kina er det mest magtfulde totalitaere styre i verden i dag. Det kommunistiske parti forsøger med både blød og hård magt at udbrede den undertrykkelse af ytringsfriheden og borgernes frihed, som det kinesiske samfund er baseret på, til resten af verden.

Så når den kinesiske udsending i Danmark forsøger at undertrykke ytringsfriheden her, handler det ikke et sekund om omsorg for 1,4 mia. kineseres eventuelle kraenkelse over en avistegning. Det handler om at bekaempe ethvert tilløb til debat om landets håndtering af coronavirussen. For der må kun findes én fortaelling om Kina: Partiets.

Kina, afmaegtige, i samme saetning? Det giver ikke mening.