Hvorfor tester man ikke anderledes?

I forbindelse med coronaviruspandemien har der i pressen vaeret en del diskussion vedrørende testning. Det har mest drejet sig om, hvor mange der skal testes og i mindre grad hvorfor. Testning betyder i denne forbindelse påvisning af genetisk materiale fra coronavirus, covid-19, hvilket dog i praksis vil vaere det samme som at påvise levende, infektiøst virus, da undersøgelsesmaterialet stammer fra mundhulen.

En positiv test hos en patient med luftvejssymptomer vil således betyde, at coronavirus er årsag til sygdommen, og at patienten er smittefarlig, og hos en rask person vil det betyde, at denne er smittefarlig. Man kan herefter tage stilling til eventuel behandling og til karantaeneforanstaltninger. Det er derimod vanskeligere at afgøre, hvad en negativ test skal medføre.

Den pågaeldende vil ikke vaere smittefarlig nu, men kan naturligvis let blive positiv om en uge, hvis vedkommende udsaettes for smitte. Dette kan kun afgøres ved gentagne undersøgelser. Det er også muligt, at den pågaeldende tidligere har vaeret smittet, har opbygget immunitet og derpå selv har elimineret virusset. Det vil denne PCRtest ikke kunne afgøre.

Undersøgelse for antistoffer, dvs. modstoffer mod coronavirus, i personens blod vil imidlertid kunne afklare dette, og de vil formentlig også kunne beskytte mod en ny infektion. Ved gentagne undersøgelser af en repraesentativ befolkningsgruppe vil man kunne se, hvor udbredt epidemien er, og hvor hurtigt den spredes. Dette vil man naeppe kunne opnå med den nuvaerende antigentest, som til gengaeld giver et godt øjebliksbillede for den enkelte person.

Med vort nuvaerende kendskab til covid-19’s opbygning kan en sådan antistoftest formentlig hurtigt etableres, den kan udføres af de fleste laboratorier, og den vil kun koste en brøkdel af den nuvaerende PCR-test. Det ville derfor vaere interessant at høre, hvorfor ”myndighederne” ikke benytter sig af denne metode.