EU ligger i coronas altdominerende skygge – fra brexit til Bosporus

For mindre end en måned siden handlede det om EU’s budget, klimamål og Tyrkiet. Lige nu synes disse emner langt vaek; coronakrisen udfordrer alle lande og EU i det, der er betegnet som den vaerste krise siden Anden Verdenskrig.

Der er mange barske kendsgerninger ved coronakrisen. Én af dem er, at covid-19 får nye problemer til at eksplodere uden bare at rydde ét af de eksisterende af vejen. Konsekvensen for EU-samarbejdet er til at få øje på: Coronabekaempelsen overskygger forståeligt nok alt andet, og EU har travlt med bl.a. krisepakker, graensekontrol og fremskaffelse af hygiejnemasker.

Samtidig er der imidlertid en raekke udfordringer, lige fra brexit over klimaet til Tyrkiet, der risikerer at blive endnu vanskeligere at løse. Som EU’s udenrigschef Josep Borrell skrev forleden, ”er der ingen, som ved, hvornår krisen slutter. Men vi kan vaere sikre på, at vores verden vil se anderledes ud, når den gør. Hvor anderledes, afhaenger af de valg, vi traeffer i dag”.

I forvejen var der lagt op til et urealistisk tidspres. For hvordan skulle EU og Storbritannien dog kunne afslutte frihandelsforhandlinger på under ét år, som tidligere har taget syv år? Det var ikke desto mindre meldingen fra premierminister Boris Johnson, der klart har afvist, at hans land vil forlaenge den overgangsordning, der udløber til nytår – et synspunkt han gentog i sidste uge.

Som følge af coronavirussen er forhandlingerne imidlertid nu sat på standby. Det skyldes ikke alene, at begge parter er travlt optaget af den akutte krise, men også at de to chefforhandlere, Michel Barnier og David Frost, er i karantaene pga. covid-19.

Selv når karantaenen er overstået, er det vanskeligt at forestille sig, at forhandlingerne kan klares pr. skype-diplomati.

Reelt er der derfor kun to muligheder: Enten må Johnson acceptere en forlaengelse, eller så traeder landet ud af EU uden en egentlig frihandelsaftale. Et sådant udfald uden en aftale vil udsaette begge parter for et dobbelt chok: coronakrise og en betydelig svaekkelse af samhandelen.

I foråret var der lagt op til det store budgetbrag, hvor begreber som sparebande, budgetloft og EU-rabatter igen ville fyge igennem luften – helt som de gjorde, da topmødet brød sammen i slutningen af februar.

I stedet er EU-landene nu optaget af hjaelpepakker, bazookaer og statsstøtte, der får tallene i EU’s syvårige husholdningsbudget til at fremstå saerdeles beskedne.

Marts-topmødet blev omdannet til et videomøde, og det er et åbent spørgsmål, hvornår stats- og regeringscheferne igen skal diskutere budget. Medmindre stats- og regeringscheferne inden sommerferien kan blive enige, må EU i 2021 operere med et skrabet nødbudget. Det vil dybest set vaere et budget, hvor der kun bruges penge på landbrugsstøtte, daekning af nødhjaelp til omverdenen og til administration og pension. Dertil kommer betalinger til allerede bevilligede projekter.

Før coronakrisen var det måske de faerreste, der opfattede vedtagelsen af det syvårige budget som en hastesag. I skyggen af corona står budgettet i et anderledes klart skaer: Lande risikerer at mangle penge fra EU’s strukturfonde oven i de tab, som deres økonomier nu har lidt som følge af covid-19.

Derudover vanskeliggøres EU’s muligheder for at give f.eks. vaccineforskningen en saltvandsindsprøjtning i et stort nyt forskningsprogram.

Da kommissionsformand von der Leyen den 9. marts gjorde status over sine første 100 dage, var klimapolitikken det altoverskyggende tema. Til efteråret var EU-Kommissionen klar til at foreslå et nyt, kraevende CO2-reduktionsmål for 2030.

Derefter var der lagt op til stramninger af en stribe direktiver lige fra energieffektivitet- til kvotehandelsdirektivet.

Med coronakrisen og den forandrede økonomiske situation virker tidsplanen mere end ambitiøs. Det skyldes også, at flere medlemsstater, der i forvejen var skeptiske, nu melder hus forbi. F.eks. har Tjekkiets premierminister Andrej Babis gjort sig til talsmand for, at EU skulle ”glemme” den grønne pagt, mens Polen har givet udtryk for, at EU-midler nu skal gå til de økonomiske eftervirkninger af covid-19. Polen og Ungarn vil naeppe heller blive mere venligt stemt, hvis de må kigge i vejviseren efter økonomisk ”klimastøtte” på grund af det forsinkede EU-budget.

Staerke kraefter i Europa-Parlamentet satser derimod på, at de mange krisepakker kan gøres til en del af den grønne omstilling ved f.eks. at fremskynde vindmølleparker, energirenovering etc. Samme meldinger kommer fra EUKommissionen.

Lykkes det ikke at få klimapolitikken og coronakrisen til at gå hånd i hånd, er der én ting, der er sikkert: Trods det nuvaerende fald i CO2-udledningen vil EU på et senere tidspunkt blot skulle benytte sig af mere drastiske virkemidler for at bidrage til begraensningen af den globale opvarmning.

Enten må Johnson acceptere en forlaengelse, eller så traeder landet ud af EU uden en egentlig frihandelsaftale.

Den 12. marts, da Italien allerede var hårdt ramt af covid-19, var det planen, at von der Leyen skulle flyve til Graekenland. Destinationen var en graesk flygtningelejr. Dagen før afrejsen blev besøget aflyst pga. coronakrisen.

Når historiebøgerne om foråret 2020 skal skrives, kan det meget vel taenkes, at flere forfattere vil pege på vanskelighederne i at tackle to kriser på én gang. Som anskueliggjort ved von der Leyens rejseplaner, var hun fuldt optaget af en foruroligende migrantkrise, da coronakrisen ramte.

I slutningen af februar åbnede Tyrkiets praesident Erdogan graenserne til Graekenland og truede med at udløse en lige så uoverskuelig situation som i 2015. Kun hvis han fik flere penge fra EU, ville han lukke graensen igen.

Ironisk nok er graensen nu lukket igen, vel at maerke for at beskytte Tyrkiet mod covid-19. Det aendrer imidlertid ikke ved, at situationen langt fra er løst – hverken i Idlibprovinsen i Syrien eller i lejrene i Graekenland. F.eks. kan man kun grue for, hvad der sker, hvis covid-19 rammer i Moria-lejren på Lesbos, hvor 1.300 flygtninge og migranter p.t. deles om én vandhane.

Vil EU-landene midt i de andre kriser have overskud til at reagere, og hvad bliver konsekvenserne, hvis man bare lader stå til?

Set i det perspektiv er der ingen tvivl om, at kansler Merkels bemaerkning om, at coronakrisen er den største test for Tyskland siden Anden Verdenskrig, også kan udvides til hele EU.

stifte bekendtskab med min far. Jeg vil gerne vise min far aere og sørge for, at de unge hører hans sange, så de kommer ud på en laengere rejse, end de ellers var tiltaenkt,« har Rasmus Seebach forklaret i Jyllands-Posten.

Voksne maend graed

Allerede på debutalbummet, ”Rasmus Seebach” (2009), hilste popsangeren på sin far, som kun blev 53 år:

Du behøver ikke sige undskyld for du har gjort mig til den jeg er

Voksne maend graed ned i deres fadøl, da Rasmus Seebach for nogle år siden praesenterede netop den sang på Smukfest i Skanderborg.

Rasmus Seebach har udgivet fem studiealbum, og sidste år fulgte opsamlingsalbummet ”Tak for turen”.

Det skal ikke opfattes som et farvel. I år kan man – om coronakrisen vil – opleve ham på festivaler og til to familiekoncerter.