Spring over din skygge, Danmark

Som dansker kunne jeg aldrig finde på andet end at kalde de sønderjyske byer Tønder, Haderslev, Aabenraa og Sønderborg. Men det går ikke ud over min danskhed at skilte med, at der i Sønderjylland altid har boet tyskere også. Og Europarådet må gerne blande

Da jeg i 2013 vendte tilbage til Flensborg efter 27 år i Danmark, blev jeg først dybt forbavset og siden rigtig glad. Mit ungdommens Flensborg, jeg forlod i 1987 for at blive journalist i Aarhus, var på flere måder blevet mere dansk. I det lokale stormagasin slog medarbejderen straks over i dansk, selv om jeg havde indledt på mit flydende tysk. Det gjorde han, fordi han kunne høre, jeg på dansk diskuterede med familien, hvilke bukser vi skulle købe.

Sådan husker jeg bestemt ikke det samme stormagasin tilbage i min ungdom. Der var kun tysktalende personale. Og rigtig glad bliver jeg hver evig eneste gang, jeg passerer bygraensen, og mit øje fanger byskiltet. For de sidste ti år har der under den tyske betegnelse Flensburg stået Flensborg. Ligesom byskiltet i Glücksburg lige øst for Flensborg, nu også har fået tilføjet Lyksborg.

Hvorfor er det, at et par tilføjede danske stednavne i min danske families hjemstavn er meget mere end den ligegyldige og uvigtige symbolik, som mange gerne vil reducere det her spørgsmål til? Det kan siges med et enkelt ord: anerkendelse. Og man kunne tilføje: endelig. Vi kender alle den dansktyske lidelseshistorie. 1864 og Nazi-Tysklands besaettelse af Danmark som de afgørende markører for det had og de konflikter, det danske og tyske folk har vaeret igennem de sidste 150 års tid.

Min egen morfar, der var skoleleder på en dansk skole her i Sydslesvig i 1930’erne, blev anholdt og sendt i koncentrationslejr blot en måned efter, at Hitler besatte Danmark. Og det eneste, min morfar havde gjort, var at holde foredrag både i Sydslesvig og i Danmark op gennem 30’erne, for med klar røst at ytre sin bekymring over udviklingen sydpå. Han overlevede med nød og naeppe et år i Sachsenhausen ved Berlin. Fik min mormor nogensinde tillid til tyske myndigheder igen? Svaret giver sig selv.

Men spørgsmålet er, om jeg her i 2020 fortsat skal lade mig lede af, hvad ingen nulevende tyskere har noget som helst ansvar for? Jeg glemmer ikke, hvad tidligere generationer er blevet udsat for, og hvilke følelser det helt naturligt har ført med sig igennem deres liv.

I dag er vi et helt andet sted. Tyskerne i Flensborg og Lyksborg anerkender nu fuldt ud den stadig eksisterende og i øvrigt livlige danske folkedel her i Sydslesvig. Og de vil gerne vise det. Derfor har de i fuld enighed besluttet at skilte med det. Dagligt og synligt for enhver. For at sige: Det her er også Flensborg. Der er klart flest tyskere, men der er også en gruppe danskere, der har boet her altid. De udgør godt nok kun et mindretal på i dag måske ti procent af befolkningen i hele Sydslesvig, i Flensborg måske op imod tyve procent.

Men vi er enige om, at vi kan laegge fortiden bag os, og i dag arbejde godt sammen på tvaers af kultur og nationalt ståsted. Og vi er enige om vaerdien i at vise både den tyske flertalskultur og den danske mindretalskultur frem.

Lige på den anden side i Sønderjylland har der historisk set på samme måde altid boet både danskere og tyskere. Man kan efter sigende spore tyske familier henved 800 år tilbage. Husk eksempelvis også på, at der rent faktisk var flertal for Tyskland i byer som Tønder, Aabenraa og Sønderborg, da den nye graense blev trukket for praecis 100 år siden.

Nu er det så (igen) faldet mange for brystet, at Europarådets ekspertkomité vedrørende mindretal i sin nyeste landerapport spørger, hvorfor man ikke i Danmark på samme måde vil anerkende det eneste mindretal, man har, som ikke er tilvandret, men som historisk altid har vaeret en del af det sydligste

Syddanmark. Flere MF’ere har udtalt, at det skal Europarådet skam ikke blande sig i. Og de sønderjyske borgmestre sukker dybt og mener, at et lille tilføjet Tondern, Hadersleben, Apenrade og Sonderburg

ville vaere utidigt.

Jeg selv som dansker kunne heller aldrig finde på andet end at kalde byerne Tønder, Haderslev, Aabenraa og Sønderborg. Men det koster ikke så meget som en eneste promille af min danskhed at turde skilte med, at der i Sønderjylland altid har boet tyskere også.

Når nogle mener, at Europarådet skal holde sig vaek, så er det faktuelt forkert. Danmark var et af de stiftende medlemmer tilbage i 1949 for netop i lyset af Hitlers ragnarok blandt andet at sikre kommende generationers menneskerettigheder på tvaers af Europa. Jeg er som dansker faktisk stolt over, at vi har vaeret med fra første time. Men qua EU har vi i dag nok lidt glemt, at menneskerettigheder fortsat varetages af Europarådet på vegne af 820 millioner borgere i Europarådets medlemslande.

Danmark og alle andre har vedtaget en lang raekke spilleregler for Europarådets funktion, herunder rammekonventionen for mindretal. Og derfor er alle lande helt frivilligt gået med til hvert femte år at få besøg for at lade sig underkaste et blik udefra. Undertegnede har den store aere som den naeste at måtte repraesentere Danmark i denne 18 mand store komité, når vi formentlig fra 2022 igen får et af de saeder, der går på skift mellem alle lande.

Derfor var jeg faktisk med tilbage i november, da den nuvaerende komité afsluttende diskuterede den nye rapport om Danmark.

Mødet startede staerkt forsinket. Det land, der var på dagsordenen inden, havde en rapport, der var dobbelt så lang som den danske og med langt flere alvorlige kritikpunkter. Omkring Danmark er der stor enighed rundt om bordet i Strasbourg, at vi på mange måder er et mønsterland. Men opgaven består alligevel. Og den handler ikke om at finde et enkelt hår i suppen, men at tillade sig at påtale, at der her og der er noget, der godt kunne vaere anderledes, når man sammenligner Danmark med resten af Europa. Og mange andre steder har de faktisk tosproget skiltning i områder med mindretal. Eller prøv at kigge på politibiler i Sydtyrol i Italien, hvor der er et tysk mindretal. Her står der med samme fede typer både POLIZIA og POLIZEI. Så langt skal vi ikke her i det dansk-tyske graenseland.

De sønderjyske borgmestre sukker dybt og mener, at et lille tilføjet Tondern, Hadersleben, Apenrade og Sonderburg ville vaere utidigt.

Man kan ikke én til én sammenligne mindretal på tvaers af Europa. Men man kan godt her i 2020 vove at springe over sin egen skygge.

Det tyske mindretal er så velintegrerede samfundsborgere i Danmark, så jeg nogle gange driller enkelte af dem med, om de nu egentlig også stadig er tyskere. Kig på de 15.000 mindretalsborgere i Sønderjylland og vurder dem på det, de gør og for, hvad de er. De er ikke nogen trussel, blot fordi de har et kulturelt slaegtskab med en stat, der for over 75 år siden begik utrolige forbrydelser mod menneskeheden.

Lad den glaedelige genforening 2020 også raekke ud til andet og mere end den vigtige og rigtige fejring af Danmarks genfødsel som hel nation. Tyskerne elsker Danmark i forvejen, men prøv at forestille jer, hvor dybt og hvor laenge en sådan gestus med nogle få tosprogede byskilte i Sønderjylland kunne betyde for de kommende årtiers forhold mellem danskere og tyskere. År efter år efter år. Investeringen i en sådan håndsraekning ville kunne komme mange gange igen. Spring over din skygge, Danmark.