Hvorfor har højrefløjen ofte behov for at omklamre Israel?
Højrefløjen forsvarer religiøs jødisk fanatisme, selv om den foragter den islamistiske fanatisme. I virkeligheden handler det om, at højrefløjen forsøger at få konflikten til at handle om antisemitismen og hadet til jøderne og ikke om besat jord eller bes
Når Israel/Palaestina-konflikten raser, så bliver fronterne ofte trukket op. Venstrefløjen har traditionelt altid støttet palaestinenserne.
Baggrunden for den støtte skal vi finde tilbage i 1960’erne og 70’erne, da de palaestinensiske organisationer og bevaegelser var marxistiske, socialistiske og kommunistiske. De var først og fremmest sekulaere og kaempede imod empirismen, kapitalismen og USA’s indflydelse i regionen – og imod den israelske besaettelse og undertrykkelse. På den måde kunne de vestlige socialistiske bevaegelser og de etablerede partier finde et faelles fodslag og alliance med palaestinenserne.
Og selv om palaestinenserne kaprede passagerfly i 1970’erne, spraengte dem i luften, slog israelske atleter ihjel i München og sendte en regn af terror mod Israel, fortsatte støtten til palaestinenserne fra venstrefløjen, både med våben og politisk lobbyarbejde.
Men hvorfor har den yderste højrefløj ofte behov for at omklamre Israel? De forsvarer dem med naeb og klør. Alt hvad Israel gør, er ufejlbarligt, og alle overgreb kan på denne eller anden måde forsvares og retfaerdiggøres. Ingen kritik, kun støtte og sympati til Israel, uden at saette spørgsmålstegn ved Israels adfaerd.
Højrefløjen forsvarer altså religiøs jødisk fanatisme, selv om den foragter den islamistiske fanatisme. I virkeligheden handler det om, at højrefløjen forsøger at få konflikten til at handle om antisemitismen og hadet til jøderne og ikke om besat jord eller besaettelsen.
Der skal nok vaere en del herboende palaestinensere og Hamastilhaengere, som er aegte jødehadere. Men konflikten er først og fremmest politisk og ikke religiøs, og den kan kun løses politisk.
Sidste år så vi, hvordan antisemitismen stak sit grimme fjaes frem, da de jødiske gravpladser blev ødelagt, og hvordan de jødiske hjem rundt om i Danmark blev vandaliseret med davidsstjernen, men det kunne man ikke give muslimerne skylden for. Det kommer nemlig fra en anden fløj.
Fordømmelserne fra partierne kom bredt. Men når folk kritiserer Israels handlinger, undertrykkelse og deres adfaerd på Vestbredden, så siger højrefløjen, at man pakker det ind med antisemitisme, og at venstrefløjens had til Israel handler om jødehadet.
Man forsøger på den ene side at udviske palaestinensernes historie og deres rettigheder ved at proklamere, at der aldrig har eksisteret et land, der hed Palaestina, og at venstrefløjen er medansvarlig, da kampen mod Israel er en del af nutidens antisemitisme.
I virkeligheden handler det om, at den nationalkonservative højrefløj ønsker at sende et signal til alle herboende muslimer om, at ”vi ikke kan lide jer”. Det handler også om, at man forsøger at stigmatisere islam som en religion, der hader og foragter jøderne, selv om Islam og Jødedommen har mange ligheder, hvis man altså gad at saette sig ind i det. Men alt det er højrefløjen ligeglad med. For dem handler det om at legitimere deres had og foragt til Islam ved at støtte Israel, uanset hvad Israel foretager sig. Enhver kritik af Israel bliver fejet vaek og undergravet, og man bliver anklaget for antisemitisme, hvis man kritiserer zionismen.
Vi er nødt til at have en åben og saglig diskussion om denne konflikt. En ubetinget støtte til enten Israel eller palaestinenserne vil ikke føre til fred eller forståelse mellem de to folk, og det gavner ingen.
Den yderste højrefløj bidrager kun til mere had og stigmatisering af herboende muslimer, og venstrefløjen fortaeller heller ikke hele sandheden om konflikten. Den enkelte palaestinenser fortjener bedre end at blive omklamret af marxister og islamister, og israeleren fortjener bedre end at blive omklamret af ultranationalister. Det er draebende for debatten og skaber splid.