Derfor er eksperterne dybt uenige. »Sandheden er jo, at vi i virkeligheden står over for noget, vi ikke kender«

Eksperternes råd om, hvordan vi bedst bekaemper coronavirus er mange og forskellige. Men nu siger flere eksperter, at sandheden i virkeligheden er, at ingen kender svaret på, hvad der er rigtig og forkert. Og det stiller laegevidenskaben over for et kendt

Hvordan skal man angribe coronaen? Og hvornår? Og med hvilke midler? Og med hvilken styrke? Eksperter og myndigheder er ikke enige om, hvilken slagsplan der er den bedste mod den voksende virusepidemi. Statslige myndigheder, WHO, professorer og en stribe tidligere højtstående ansatte kommer med forskellige og sommetider direkte modsatrettede udsagn i debatten.

Det skaber forvirring i befolkningen, og det gør også, at politikerne er på mere gyngende grund med coronavirus, end når de eksempelvis skal forhøje en afgift og får beregninger for, at det vil give mellem 1,5 og 1,6 mia. kr. ekstra i statskassen.

En af årsagerne til forvirringen er, at vi med coronavirus står over for en ny og ukendt fjende. Man ved meget om coronaen, men der er også meget, man ikke ved. Og det bør man laegge åbent frem:

»Sandheden er jo, at vi i virkeligheden står over for noget, vi ikke kender. Og det skal vi blive bedre til at erkende i offentligheden. Vi har nogle erfaringer fra influenza, men coronavirus opfører sig anderledes end influenza. Derfor skal man også vaere varsom med at komme med for bastante udtalelser om, hvordan man skal bekaempe den,« siger f.eks. Bjørn Melgaard, der har en fortid som direktør i Verdenssundhedsorganisationen WHO’s vaccineprogram.

Ifølge ham er et godt eksempel de seneste ugers diskussioner om at teste eller ikke at teste bredt i befolkningen. Ifølge WHO’s strategi skal man således teste så bredt som muligt for at inddaemme smitten så meget som muligt. Men til Politiken torsdag udtalte faglig direktør i Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, at WHO’s strategi var »totalt passé«.

Udtalelsen var opsigtsvaekkende, fordi Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, på et pressemøde ifølge iagttagere kort forinden efter massiv offentlig kritik havde erkendt, at Danmark havde testet for lidt. Eksemplet illustrerer ifølge Bjørn Melgaard ikke bare en forfejlet kommunikationsstrategi, men også en strategi, der er alt for firkantet. For i virkeligheden ved vi slet ikke, hvad der vil ske, hvis vi ikke inddaemmer nok.

»Af samme grund mener jeg, at man bliver nødt til at arbejde med et forsigtighedsprincip – simpelthen ved at teste, fordi vi ikke ved, om folk får lungeskader, eller om de kan gensmittes, fordi vi ikke ved, hvor laenge antistoffer overlever efter en infektion,« forklarer den tidligere WHO-direktør.

På spørgsmålet, om Bjørn Melgaard ikke selv gør det, som han advarer andre mod at gøre – nemlig at komme med for bastante udmeldinger – siger han:

»Jo, du kan godt sige, at jeg er det første offer for min egen kritik. Men som myndighed har du altså et ekstra ansvar for, at du ikke zigzagger over for befolkningen,« forklarer han.

Ny form for rådvildhed

Lektor og forsker på Aarhus Universitet i global sundhed og infektionssygdomme og afdelingslaege på Aarhus Universitetshospital, Christian Wejse, mener ikke, at afstanden mellem WHO og Danmark er så stor, som den er blevet gjort til.

»Vi siger jo ikke i Danmark, at man ikke skal teste. Vi siger bare, at det er for sent at inddaemme virus, og at vi derfor koncentrerer os om nogle bestemte grupper. Til gengaeld er det jo evident, at der er blevet testet for lidt, og at vi derfor skal teste mere,« siger han.

Christian Wejse medgiver dog, at de mange forskellige meldinger kan vaere svaere at følge med i for almindelige mennesker. Og han mener, at forskerne – ligesom han selv – skal blive bedre til at forklare, hvad der er op og ned i de forskellige teorier.

»Ellers kan det føre til en form for rådvildhed. Det kan jeg godt se. Vi skal blive bedre til at sige, at vi står over for en ny sygdom, hvor vi hele tiden får ny viden,« siger han.

Lige nu gransker han f.eks. materiale fra forskere i Kina, og der kommer hele tiden nyt til, siger han.

»Billedet bliver hele tiden rykket. Og jeg har det også selv oplevet at have sagt noget i offentligheden, som bagefter viste sig at vaere lidt skaevt, fordi der i mellemtiden var kommet nye oplysninger frem. Vi bliver hele tiden klogere. Og det gør forskningen også,« siger han.

For eksempel viser data fra Italien ifølge Christian Wejse lige nu, at dødeligheden blandt covid-19-ramte i Italien er langt højere for personer over 70 år end i Kina. Netop det forhold er forskere verden rundt lige nu ved at undersøge.

»Det kan jo tyde på, at en del forhold er anderledes i Kina end i Europa. Men hvordan det haenger sammen, ved vi faktisk ikke. Men det kan selvfølgelig have en enorm betydning for, hvordan vi skal behandle sygdommen på sigt,« siger Christian Wejse.

Trine Mogensen er professor på Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet og laege på infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital. Også hun forklarer, at sygdommen er så ny, at der hele tiden kommer ny viden, der kan aendre de sundhedsfaglige anbefalinger.

Samtidig kan eksperternes udtalelser synes at stritte mod hinanden, fordi der er brug for forskellige løsninger på forskellige tidspunkter.

»Lige nu er er det utroligt vigtigt at bruge de begraensede ressourcer på at teste først og fremmest de syge, og dernaest de aeldre, svage og sundhedspersonale for at begraense smitten dér. Laengere henne i forløbet, når epidemien aftager, og vi begynder at åbne samfundet igen, bliver det endnu vigtigere at teste bredt for at få et indtryk af antallet af smittede og for at se, om der er lokal opblussen eller nye smittekaeder, som man kan saette ind over for,« siger hun.

Modstridende råd

Trine Mogensen understreger, at det selvfølgelig er forvirrende og frustrerende for befolkningen, når myndighederne begynder at give modstridende råd til den befolkning, som gerne skulle rette sig efter anbefalingerne.

»Det kan man godt sige er lidt beklageligt. Men det afspejler nok blot, at det er en ny sygdom, og det er virkelig svaert at sige, hvad der er det rigtige at gøre, og der er mange delvist modsatrettede prioriteter. Derfor er det måske meget forståeligt og forventeligt, at forskellige eksperter vil have forskellige holdninger og kan tolke de tilgaengelige videnskabelige data lidt forskelligt. Sådan vil det vaere i et frit land med demokrati, og den åbne diskussion er vi nødt til at have.«

Alligevel er spørgsmålet, hvordan politikerne navigerer i de skiftende meldinger. Saerligt i en situation, hvor de hver dag skal tage afgørende beslutninger om den videre faerd fremad i den største krise, som Danmark har oplevet siden Anden Verdenskrig. Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, siger, at hun mest laener sig op ad professor Lone Simonsen fra Roskilde Universitet og programmet ”Den Uafhaengige”, der med stor succes bliver sendt af den tidligere Radio 24Syv-journalist Asger Juhl på Facebook.

»Jeg synes, at hun er utrolig fornuftig og nøgtern og forklarer tingene, som de er,« siger Liselott Blixt, der i lighed med andre kritikere mener, at de danske sundhedsmyndigheder har vaeret for sene til at erkende, at der var et problem med virusspredning.

For Stinus Lindgreen, der er sundhedsordfører for De Radikale og i øvrigt ph.d. i bioinformatik, er det ikke en ny diskussion. Han kender den, fra da han selv var forsker. Han forstår godt, hvis borgerne sidder forvirrede tilbage:

»Det er en blanding af politik og en reel faglig diskussion, og derfor er der bare nuancer, som kan vaere svaere at formidle. Det er forvirrende, og jeg kan godt forstå, at folk taenker: ”Hvad fanden skal man tro og taenke her? Gør vi det helt forkerte eller rigtige?”,« siger han.

Det har ikke vaeret muligt at få en kommentar til sagen fra direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak.

Sandheden er jo, at vi i virkeligheden står over for noget, vi ikke kender. Og det skal vi blive bedre til at erkende i offentligheden. BJØRN MELGAARD, TIDLIGERE DIREKTØR I WHO