Stå fast! Hold ud!

Det bliver mindst lige så svaert at åbne Danmark igen, som det var at lukke dronningeriget ned. Det gør det ikke just lettere at traeffe beslutningen. Der er stadig så mange ubekendte med inde over, at det vil vaere halsløs gerning allerede nu at forlange en praecis køreplan for, hvordan og hvornår det kan ske. Vi famler os frem. Det er der ingen grund til at forsøge at skjule.

Endnu er coronavirussen langt fra afkodet: Hvornår er den nedkaempet? Muterer den undervejs? Vender den tilbage? Endnu aner vi heller ikke, hvor stor den samlede regning bliver for dens haergen – og hvordan den skal finansieres.

Når statsminister Mette Frederiksen nu har varslet, at samfundet gradvist og naensomt måske kan åbnes efter påske, er det derfor en slags tillidssag mellem hende og danskerne. På den ene side er hun nødt til at give befolkningen et perspektiv: Denne helt ekstraordinaere situation går over igen. Det bliver en slags hverdag igen. På den anden side forudsaetter en normalisering fortsat selvdisciplin og kollektiv hensyntagen i det offentlige rum. Hvis vi saetter det hele over styr i påskens livsbekraeftende solskin, forlaenger vi bare undtagelsessituationen.

Det er en klassisk stok og gulerod-metode, som Mette Frederiksen gør brug af. Hun talte på sit pressemøde selv om en glad gulerod, og hun beskrev omvendt detaljeret de konsekvenser, det vil have, hvis vi hver for sig og sammen begynder at slappe af for tidligt – nemlig at det vil kunne indebaere en forlaengelse af nedlukningen. Der er grund til at minde om, at virussen endnu ikke har toppet. Det ventes først at ske i eller lige efter påske. Antallet af smittede og døde vil fortsat vokse og nå nye højder.

Man kan diskutere, om statsministeren for tidligt har lindet på låget. Men hun – vi alle – er naturligvis presset af de horrible økonomiske omkostninger, som krisen har, og som allerede har fået ledighedstallet til at skyde i vejret. Og det bliver vaerre endnu. Hver dag i nedlukning er en mistet dag for det danske samfund, hvad angår vaerdiskabelse og produktion. Lige nu er samfundsøkonomien underordnet folkesundheden. Det kan vi tillade os i et stykke tid, men debatten om forholdet mellem de to størrelser er for laengst brudt ud. Statsministeren har ønsket at forsikre om, at hun har øje for begge, men også at udgangspunktet er, at virussen først skal under kontrol.

Det er faktisk op til os selv, hvordan det skal gå videre. Nu har vi levet under helt ekstraordinaere omstaendigheder i tre uger. Det vil vaere aldeles tosset at risikere at saette de resultater over styr, som vi har opnået, selv om alle tripper for at vende tilbage til normaliteten. Noget tyder på, at der er nogenlunde styr på virussens udvikling. Kurverne peger forsigtigt den rigtige vej. Den stejle alarmerende kurve synes afbødet. Den fladere, men laengerevarende kurve er ved at få fat. Det er hele meningen med sundhedsmyndighedernes strategi for at undgå en nedsmeltning af sundhedsvaesnet. Man behøver blot at følge med i de katastrofale tilstande i Sydeuropa for at blive overbevist ind til benet om, at det må og skal undgås hos os.

Men det har altså en – fortsat – pris hen over påsken. Der er fortsat brug for det samfundssind, som måske bliver en af de genopdagede dyder, der ender med at karakterisere coronakrisen. Hellere en dag for meget end én for lidt, som Mette Frederiksen siger. Det er virkelig svaert at vaere uenig.

Derfor: Stå fast! Hold ud!