Indtil videre går det jo meget godt. Men epidemien får nye skel til at vokse frem
Egentlig går det jo meget godt – relativt set, mener jeg, i forhold til at hele verden er mere eller mindre lukket ned. Der er stadig orden i tingene og mirakuløst også varer nok i supermarkedet – og også nogle, der gerne vil saelge dem.
En tak må lyde til alle dem, der bemander kasserne bag plexiglasset, og mens vi er ved det også til alle andre, der er aktive, mens vi er mange pacificerede. Ingen naevnt, ingen glemt.
Sådan har vi et faellesskab, når vi kommer i tanke om det – et skaebnefaellesskab. Der udvises samfundssind. Frygten for smitte demonstrerer sig i byerne mest som en let skulen, mand og mand imellem. Det er naturligt, for vores naeste er blevet til en fare.
Der er katastrofer, der helt naturligt samler en befolkning – krig for eksempel, hvis der ellers kan lokaliseres en faelles ydre fjende – og så er der katastrofer, der kraever en stor pligtfølelse i befolkningen, for at samfundssindet skal indfinde sig. Sådan er det med epidemier.
Det går indtil videre meget godt, men der ulmer nye skel i faellesskabet. Her taenker jeg ikke først og fremmest på det mellem regering og myndigheder, som laegger arm om, hvem der er mest myndig – et ord, som pludselig har fået en renaessance.
Der tegner sig andre skel, såsom det mellem ansatte i private erhverv og offentligt ansatte: Nogle firmaer braser sammen og sender ansatte ud i arbejdsløshed, andre ansatte må acceptere lønnedgang, mens offentligt ansatte synes at sejle uskadte igennem, fraset nogle feriedage. Og så er der skellet mellem by og land, hvor landboere i stigende grad mukker over ”inficerede” byboeres utidige invasion af sommerhusområderne.
Endelig er der skellet mellem den unge og den aeldre generation, hvor sidstnaevnte besvaerer sig over førstnaevntes påståede mangel på ansvarlighed over for de udmeldte restriktioner.
I et laeserbrev i Politiken den 23. marts melder en ung studerende, Harald Toksvaerd, hus forbi. Han tolker situationen mellem generationerne således: ”Måske skyldes vores manglende solidaritet i coronakrisen, at vi, så laenge vi kan huske, har forsøgt at dreje på jeres faellesskabsknap, uden synderlig succes.”
Den knap, han taler om, er den ”faellesskabsfølelsesknap, som vi kender den fra besaettelsen … Men nu har I opfostret en generation af unge mennesker, hvis hele politiske liv har bestået af at bevidne dette faellesskabs systematiske og kyniske afmontering. Markedskapitalismens børn er nihilister og kynikere, for vi kender ikke andet … Beklager, men vi fester videre.”
Den unge mand er bitter over det med klimaet, og bortset fra det er han nok mest ude på at provokere og få opmaerksomhed og ikke saerlig repraesentativ for sin generation. Men det er lidt pudsigt, hvis man ser generationsmaessigt på det: Han er bitter på sine foraeldres generation for at lade sig opsluge af markedsøkonomien og ødelaegge klimaet, men det er hans bedsteforaeldre, 68’erne, som han deler mange vaerdier med, der dør af skødesløsheden.
Det kan minde os om, at vi for tiden udgør et faellesskab, der ganske vist oplever den samme katastrofe, men må forstå den ret forskelligt, ud fra hvilken generation vi tilhører. Den forskellighed i oplevelse vil vi baere med os, når det engang er ovre.
Frygten for smitte demonstrerer sig i byerne mest som en let skulen, mand og mand imellem.
Sådan var det også med Besaettelsen, hvor nogle tilhørte en aeldre, aengstelig generation, der bare ville have fred, mens andre var en del af den yngre, der ville slås, og atter andre for unge til at vaere en del af det.