Generation Z på kollisionskurs i etablerede virksomheder

Ambitiøse unge vil i stigende grad insistere på at stige i graderne hurtigt, men kun i sjaeldne tilfaelde vil de vaere i stand til at håndtere det ansvar, der følger med en høj stilling.

I fremtiden vil etablerede virksomheder, der holder fast i en klassisk ledelsesstil, clashe med den unge, fremadstraebende generation Z. Mens snaeversynede virksomhedsledere i de traditionsbundne virksomheder ikke ser ind i en omskiftelig periode, hvor den hierarkiske top-down-kultur uddør, står der på den anden side en flok unge, som forventer at blive forfremmet uden helt at vide, hvad der egentlig kraeves. Problem? Det er sikkert og vist, men hvad er løsningen så?

Jeg har selv vaeret en ung leder op igennem mine 20’ere og 30’ere, hvor jeg har siddet over for håbefulde mennesker fra generation Z, der helt uden erfaringsbagage og tilstraekkelig modenhed ønsker at tiltraede en Clevel-stilling. Det har altid tiltalt mig at arbejde med ambitiøse mennesker – uanset alder – men jeg må sande, at hvis ikke man har ledelseserfaring, bliver det ofte en slem skuffelse for både de unge og mig.

Problemet har som regel vaeret, at de ikke har anet, hvad de er gået ind til. Kun i sjaeldne tilfaelde har de vaeret i stand til at håndtere det ansvar, der følger med en høj stilling. Helt generelt forventer de unge for meget af både sig selv og omverdenen. De forestiller sig en arbejdsplads, der tilpasser sig dem og ikke omvendt. Men samtidig med at de forventer at traede direkte ind i toppen af organisationen – på et niveau, hvor man gerne skulle vaere selvkørende – forventer de også at blive hjulpet hele vejen.

Derfor kan jeg sagtens saette mig ind i, at ledere på 50-60 år har svaert ved at greje, hvordan så ambitiøse unge skal håndteres eller imødekommes. Det bliver ikke lettere, når debatten praeges af en negativ, aggressiv tone, hvor aeldre, ofte mandlige ledere får besked på, at de skal glemme alt om fortiden og med åbne arme tage imod disse nye individer, der kommer for at sparke dem ud.

Tag f.eks. debattøren og forfatteren af ”Unge generationer på arbejde”, Alexandra Krautwald, som er bannerfører for generation Z og rutinemaessigt angriber de etablerede virksomheder for at vaere for gammeldags. Ud over at meget af bogens indhold er godt, tror jeg ikke på en tilgang, som medfører latterliggørelse af det nuvaerende system. Det har nemlig virket.

Selvtillid er godt, men når den overdrives, virker det faktisk komisk. Herimod står midaldrende direktører, der blankt afviser at tilpasse sig disse unges enorme krav om gennemsigtighed, mere frihed og større ansvar, og svarer med udtryk som »vi gør, som vi altid har gjort« eller »her er ikke plads til saerbehandling«. Bingo, her har vi ingredienserne til et spaendende sammenstød, hvor generationerne clasher, og mulighederne tabes på gulvet.

Men hvis ingen af generationerne har ret, hvem har så? Sandheden findes midt imellem, og potentialet er stort, hvis begge parter formår at arbejde sammen og laere af hinanden. De unge skal have rammer, og de aeldre skal saette dem fri i mere agile og fladere strukturer end det hierarkiske organisationsdiagram.

Produktionsaeraen er ovre, men svaret er ikke de unges ensidige påberåbelse af, at de har ret og ved bedre end aeldre ledere, der gennem årtier har oparbejdet deres erfaringer. De unge er fremtiden, men de kan laere af fortiden, ligesom de aeldre generationer kan laere af de unge. Lige dér findes løsningen.