Virkeligheden ligger langt herfra
På landet maerkes coronakrisen kun lidt, men det giver udfordringer at lave en reportage fra Sverige.
I skoven nikker anemonerne, og hunden nyder godt af, at egnen bliver travet tynd som aldrig før. Selv på landet er der bedre plads på vejene. Jeg har besluttet at gå en tur hver morgen, før jeg lukker mig inde på kontoret. Ikke noget med at vaelte ud af sengen, sluge en kop kaffe og gå de sidste par meter hen til arbejdsvaerelset. Der skal mere til. Morgenturene med hunden har den sideeffekt, at man får set lidt fjernere naboer. Fysisk rykker vi vaek fra hinanden, slår automatisk en lille bue på skovstien og lader andre passere i de foreskrevne to meters afstand. Men mentalt sker der noget: Folk hilser på hinanden.
Adskillige timer ved Ikea-bordet har laert mig at påskønne vaerdien af det haeve-saenke-bord, som står på kontoret i København, travetur.
Fraset savnet af kollegerne på Rådhuspladsen i København byder arbejdsdagen ikke på de helt store aendringer. På udlandsredaktionen er vi vant med at kommunikere elektronisk eller telefonisk. Om telefonen tages i København eller Tølløse gør ikke den store forskel. Og hånden på hjertet: Megen journalistik produceres i forvejen bag et skrivebord, og ikke mindst derfor er det befriende berusende at bevaege sig ud i virkeligheden. Intet kan slå tilstedevaerelsen og at stå midt i det, som man skal skrive om.
Naturligvis fristede Sverige. Hvordan reagerer svenskerne, som har åbne butikker, skoler og restauranter, og som indtil for nylig kunne mødes 500 m/k ad gangen? Normalt ville jeg have taget bilen, kørt over Øresundsbroen, parkeret i Malmø og gået en tur i byen. Men sådan kan det naturligvis ikke vaere, når graensen er lukket, og når man i øvrigt bestraeber sig på så vidt muligt at følge retningslinjerne om ikke at bevaege sig rundt og om at arbejde hjemmefra.
Løsningen blev at se på Malmø med andre øjne, nemlig med en svensk fotografs. Både han og jeg vil mindes det noget usaedvanlige samarbejde, som gik ud på, at jeg kontaktede kilder her fra hjemmeadressen og dirigerede ham i deres retning, men også, at det var ham, som gik rundt i byen, fotograferede og talte med folk, som flinkt udleverede deres mobilnumre, så jeg bagefter kunne kontakte dem.
Reportagen bekraeftede i øvrigt den gamle regel om, at virkeligheden ofte er meget anderledes, end man forestiller sig: I det åbne Sverige myldrede det ikke med folk på gaden.