Oliepriskrigen destruerer enorme milliardvaerdier

Olieindustrien og de olieeksporterende lande har daglige milliardtab på grund af oliepriskrigen. Manglende efterspørgsel kan sende prisen på olie ned i 10-12 dollars per tønde senere på året, vurderer en britisk energiforskningsinstitution.

For mange danskere er det ikke spor sjovt at passere den lokale tankstation.

Benzinprisen er på det laveste niveau i fem år, men det er svaert at glaede sig over, når man ikke skal køre på arbejde, ikke bør besøge familie og venner, eller når man ikke ligefrem har lyst til at realisere sommerens ellers planlagte bilferie til Gardasøen.

Luftfartsselskaberne har heller ikke meget at glaede sig over.

Priserne på jetbraendstof er også faldet kraftigt på grund af oliepriskrigen, men størstedelen af verdens hen ved 26.000 trafikfly står på jorden.

Luftfartsselskaber, der har råd til det, kan udnytte situationen til at låse de lave braendstofpriser fast langt ind i fremtiden. Virkeligheden er dog, at hovedparten af verdens luftfartsselskaber skal have en eller anden form for statsstøtte, hvis de skal overleve coronakrisen.

Selv de, der har økonomiske ressourcer til at foretage risikoafdaekning, vil have svaert ved at gøre det, da de naeppe har nogen realistisk idé om, dels hvornår de kan begynde at genoptage flyvningerne, dels hvor lang tid der vil gå, før passagererne er vendt tilbage i det antal, som gjorde sig gaeldende før krisen.

Af praecis disse årsager er Ruslands beslutning om at ivaerksaette en global oliepriskrig kommet på det vaerst taenkelige tidspunkt.

Oliepriskrigen

Da energiminister Alexander Novak fredag den 6. marts ved et olieministermøde i Wien meddelte, at Rusland ikke vil saenke sin olieproduktion yderligere i forsøget på at holde priserne oppe, var strategien at ramme den stigende skiferolieproduktion i USA.

Rusland, Saudi-Arabien og USA er verdens tre største olieproducenter, men siden den 1. januar 2017 er det kun de to førstnaevnte, der sammen med Organisationen af Olieeksporterende Lande (Opec) og en halv snes andre olieeksporterende lande har reduceret produktionen for at skabe balance mellem udbud og efterspørgsel på verdensmarkedet.

Resultatet har vaeret, at USA qua sin støt stigende olieproduktion ikke blot har kunnet erobre markedsandele, men undervejs også er blevet verdens største olieproducent.

Kremls beslutning om ikke laengere at ville afgive markedsandele til den amerikanske olieindustri er blevet fulgt op af Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, der for at laegge pres på Rusland begge har saenket råoliepriserne til isaer købere i Europa samt bebudet at ville producere lige så megen olie, som produktionskapaciteten raekker til.

Konsekvensen er, at verdensmarkedet nu oversvømmes af så store maengder olie, at det snart vil vaere umuligt at opdrive ledig lagerkapacitet.

I USA er den månedlige leje på lagerkapacitet nu oppe i 50 cent pr. tønde, hvilket måske ikke lyder af meget, men når den råolie, som skal oplagres, nu er nede i en pris på staerkt tabsgivende 20 dollars pr. tønde, er der tale om en økonomisk belastning.

Samtidig med at olieproduktionen i en raekke lande maksimeres, synker den globale olieefterspørgsel som en sten, fordi alle industrilande samt store udviklingslande som bl.a. Indien er lukket mere eller mindre ned.

»Olieindustrien er ramt af et efterspørgselschok. Baseret på den nuvaerende viden, forventningen om en relativt kortvarig nedlukning og en verdensøkonomisk stagnation vil den globale olieefterspørgsel for hele 2020 falde med 2,7 mio. tdr. i døgnet,« siger Bassam Fattouh, forskningsdirektør i Oxford Institute for Energy Studies.

»Scenariet om en laengerevarende nedlukning, en verdensøkonomisk recession og en anden coronabølge til efteråret viser et fald i den globale efterspørgsel på 5,7 mio. tdr. i døgnet. Hvis verdens store olieproducenter i den situation udnytter produktionskapaciteten maksimalt, viser vores modelberegninger, at prisen på råolie fra Nordsøen i 3. kvartal kan falde til 10-12 dollars pr. tønde,« føjer han til.

Kreditvaerdigheden

Olieindustrien er generelt gået ind i priskrigen med en solid likviditet, der kan styrkes ved at suspendere tilbagekøb af egne aktier samt udbetaling af aktieudbytte. Det sidste vil vaere noget naer helligbrøde, idet olieindustrien for at fastholde investorerne selv under de hidtil vaerste kriser har opretholdt den kvartalsvise udbyttebetaling – også selv om det i perioder for nogle har vaeret nødvendigt at låne penge.

For ganske mange små og mellemstore olieproduktionsselskaber i USA er virkeligheden imidlertid, at de er fanget i en gaeldsfaelde.

De seneste uger har kreditvurderingskoncerner som Moody’s Investors Service og S&P Global Ratings saenket kreditvaerdigheden for denne gruppe af olieselskaber, som i vidt omfang har anvendt erhvervsobligationer som primaer finansieringskilde.

Foreløbig er obligationsgaeld for nominelt 110 mia. dollars i USA blevet ramt af faldende kreditvaerdighed.

Olieindustrien som helhed har udestående obligationer for nominelt 936 mia. dollars, der har ét til faelles – udstederne har en kreditvaerdighed under den såkaldte investeringsgraense – og derfor klassificeres alle disse obligationer som højrisikopapirer.

Hovedparten af disse ”olieobligationer” handles for tiden til en effektiv rente på 10 pct. og derover, da kreditvaerdigheden for mange små og mellemstore olieproduktionsselskaber nu afspejler en betydelig risiko for at gå konkurs.

Olieobligationerne udstedes typisk med en pålydende vaerdi på 100 dollars, og ifølge et notat fra JPMorgan Chase & Co., USA’s største bank, vil udstederen blive betragtet som nødlidende, hvis disse obligationer i markedet handles til 70 dollars eller derunder.

»Nogle olieselskaber har obligationer, der for tiden saelges til så lave kurser, at de

BASSAM FATTOUH, FORSKNINGSDIREKTØR, OXFORD INSTITUTE FOR ENERGY STUDIES

reelt må betegnes som ekstremt nødlidende,« hedder det i notatet.

Investeringsbanken Morgan Stanley har i et notat, refereret i flere amerikanske medier, oplyst, at adskillige investeringsfonde, der har specialiseret sig i højrisikoobligationer, har en regel om, at investorerne tidligst kan traekke sig ud efter 12 eller 24 mdr.

Investorerne kan med andre ord ikke nyde opturen uden at sidde med, hvis en nedtur saetter ind, som den gør nu.

Chesapeake Energy Corp., en af pionererne i skiferolieindustrien, er blandt de mest pressede. Selv om selskabet har solgt ud af sine aktiver, først og fremmest efterforskningsog produktionsrettigheder, handles aktierne til 17 cent.

Selskabets kreditvaerdighed har karakteren CCC – kun ét trin over selskaber, der står med det ene ben i en betalingsstandsning.

Statsfinanserne

Mens kreditvurderingsfirmaerne ser mørkt på perspektiverne for de små og mellemstore olie- og gasselskaber, er de noget mere fortrøstningsfulde, når det gaelder de olieeksporterende lande ved Den Persiske Golf, der som følge af oliepriskrigen har udsigt til store underskud på de offentlige budgetter.

På en webkonference mandag slog S&P Global Ratings fast, at Saudi-Arabiens kreditvaerdighed indtil videre anses for stabil.

»Oliepriskrigen vil have en negativ indflydelse på statsfinanserne, men det opvejes indtil videre af Saudi-Arabiens anselige reserver. En svaekkelse af den statsfinansielle position, som er større end vores forventninger, vil sammen med geopolitiske chok kunne føre til en lavere kreditvaerdighed,« siger Zahabia Gupta, vicedirektør i S&P Global Ratings i Dubai.

Kuwait er en anden golfstat med en stabil kreditvaerdighed i kraft af store reserver.

»På den ene side er Kuwait staerkt afhaengig af indtaegterne fra oliesektoren. På den anden side kan emiratet håndtere en lavere oliepris end stort set alle andre Opeclande. Derfor vil selv moderate prisstigninger hurtigt kunne mindske det statsfinansielle pres,« konstaterer Zahabia Gupta.

Lån i fremmed valuta

Den mest udsatte golfstat er Oman på grund af store lån i fremmed valuta, der forfalder til indfrielse i 2021-22. Hvis oliepriskrigen bliver laengerevarende, er Oman i en udsat position, når det gaelder kreditvaerdigheden.

De lande, der i betydeligt omfang er afhaengige af indtaegterne fra olie- og gaseksporten, vil i år komme ud med store statsfinansielle underskud, som primaert vil skulle daekkes gennem salg af statsobligationer.

Det betyder, at de skal ud på det internationale lånemarked, samtidig med at en lang raekke andre lande skal det samme for at skaffe finansiering til de hjaelpepakker, der gennemføres for at afbøde de negative økonomiske konsekvenser af coronakrisen. Det gaelder også USA, der dog endnu ikke har meddelt, hvordan hjaelpepakken på 2.200 mia. dollars skal finansieres.

»Alle olieeksporterende lande, også USA, har en interesse i en aftale, der reducerer udbuddet af olie på verdensmarkedet, så det bedre modsvarer efterspørgslen. Sandsynligheden for en diplomatisk løsning på oliepriskrigen synes imidlertid beskeden,« konstaterer Bassam Fattouh fra Oxford Institute for Energy Studies.

Hvis den eneste løsning er en krig om markedsandele, vil den meget hurtigt ramme muren, simpelthen fordi verden løber tør for lagerkapacitet; inklusive at bruge tankskibe som flydende lagre, mener han.

»Da to af de tre hovedaktører – Rusland og Saudi-Arabien – har en statskontrolleret olieindustri, tegner det til, at de amerikanske olieproducenter må give sig – enten ved frivilligt at måtte saenke olieproduktionen eller ved at bukke under i den ubarmhjertige konsolidering, som enhver priskrig resulterer i,« betoner Bassam Fattouh.