Grådighed kan løse klimakrisen
Det er aergerligt, at vores politikere ikke erkender pengenes enorme kraft – og udnytter den. Og endnu mere ulykkeligt, hvis de ikke tør spille på den, fordi de er bange for at miste deres folkelige opbakning.
For nylig kom jeg hjem fra en tur til Los Angeles. At se hvordan amerikanerne braender energi af, er lige så deprimerende som en tur til Indien eller at høre historier fra venner i Kina. Man mister fuldstaendig troen på, at det batter det mindste, om man bytter flyrejsen ud med en togrejse og bøffen ud med en grillet aubergine.
F.eks. var jeg på et hotel i en skov, hvor der udenfor på terrassen stod otte (!) gasbraendere og kørte derude, selvom ingen sad udenfor og spiste. Men hvis nu nogen skulle få lyst, var der fyret op (for fuglene) derude. Bag os rumlede store V8-amerikanerøser forbi (de kører vel 3-4 km på en liter benzin), og når vi om aftenen stod på hotellets terrasse i Venice Beach, hvor vi var flest dage, landede og lettede et fly i lufthavnen LAX ca. hvert 15. sekund. Døgnet rundt. De lå som små bevaegelige stjerner i det fjerne. En op. En ned. En til. Og en til. Som en evighedsmaskine.
Jeg har skrevet om mine oplevelser på sociale medier, og de haevede pegefingre kom straks: »Hov, du kan da bare tage toget i stedet for at brokke dig,« og en anden var mere direkte: “Den der USA-tur er da totalt unødvendig.”
Sikkert, ja. Jeg kunne sagtens havde ladet vaere, og det kan alle andre også. Det gør vi bare ikke, så laenge det dels virker som en meget lille dråbe i det kolossale Stillehav at aendre noget. Og vi gør det ikke, fordi der ikke, systemisk, sker noget. Vi rykker os jo ikke i flok, sammen. Ikke nok i hvert fald.
Skal vi så bare lade stå til? Nej, selvfølgelig ikke. Vi skal bede vores politikere gøre noget stort og systemisk på EU-plan, og så skal vi udnytte den evige grådighed og lyst til at tjene penge, de store virksomheder altid har vaeret drevet af. Det sidste først.
Siden 1997 har jeg levet af at rådgive virksomheder om produktudvikling, strategier, positioneringer og, i sidste ende, hvordan disse tiltag skulle kommunikeres. Jeg må bedrøve eventuelle romantikere med, at der absolut intet romantisk er i et sådant job. Det handler om én ting: om at tjene penge. Tjener direktør X penge til firma Y, beholder han sit job, får udbetalt sin bonus og kan, på sigt, få et endnu bedre job. Direktør X’s succes vurderes af en bestyrelse, og de vurderes i sidste ende af deres aktionaerer. Får aktionaererne et godt udbytte eller en øget aktievaerdi, er der ro på.
Det er praecis, som de synger i ”Money” i ”Cabaret”: “Money, money, money, money. Money makes the world go around”. Tro ikke, at noget andet driver det.
Heri ligger dog også en gigantisk fordel. For erkender vores politikere (og husk, vi har de politikere, vi selv stemmer ind), at penge er drivkraeften, kan man udnytte det til at skabe en grøn omstilling, man ellers aldrig nogensinde får i gang på systemisk plan, og i en skala, der er stor nok. For én ting, der kan skraemme enhver direktion, enhver bestyrelse og enhver gruppe aktionaerer til døde, er tanken om ikke at tjene penge eller – naesten lige så slemt – tanken om at tjene faerre penge.
Derfor: Hvor EU f.eks. samler sig og siger til alle, der driver containertrafik: Fra 2022 skal al jeres braendstof vaere CO2-neutralt, og er den ikke det, pålaegges alle de varer, I fragter med bunkerfuel (det braendsel, containerskibe bruger), en klimaskat på 400 pct.
Containerskibsbranchen vil selvfølgelig vride sig, true med bål og brand, udflytning til Kina og alt muligt andet. Og drastiske, men relevante idéer vil de møde først med latterliggørelse, dernaest med kamp, men til allersidst vil de rette ind og finde en vej til at sejle klimaneutralt. For der er en ting, en eneste ting, der skraemmer dem mere end at skulle omstille til grøn trafik: Det er tanken om ikke at tjene penge.
Lige så med energisektoren. Alle elselskaber i EU skal levere grøn strøm inden den d. 1. januar 2021, ellers pålaegges strømmen i jeres kabler en 400 pct. klimaskat på hver eneste kW, I saelger. Er I med?
De vil også vride sig, brokke sig, sende lobbyister til EU og bekaempe tiltaget med naeb og klør. Men i sidste ende vil de, tvunget af deres aktionaeres evige ønske om vaekst og afkast, rette ind og omstille til 100 pct. grøn produktion.
Og sådan vil det også gå med flytrafikken. For kaere SAS, Norwegian, Ryanair og British Airways. Kaere Lufthansa, KLM og Finnair. Fra d. 1. januar 2021 skal I flyve klimaneutralt. Ellers pålaegges alle jeres flybilletter en 400 pct.-klimaskat på billettens udsalgspris. Min families fire billetters tur-retur til Californien vil altså ikke koste 20.000, men 100.000. De betyder faerre kunder i butikken, og det betyder faerre penge til, i sidste ende, aktionaererne. Og det gør indtryk. Tro mig.
Om Airbus, Boeing, Rolls-Royce (der leverer motorerne) så vil plante skove, overgå til elfly eller til bioethanol, må de fuldstaendig selv om. Bare de får styr på det inden d. 1. januar 2021, for fra den dag starter klimaskatten på 400 pct.
”Gud,” taenker du så: Vil det ikke få verden til at gå i stå? Vil det ikke fordyre vores varer, nu kinesiske dimser ikke kan sejles ind i en sort sky af røg fra bunkerfuel? Vil vi ikke fryse ihjel, fordi energisektoren opløser sig selv? Og vil de 4,1 mia. flyrejser hvert år ikke pludselig ophøre, fordi alle verdens flyselskaber stopper med at fragte mennesker?
Nej! Kapitaldriften er meget staerkere end selv kønsdriften. Den er så staerk, at de aktionaerer, der i sidste ende skummer fløden fra virksomhederne, er både totalt og helt og aldeles ligeglade med, hvor meget de forurener, hvis det er med megen forurening, de tjener penge: “Money, money, money, money. Money makes the world go around.”
Det er blot aergerligt, at vores politikere ikke erkender pengenes enorme kraft – og udnytter den. Og det er endnu mere ulykkeligt, hvis de måske kender pengenes enorme kraft, men ikke tør spille på den, fordi de er bange for at miste deres folkelige opbakning og, dermed, deres mandat.
Et gammelt kinesisk ordsprog hedder: “Når forandringers vinde blaeser, deles befolkningen i to: De, der bygger vindmøller, og de, der bygger laehegn.” Det ordsprog burde omskrives til et europaeisk med ordlyden: “Når de australske braende haerger, deles politikerne i to: De, der indfører drastiske tiltag, og de, der ser passivt til.”
Netop Europa i skikkelse af vores politiske samarbejde EU er nemlig helt centralt i forhold til at gennemtvinge den helt nødvendige grønne omstilling, systemisk, der skal til.
I EU er vi, trods alt, godt 512 mio. købekraftige mennesker og altså over en halv milliard. Selvom vi er under halvt så mange mennesker som Kina, har vi en højere købekraft end Kina, og USA for den sags skyld, og det skal vi selvfølgelig udnytte.
For ligesom energiselskaber, containerskibskoncerner og flyselskaber er vilde med at tjene penge, er de kinesiske og amerikanske virksomheder det også: “Money money money money. Money makes the world go around.”
Derfor skal vi sige til producenterne i Kina, USA og resten af verden, at der gaelder praecis de samme regler for dem, som der gaelder for vores virksomheder internt i EU: Fragt, send, og distribuer jeres produkter klimaneutralt. Ellers pålaegges I en klimaskat på 400 pct.
Og lige så med jeres produktion: Fremstil jeres produkter klimaneutralt – ellers pålaegges I også der en klimaskat på 400 pct.
Vi skal bede vores politikere gøre noget stort og systemisk på EU-plan, og så skal vi udnytte den evige grådighed og lyst til at tjene penge, de store virksomheder altid har vaeret drevet af.
Hvad vil der ske? Vil de, overnight, ryste på hovedet af EU og afskrive os – verdens største marked – som en halv milliard grønne tosser og vaere ligeglade med at tjene de mange billiarder, vores kolossale købekraft har udstyret os med? Selvfølgelig vil de ikke det. De vil brokke sig, true med modtold og handelskrig og vride sig.
Men i sidste ende vil de omstille sig, producere og distribuere grønt – og tage vores penge. Hvorfor? For ellers gør nogle andre og mere omstillingsparate det.
For sådan virker kapitalismen. It’s the economy, stupid. Udnyt det nu!
En kunstner har to, måske tre faser i sit liv.
I første fase stiller man et stort spørgsmål. I anden fase knokler man for at besvare spørgsmålet. Og hvis man lever laenge nok, bruger man tredje fase på at lave noget helt andet.
Sådan skriver sydafrikanske J.M. Coetzee om livet som forfatter i et brev til sin forfatterkollega Paul Auster. Coetzee betragtes som en af vor tids største engelsksprogede forfattere.
Han modtog i 2003 nobelprisen i litteratur og fik i 1999 den prestigefyldte Booker Prize for anden gang – som den første forfatter nogensinde.
Og nu – 46 år efter sin forfatterdebut – er han godt i gang med kunstnerlivets tredje fase Hans seneste bog, ”The Death of Jesus”, udkom den 2. januar 2020 og er sidste bog i hans Jesus-trilogi. Bogen er både blevet rost til skyerne og kritiseret ned i kulkaelderen. Men samlet tegner anmeldelserne et billede af en forfatter, der skriver på en helt ny måde – mere filosofisk og med større fokus på, hvad det vil sige at vaere menneske.
»”The Death of Jesus” kaster nyt, besynderligt lys på en af verdens mest storslåede og foranderlige forfattere,« skriver Financial Times i en anmeldelse af bogen. Mediet kalder den samlede trilogi »et af de mest maerkvaerdige litteraere projekter det seneste årti«, saerligt fordi bøgerne er så anderledes end hans tidligere vaerker.
John Maxwell Coetzee blev født i den sydafrikanske by Cape Town i 1940. Han begyndte at studere i byen, men flyttede senere til den amerikanske delstat Texas, hvor han faerdiggjorde sin uddannelse med en ph.d. i litteratur.
I 1972 vendte han tilbage til Sydafrika for at undervise på universitetet i Cape Town. To år senere udgav han sin første bog, ”Dusklands”. Flere af hans efterfølgende bøger som ”Waiting for the Barbarians” fra 1980, ”Life & Times of Michael K” fra 1983 og ”Disgrace” fra 1999 omhandler tiden under og efter apartheid i Sydafrika.
På trods af sit taette forhold til hjemlandet bor han i Australien og er både sydafrikansk og australsk statsborger. Han arbejder i dag – ved siden af sit forfatterliv – som professor i litteratur ved University of Adelaide.
John Maxwell Coetzee, forfatter, Adelaide.