Hver gang vi får ny information, må vi spørge: “I forhold til hvad?”

Det har vaeret nogle vanvittige uger. Det startede med en panik, som nogle bakkede op om, andre forholdt sig kritisk til.

Siden opstod en slags konsensus hos flertallet om, at det her var alvor. Regeringen fulgte op og lukkede ned. Medierne virkede lammede for en stund, som så de det nu som deres fornemmeste opgave at undlade kritik af myndighederne af frygt for, at befolkningen i så fald ikke ville følge de udstukne retningslinjer.

Vi så billeder af militaerkøretøjer i Italien, der kørte lig bort. Siden hørte vi om plejehjem i Spanien, hvis personale var gået ud ad døren og ikke havde set sig tilbage. De efterlod de aeldre, og nogle af dem døde.

Det er to begivenheder, jeg tror vil rodfaeste sig i vores faelles erindring på samme måde, som ikoniske billeder fra andre kritiske begivenheder i historien har gjort det.

Den snakkende klasse har ikke vaeret bleg for at udlaegge, hvad vi kan laere af coronakrisen allerede her i den indledende fase, og sjovt nok kunne vi laere lige praecis det, der bekraeftede hver enkelt snakkende hoved i det verdensbillede, han havde i forvejen.

Kapitalismen er god – nej, kapitalismen er ond. Staten er god – nej, staten er ond.

Globalisering er godt – nej, globalisering er skidt.

Døden skal mødes med stoicisme – nej, døden skal mødes i tro. Djøferne er gode – nej, djøferne er onde … og så fremdeles.

Ingen har laert noget som helst af coronakrisen, og her sidder jeg tilbage med en raekke prosaiske spørgsmål helt uden ideologisk swung.

Uden på nogen måde at ville nedtone en reel trussel eller vaere apologet synes jeg, man er nødt til at spørge: Hvor mange af dem, der er gået bort med coronavirus, er gået bort af coronavirus? Hvordan ser det ud med de menneskelige omkostninger, der kommer til at følge af nedlukningen, hvis vi stiller dem op over for menneskelige omkostningerne ved at blive syg af corona her og nu?

Vi skal have nogle tal på, hvad arbejdsløshed, isolation og aeldres ensomhed koster – ikke primaert for samfundet eller økonomien som helhed, men i form af livskvalitet og faktiske liv. Og det skal så stilles op over for de samme typer omkostninger ved corona. Alternativt risikerer vi at saette et menneskeliv med corona over et menneskeliv, der afsluttes af andre grunde. Hvad koster den massive nedlukning i menneskelige ressourcer og kroner og øre i forhold til et mere åbent land med massiv opsporing, test og isolation af mennesker med smitte?

Hvorfor har vi lukket samfundet ned, når Sundhedsstyrelsen i egen coronaudgivelse den 23. marts synes at konkludere, at selv ved worst case scenario har man intensivpladser nok? Og hvor dødbringende er corona i forhold til andre sygdomme, hvis vi regner ud, hvor mange der er døde i forhold til, hvor mange vi formoder, der er smittede – og altså ikke kun i forhold til de få, der bliver testet og fundet syge? Jeg har ingen svar. Jeg er hverken laege, sundhedsøkonom eller det, der ligner.

Men jeg er svaert interesseret i, at ét menneskeliv ikke kommer til at stå over et andet eller flere andre, uden at vi har gjort os klart, hvad det er for en afvejning, vi måske er i faerd med at lave. Derfor er det borgeres og journalisters pligt, hver gang vi får ny information om Corona, at spørge: “I forhold til hvad?”

Ingen har laert noget som helst af coronakrisen.

Så gør, som myndighederne siger, men stil også spørgsmål ved udmeldingerne. Det er ikke upatriotisk, men tvaertimod faedrelandskaerligt på den måde at holde myndigheder og regeringen på dupperne. Også i en krisetid.