SU er et tag selv-bord for udlaendinge
Antallet af udenlandske studerende, der får SU i Danmark, er naermest eksploderet siden en EU-dom i 2013. En dom, der slog fast, at borgere fra EU-lande, som arbejder blot 10 timer om ugen ved siden af studiet, har ret til SU på lige fod med danske studerende. Det fik skiftende regeringer til at indføre lofter over både de samlede SUudgifter til udlaendinge og antallet af engelsksprogede studiepladser. Men uden held. For gang på gang er tallet på checken langt større end hvad man havde regnet med.
Det er sket, på trods af at der dengang var kloge hoveder, som sagde, at det ikke ville komme så vidt. Men det gjorde det, og det blev vaerre end frygtet. Den halve mia. kr., som vi i dag bruger på udenlandske studerendes SU om året, kan vi jo hverken bruge på sundhedsvaesenet eller til vores aeldre. Og samtidig har det sat det danske SU-system under pres.
Laeg dertil, at mange udenlandske studerende også optager SUlån i vores land. Problemet er bare, at det er svaert at få pengene igen. Udenlandske statsborgere har misligholdt EU-gaeld for 314 mio. kr.
Det er helt nonsens, at vi i Danmark skal vaere forpligtet til at udlåne penge til favorable renter til udenlandske studerende uden garanti for, at pengene bliver tilbagebetalt Men desvaerre ses samme kedelige tendens med andre danske velfaerdsydelser.
Velfaerdsydelser, som vi danskere over mange generationer sammen har opbygget. Fordi vi hver dag er stået op, gået på arbejde, betalt vores skat og bidraget til vores faelles husholdningskasse i den gode tro på, at vores hårdt tjente penge vil komme danskerne til gode. Så vores unge kan få uddannelsesstøtte under deres uddannelse. Så de danskere, der på ulyksalig vis er havnet uden for arbejdsmarkedet, kan få dagpenge. Eller så danske børnefamilier kan få en børnecheck til at få hverdagen til at haenge sammen.
Sådan burde det vaere. Men lad os ikke vaere naive. For alt imens stiger en EU-borger ombord på det naeste fly til sit hjemland med en dansk check i hånden. En anden EU-borger afleverer checken på det naermeste posthus, og checken begiver sig derefter ud på en form for pilgrimsrejse ned igennem Europa, indtil den ankommer til familien i hjemlandet.
Penge, som alle vi danskere har en aktie i. Og selvfølgelig skal man have ret til de sociale ydelser, som ens danske kollegaer har, hvis man arbejder her i landet og betaler skat. Men det hører ingen steder hjemme, at danske skatteydere skal betale for borgere, der ikke bor i vores land.
Det hører ingen steder hjemme, at danske skatteydere skal betale for borgere, der ikke bor i vores land.
Er det retfaerdigt, at en arbejdende EU-borger i Danmark kan sende børnepenge hjem til sine børn i et andet EU-land på danske skatteyderes regning? Er det i orden, at udenlandske borgere kan komme til Danmark og få SU, fordi de har samme rettigheder som danskere efter blot 10 timers arbejde om ugen? Er det rimeligt, at borgere fra andre EU-lande kan tage deres dagpenge med tilbage til hjemlandet, selv om leveomkostningerne i mange andre europaeiske lande er vaesentligt lavere end i Danmark?
Svaret er nej. Så hvordan i alverden skal det danske velfaerdssamfund bestå, når vi uden at løfte et øjenbryn bare giver EU-borgere lov til at tage for sig af retterne? Vi skal huske på, at det danske velfaerdssystem er skattefinansieret. I Danmark betaler vi en høj skat, så vores børn og børnebørn f.eks. kan få SU. Den danske velfaerdsmodel kan ikke holde til, at alle europaeiske borgere får adgang til danske velfaerdsydelser.