Litteraturen gør os robuste i en krisetid

Der er andet og mere end Netflix og news at holde sig til. Find ind i litteraturens store fortaellinger, der kan vise os menneskets sårbarhed og saette vores udsatte tilvaerelse i perspektiv.

”Det er, som om planeten haevner sig”.

Sådan sagde forfatteren og filmmanden Jørgen Leth forleden. Og man forstår ham. Det er nedlagt i vore faelles fortaellinger fra de gamle graekere og Bibelen over ”Konen i muddergrøften” til vore store nordiske forfattere, at hovmod haevnes. Efter hybris følger nemesis. Netop når mennesket mener sig mest magtfuldt og usårligt, bliver det såret.

Vi ved alt om det fra litteraturen. Det er digterne, der laerer os om de menneskelige grundvilkår. Når vi laeser litteratur, bliver vi fortrolige med det at vaere menneske og bliver bedre forberedte til at tackle tilvaerelsens genvordigheder.

Praesten bad forleden i radiomorgenandagten fra Københavns Domkirke: ”Fri os fra dette hovmod, som får os til at tro, at vi er usårlige over for en sygdom, som ingen graenser kender”.

Netop gennem laesning af Bibelen og anden stor litteratur bliver vi bestandigt mindet om menneskets begraensning, at vi kan blive syge og skal dø.

Hvordan vi end opfatter coronaen, så minder den os, ligesom de middelalderlige malerier på vore kirkevaegge, om, at vi har en udløbsdato: De tre rige kongesønner på jagt møder tre skeletter, der siger: Som I er, var vi, og som vi er, skal I blive.

I min barndom fik jeg laest op og fik visdom for livet. Jeg husker

Selma Lagerlöfs legende om barnemordet i Betlehem. Lige i det øjeblik, soldaten haever sit svaerd for at draebe Jesusbarnet, flyver en bi ind under hans rustning og stikker ham i øjet. Soldaten taber svaerdet, og Jesusbarnet undslipper.

Så lille et dyr saetter så staerk en soldat ud af spillet. I dag kunne en legende med den samme morale handle om verdens samlede magt imod den mikroskopiske virus, coronaen.

H. C. Andersens eventyr ”Den onde fyrste” er den evige historie om, at mennesket vil vaere Gud. Den onde fyrste holder sit folk nede ved statsterror. Mod det regime tør ingen rejse sig, og derved vokser fyrstens magt. Jo mere magt, jo mere magtbegaer.

Magten går fyrsten til hovedet. Han befaler kirkernes alterbilleder erstattet af portraetter af sig selv. Men denne gang tør hans undersåtter ikke adlyde. Gudsfrygten holder dem tilbage. Gud er dog den største. Men det vil fyrsten ikke affinde sig med. Han bruger al den teknologiske viden og snilde, der findes, til at bygge luftskibe, der kan flyve ind i himlen.

Efter at fyrsten har underlagt sig alverdens folkeslag mangler han kun at besejre Gud. I syv år bygges der luftskibe. Fyrsten lader sende lynstråler af det hårdeste stål for at spraenge himlens befaestning. Han samler sine krigshaere og forbereder angrebet på Himmelens Gud.

Netop da fyrsten er på vej op i luftskibet, udsender Gud en myggesvaerm. Rundt om den maegtige fyrste svirrer en lille myggesvaerm. Myggene stikker fyrstens ansigt og haender. Fyrsten drager sit svaerd, men opnår kun at slå ud i den tomme luft. Myggene kan han ikke ramme.

Fyrsten byder nu, at der skal bringes kostelige taepper, for at han kan få dem om sig, så ingen myg kan traenge ind. Men en eneste myg saetter sig på det inderste taeppe. Myggen kryber ind i kongens øre og stikker. Det braender som ild i øret. Fyrsten forsøger at rive sig løs. Han slider alle taepperne af sig. Han sønderriver sine klaeder og danser nøgen rundt foran de vilde soldater, som nu spotter den gale fyrste, der ville bestorme Gud og blev overvundet af en eneste lille myg.

Pris ingen lykkelig, før han ligger i sin grav.

Gennem laesning af Bibelen og anden stor litteratur bliver vi bestandigt mindet om menneskets begraensning, at vi kan blive syge og skal dø.