Hallo, derude! Kan I høre mig?

Coronavirus er en forfaerdelig gaest. Ingen diskussion om det. Men der er også dukket nogle positive sideeffekter op ved, at vi er tvunget til at laegge vores liv og hverdag om.

Det danske samfund har nu vaeret mere eller mindre nedlukket i tre uger. Og nedlukningen fortsaetter. Folk lister sig ned i supermarkedet. Ved indgangen spritter de haender og tager plastichandsker på. Når de kommer ind, holder de sig på afstand af hinanden. Alle bevaeger sig meget roligt omkring på god afstand af hinanden. Vi har på nuvaerende tidspunkt alle laert at gå ”bue-gang”. Vi er ”bue-gaengere”. Der er intet af det saedvanlige hastvaerk. Ingen siger mere end det højst nødvendige. Bekymrede miner. Var der nogen, der hostede? Ikke megen øjenkontakt mellem folk. Man sporer en vis opskraemthed. Det hele virker surrealistisk. Som at traede ind i en science fiction-film.

Jeg er som så mange andre blevet forbudt adgang til min arbejdsplads. Jeg er blevet hjemmearbejdende. Jeg e-mailer med mine kolleger om verdenshistoriens tre store pestpandemier, tuberkuloseepidemier, spedalskhed, kopper, den spanske syge, polio, sars, ebola og lignende opbyggelige ting. Og fortsaetter ofte samtalen med min kone om aftenen.

Mine sønner får tiden til at gå med at game. Men nu vil de også pludselig gerne ud i naturen – fiske eller køre mountainbike. Tilbage til naturen!?

Og jeg arbejder som før. Ja, endog mere end før verden gik af lave. ALT kan foretages over det kaere internet, selv om jeg godt kan savne ansigt til ansigt-interaktion med kolleger og studerende. Jeg har fået mere energi. Er blevet mere fleksibel. Arbejder både morgen, dag og aften, kun afbrudt af gåture. Arbejdsog privatliv blander sig fuldstaendigt. Jeg elsker denne sammenblanding og fleksibilitet.

Sundhedspersonale over hele landet har rygende travlt. Flere steder hentes pensionister og studerende ind. Stor tak til alle dem! Herudover er der den psykiske belastning ved at skulle ”isolere” sig derhjemme. Mange er angste og bekymrede. Mange børn og unge keder sig. Familieskaenderier kan hurtigt bryde ud. Småbørnsfamilier er i saerdeleshed hårdt belastede, for det kan vaere helt uoverskueligt at passe både arbejde og småbørn, hjemmeundervise osv.

Men isaer er de smittedes lidelser til at tage og føle på. En klassekammerat fra folkeskolen, som har levet det meste af sit liv i Italien, lagde den 10. marts en stemningsrapport på Facebook: ”Lad vaere med at skrive uvidende bemaerkninger om Italien og coronavirus. Vi er i alarmberedskab. Fuldstaendig nedlukning. Et af verdens bedste sundhedssystemer er på nippet til at bryde sammen. Der er ikke flere senge i Lombardiet for intensivpatienter. Laeger og sygeplejersker arbejder 24/7, og de er nødt til at udvaelge dem, de vil tage sig af (baseret på overlevelseschancer) (…) Virksomheder som min egen forsøger at holde sig oven vande. Vi skal nok komme over dette, men I bliver nødt til at stoppe med at omtale dette som en influenza. Nogle folk kan ikke traekke vejret og tilbringer mindst tre uger på intensivafdelinger.”

De menneskelige omkostninger stopper naturligvis ikke her. Trods regeringens hjaelpepakke kaemper mange danske virksomheder lige nu for livet. Et enkelt eksempel er ejer af Korning Kro, Visti Ernstsen, der 18/3 udtalte til Horsens Folkeblad: »Det her overgår min fantasi. Jeg har vaeret gennem kartoffelkure og meget andet i mine 43 år, men det her overgår alt. Vi er helt hjaelpeløse.«

Pandemien har medført et globalt fald i produktivitet. Økonomer taler om, at en global recession allerede er indtruffet med massearbejdsløshed til følge og fald i levestandard.

Aktiekurser rasler ned. Den danske statskasse er under pres.

Men på flere måder er corona også en øjenåbner og dermed en mulighed for at reflektere over, hvordan vi får bedre liv i større harmoni med naturen.

For det første tvinger corona os til at saette tempoet ned.

Jeg og min kone har lagt maerke til, at folk generelt er mere afslappede, mere ”lettede”, når vi møder dem på vandreture ude i naturen.

Og der er åbenbart flere, der søger ud i naturen i denne tid. Og alle folk smiler og hilser ligefrem (men på tilbørlig afstand naturligvis – i bue-gang). Der er ligesom en større taknemmelighed for livet og for ens medmennesker. En større samhørighed måske: Vi står sammen mod en faelles fjende, coronaen.

For det andet er mange af os blevet tvunget til at vende tilbage til det basale i livet: Back to Basics. Simple living. Her hos os gør vi mere ud af at lave god mad. Vi har fundet ud af, at vi ikke behøver købe noget udover mad. Vi har i grunden kun ganske få behov. Et af det vigtigste – udover mad og drikke – er at komme ud at gå i naturen og få frisk luft. Og vi har fået mere tid til at snakke. Ligesom jeg også snakker mere med familie, venner og kolleger (telefon, Skype etc.). Vi arbejder indimellem og sørger naturligvis for at lave vore arbejdsopgaver – ja, min arbejdsmotivation er faktisk steget pga. al denne selvbestemmelsesfrihed. Og, maerkeligt nok, selv om jeg når flere arbejdsopgaver, føler jeg ikke laengere et stort arbejdspres. Det er lidt, som om tiden er gået i stå. Der er tid nok. Og vi når sagtens det hele. Der er faldet en ny ro på os.

Moder Natur er staerkere. Hun bestemmer. Vi tilpasser os bare, så godt vi kan. Og måske laerer vi endelig lidt beskedenhed.

For det tredje har corona-interventionen ført til mindre spild af tid. Det er f.eks. skønt ikke at skulle pendle. Jeg har pendlet i mange år og opført mig meget ubaeredygtigt og samtidig spildt tid og energi.

Desuden slipper jeg nu også for bestandigt at rende til møder, der kan traekke ud i det uendelige. På nettet bliver møderne betydeligt kortere, og folk er mere to the point. Og hvis noget ikke direkte vedrører en, kan man jo tage et headset på og bruge tiden på at laegge tøj sammen, mens man følger med i mødet. Fritid og arbejdsliv går op i en højere enhed. Og hvor heldigt: Den digitale infrastruktur er som skabt til denne situation.

For det fjerde synes jeg (indtil videre), at jeg bliver mere effektiv og kan fordybe mig mere.

Jeg får mere fra hånden, fordi jeg ikke ustandseligt bliver forstyrret. Og fordi nedsaettelse af livstempo og mindre tidsspilde har givet mig mere energi. Mere lyst til at arbejde.

For det femte er det opløftende at se, hvordan planter, dyr, luft og jord hurtigt kommer sig, når vi mennesker slipper kvaelertaget en smule om denne smukke planet, så den atter kan ånde. Vi forurener mindre. Nu kan man for første gang i årtier se blå himmel i Beijing. Vandet i Venedigs kanaler er på rekordtid blevet så rent, at fisk svømmer rundt i dem. Luftforureningen i Danmarks største byer er faldet med en tredjedel. Og i Kina er luftforureningen gået ned med 20-30 procent siden februar.

For det sjette er privatforbruget faldet. Vi er blevet mindre materialistiske. Bruger faerre penge. Har vi virkelig brug for nyt tøj – nej! Har vi virkelig brug for nye møbler – nej! Har vi virkelig brug for den turistrejse til Gran Canaria – nej! Vi får øjnene mere op for lokalområdets skønhed. En tur i naturen kan gøre undervaerker, ikke mindst i det tidlige forår. Vi nøjes. Og det er der også en tilfredsstillelse ved.

Og på en måde er det fair nok. Vi mennesker fik storhedsvanvid og troede, vi kunne kontrollere alt. Troede, at vi naermest kunne bestemme over liv og død.

Men Moder Natur er staerkere. Hun bestemmer. Vi tilpasser os bare, så godt vi kan. Og måske laerer vi endelig lidt beskedenhed. Måske bliver corona en øjenåbner for os, et wakeupcall. Nogen har givet os en lektion i baeredygtighed – eller snarere: Ubaeredygtighed. Vil vi også huske det efter corona?