Savnet af søsteren er det vaerste – og manglen på kattemad

Danskerne har i knap tre uger vaeret spaerret ude af Tyskland. Hvordan klarer sønderjyderne en hverdag uden mulighed for at se det broderfolk, som de har haft fri adgang til siden Schengen-aftalen?

Den lille djaevel hvisker i øret: »Traed nu over på den anden side. Kom nu. Traed over.« Graensen til Tyskland er lukket, og overgangen ved den lille tyske by Aventoft er spaerret med en raekke betonklodser og et rød-hvidt plasticraekvaerk. Det kalder altså på trodsigheden, når man nu står der på den danske side, og lukningen af graensen kan forceres ved blot at gå et par skridt ud i grøftekanten og trisse forbi, som var man Poul Reichhardt med hatten kaekt på sned på vandring i ”Er du dus med himlens fugle”.

Tilbage i virkeligheden holder alle de andre, der er dukket op ved graensen, sig paent tilbage. Det er f.eks. det nyforelskede par – en dansker og en tysker – der sidder på en betonklods og på behørig afstand kigger hinanden dybt i øjnene. Det er også det gamle par, der er blevet så berømt, at tyske og danske medier er strømmet til for at høre historien om, hvorfor Inga Rasmussen og Karsten Tüchsen Hansen mødes hver dag kl. 15. Han på cykel med en klapstol, hun i en lille, sort Toyota med en traestol. Så deler de en kop kaffe og en snaps og taler lidt om vejret.

I dag er de lidt uenige om, hvordan de mødtes, og specielt Karsten Tüchsen Hansens sprog er en kaudervaelsk blanding af sønderjysk og tysk, så det kan vaere lidt svaert at følge med i den 89-åriges tankegang, men den 85-årige Inga Rasmussen er ikke i tvivl om, at de bare skal vente, så forsvinder graenseafspaerringen vel igen.

Sagen er bare den, at her, naesten 20 år efter, at Danmark åbnede for bommene efter indgåelsen i Schengen-aftalen, er graensen atter lukket. Denne gang på grund af en usynlig fjende, der bevaeger sig fra menneske til menneske. Men hvordan oplever sønderjyderne separationen fra de tyske naboer? Hvordan er det at blive efterladt på den ene side, når familien eller kaeresten er på den anden?

Symbolet på dette er den 75-årige Annemarie Ramolla og den 67-årige Synnøve Hansen. Engang delte de efternavn, for de er søstre, og sammen med endnu en søster mødes de hver søndag hos Annemarie Ramolla for at se den tyske krimiserie ”Tatort”, men det kan de ikke laengere, da Synnøve Hansen bor i Tyskland, så nu står hun på den tyske side og kigger over på

Annemarie Ramolla, der er her sammen med datteren Heidi Jensen.

Ud over at savne sin søster og tv-aftenerne mangler Annemarie Ramolla også et par ting fra det tyske, hvor hun boede i 36 år, inden hun blev skilt og flyttede tilbage til Danmark.

»Jeg er ved at løbe tør for kattemad, og så spiller jeg med i det tyske lottospil,« siger hun.

Hvorfor serverer du ikke dansk kattemad?

»Det er for dyrt, og så skal katten have noget specielt seniorkattemad, fordi den er 10 år. Der er ikke så meget fedt i. Den bevaeger sig ikke så meget laengere.«

Hvorfor spiller du ikke bare med i dansk lotto?

»Fordi jeg har spillet de samme tal i 50 år. Taenk, hvis tallene kommer, og jeg ikke har spillet,« siger hun.

Et nysgerrigt aegtepar

Der kommer et tysk aegtepar cyklende. De er nysgerrige efter graenselukningen, under normale omstaendigheder ville de have vaeret ovre og købe rugbrød, fordi det danske rugbrød er meget bedre, men de vender om, og de tre familiemedlemmer begynder at diskutere fødevarer – tysk fløde er noget »vaerre skrammel«, for det kan ikke piskes stift uden et pulver, der hedder ”Sahnesteif”.

Men det er svaert ikke at tale om coronavirus, når man nu står ved en graense, der naermest er et symbol på, at begge lande er ramt.

Heidi Jensen: »Jeg følger ikke så meget med, for jeg bliver bange. Men jeg skriver tallene op, for jeg skal vide, hvor mange der dør fra dag til dag, ellers kan jeg ikke huske det. Var det 5 eller 10?«

Synnøve Hansen: »Heidi, altså!«

Heidi Jensen: »Jamen, det gør jeg.« Synnøve Hansen: »Nu skal jeg gøre dig bange.«

Heidi Jensen: »Det må du da gerne.« Synnøve Hansen: »Nu er det 14 år siden, at min mand, Hejse, døde. Han var slagter, og han fik en streptokok fra et svin. Den var så staerk, at alle hans organer gik nedenom og hjem. Det begyndte i november med, at han havde feber og fik hovedpine. Jeg sad ude i køkkenet og pillede rejer, og da jeg kom ind i stuen, lå han kun i underbukser, fordi han svedte så meget. Så ringede jeg efter laegen, og han blev sendt til Flensborg, og der fandt de ud af, at det var en bakterie. Der var ingen antibiotika, der hjalp. Der var ingen, der spurgte mig, om han havde smittet mig.«

Heidi Jensen: »Føler du dig så mere ramt i dag?«

Synnøve Hansen: »Nej, jeg føler mig immun, fordi jeg ikke blev syg, og så er jeg ikke lige så bange som dig, Heidi.«

Heidi Jensen: »Jeg er heller ikke bange for mig selv, men jeg er bange for mine børn, min gravide datter og mit ene barnebarn, der har astma. Jeg mistede et barn ved fødslen, så jeg måler mig altid mod andre, der har det vaerre. Det er min måde at holde min angst nede på. Vi har vel alle vores måde at få det på afstand på.«

De tre kvinder begynder at aftale, hvordan de naeste gang skal have kaffe med.

Laengere mod øst ligger Beierskrovej. Her er graenseovergangen blot en grusvej, og for at blokere trafikken over en ensporet bro, der krydser Gammelå, byggede kommunen et bomsted med en solid metalstang, låst med en haengelås.

Bommen gav landmand Brian Rostgaard Andersen et problem. Han bor på den danske side, hvor han har 500 hektar agerbrug med majs, kartofler og korn, men ovre på den tyske side byggede han for 10 år siden et biogasanlaeg, der fodres med resterne fra produktionen.

Så da graensen lukkede, stod han på den ene side og fik meget, meget langt til et biogasanlaeg, der hele tiden kraevede foder for at fungere. Og meget langt tilbage med overskuddet, der spredes tilbage på hans marker for at opretholde et biokredsløb.

»Det var da traels, men jeg var trods alt sikker på, at vi kunne finde en pragmatisk løsning,« siger han, da han står på gårdspladsen knap fire km fra graensen.

Efter et par uger fik Brian Rostgaard Andersen dog fået lov til at krydse graensen, så hans medarbejdere ikke skal køre en omvej til den naermeste åbne graensepost.

Nej til den indre lille djaevel

Vi kører ned til den lukkede graense, og da vi ankommer, dukker der en Mercedes op på den anden side.

»Stop – Polizei«, blinker der i forruden, og ud traeder to betjente i civil.

De er blevet jaget op til graensen fra en politistation naer Hamborg, og da Brian Rostgaard Andersen på tysk spørger dem, om de også patruljerer en lille bro laengere henne ad åen, siger den ene, at han ikke har fodtøj til den slags, tydeligvis uden kendskab til naerområdet. De siger, at det koster 250 euro i bøde at krydse graensen, og den indre lyst til at lytte til den lille djaevel forsvinder.

Den tyske ordensmagt mister interessen og kører igen, mens Brian Rostgaard Andersen siger, at han ikke laengere taenker over, at han bor ved graensen.

»Inden Schengen-aftalen boede vi i et yderområde, og det eneste, vi kendte til Tyskland, var, når vi skulle ned og hente billig slik, men efter Schengen er vi som samfund smeltet mere eller mindre sammen. Nu har jeg tyske ansatte, der kører op hver morgen. Hvis jeg skal have en tømrer, bruger jeg gerne en fra Tyskland frem for at ringe til en, der bor langt vaek. Så det er skidt, at de to samfund pludselig er blevet hakket over igen,« siger den 49-årige landmand.

Han ringer til sin tyske kompagnon, der er medejer af biogasanlaegget, og kort efter kommer Andreas Nielsen kørende i en udtjent Audi.

Han er også ramt af situationen, for han har 60 sultne køer, der skal fodres. Han står på den tyske side af bommen og peger på en gård i Danmark.

»Jeg har 100 baller halm lige derovre, og nu skal jeg køre hele vejen uden om for at hente dem. Så indtil videre låner jeg halm hos en nabo, for jeg har ikke papir til at krydse graensen,« siger han.

Det havde han til gengaeld før Schengen. Han tager en lille kasse frem med en nøgle i. Den brugte han til at åbne for bommen før 2001.

Mens han står og viser den frem, kommer der en bil kørende fra Tyskland. Brian Rostgaard Andersen kender føreren, der har tilladelse til at krydse, så han åbner den tunge bom for sin kollega.

Haengelåsen på bommen er den type, man kender fra udeskuret: gylden farve og solid. Det virker aerligt talt som en lidt sløset omgang med landets sikkerhed, at det ikke er en nøglelås, men at den blot skal åbnes med en kodelås på fire cifferruller, altså maksimalt 10.000 kombinationer. Med lidt tålmodighed kan man bare starte fra en ende af, og så vil man stensikkert åbne porten til kongeriget på et tidspunkt. Royalister begynder naturligvis med 1604 ...