”Gyldendal fastholder den lødige linje”

Gyldendal udgiver ”god litteratur”, og det skulle ikke handle om penge. Men det gør det jo i sidste ende alligevel, og så handler det dog allermest om talent: Pernille Stensgaards krønike er fremragende.

Som en pubertetsdreng fra 1950’erne, der gennempløjer ”Lady Chatterleys elsker” for at finde de fraekke steder, må man allerførst vide: Hvordan kommer hun forbi de ømme punkter?

Med det samme. Krønikeskriveren Pernille Stensgaard begynder frejdigt sin fortaelling med at traede hårdt på ligtornene; Ole Wivels fascination af nazismen, hans (aldrig publicerede) hyldestdigt til Hitler og hans opfordring til vennen Ole Høst om at tage til Østfronten; hele historien om Ringen, det tysk-svaermeriske unge faellesskab, som også talte maecenen Knud W. Jensen, Oste-Jensen kaldet.

Efter krigen praesiderede stalinisten Hans Kirk over AEresretten, hvor folk blev bortdømt for mindre, og de må have baevet i de år: »Taenk, hvis Knud W. Jensen og Ole Wivel var blevet afsløret […] Historien ville se anderledes ud, og Gyldendal ville ikke vaere blevet deres.«

Som Pernille Stensgaard konkluderer første kapitel.

Sans for stemning

Stensgaard har sans for ånd og stemning, sans for sted, og det fornaegter sig ikke i denne bog. Hun kan virkelig fornemme Gyldendal, som altid har følt sig på en gang finere end de andre – men også mere forpligtet. Historien

doseres suveraent med udgangspunkt i Wivels overtagelse efter krigen og med tilbageblik på de figurer, der gik før, ikke mindst den fattige nordjyde Søren Gyldendal, der grundlagde forlaget i 1770 omtrent samtidig med, at digtning blev digtning i Danmark, og Johannes Ewald forlod de skematiske former.

Da de blev afsløret (i Jyllands-Posten) mange år senere, rykkede vennerne sammen i forbitret forsvar og holdt ”Hånden over Ole”, titlen på Anita Brask Rasmussens lille redegørelse for sagen. Den hånd er helt vaek nu, det klaeder både hende og forlaget; så meget er i det hele taget forandret – og det var det også før den store viruskrise.

Ved laesningen af den uhyre velfortalte, ja, decideret underholdende historie kan man ikke lade vaere med at sidde med en lille nagende følelse af tab, når man maerker, hvor meget litteraturen betød dengang. Herunder selvfølgelig magten over den, for Gyldendal var også et magtcentrum med tommelfingre, der vendte op og ned af så mange forskellige grunde; mens tyske sympatier var ødelaeggende, var stalinisme aldrig nogen hindring, også i den henseende spejlede Gyldendal samfundets gode smag.

Men først og fremmest er forlaget jo summen af de mennesker, der faerdedes på de knagende, fortaellende gulve og i bygningen, hvor Søren Kierkegaard havde sin daglige gang.

Kultureliten

Helt op i 1970’erne serverede sekretaerer Ole Wivel hans specialkost, tatar og roquefort – det eneste, hans sarte mave kunne tåle. Da var Gyldendal blevet en magtfaktor, inkarneret af Klaus Rifbjergs og modernismen. Marxismen og kulturradikalismen haergede landets laerestole, og folkene omkring forlaget indtog med selvfølgelighed (og med den selvfølelse, der kommer af at repraesentere den gode smag) deres pladser i magtfulde

JUBILAEUMSSKRIFT

»Jeg har ikke sat mig ved klaveret for at få tiden til at gå. Jeg skrev sangen, fordi der vitterligt var noget, der pressede sig på – for at finde fred med mine tanker.«

Følelsesmaessig tydelighed

Både Michael Stipe og Oh Land har skrevet bemaerkelsesvaerdigt enkle sange i denne coronatid. Det enkle udtryk gennemsyrer både musik og tekst.

»Jeg kan kun tale for mig selv, men i en situation som denne, der er praeget af følelsesmaessig tydelighed, har jeg ikke brug for metaforer. Når følelserne er så tydelige, så kommer saetningerne helt af sig selv: Hvad lavede jeg for en uge siden? Var jeg virkelig så optaget af en telefon? Taenk, at vi var så privilegerede.«

I miss one week ago/One week ago from now I worried ’bout a million things/And all of them irrelevant ’cause everything has changed/And of all my previous worries I’m ashamed

»Altså, vi kommer sikkert til at lade os irritere over forsvundne telefoner igen, men mon ikke den her situation bliver siddende i os? Jeg tror, at vi kommer til at taenke over, hvad der er vigtigt for os. Hvem savner vi? Hvad har vi egentlig brug for? Jeg tror, at vi rykker os fremad i det her.«

Den 78-årige Bob Dylan turnerer fortsat flittigt og besøgte således sidste års Roskilde Festival, men han har ikke udgivet egne sange siden albummet “Tempest” fra 2012. Det aendrede sig forleden, da han udgav den 17 minutter lange sang “Murder Must Foul”.

Bob Dylan praesenterer selv sangen således på sociale medier:

»Hilsner til mine fans og følgere med tak for al jeres støtte og loyalitet gennem årene,« skriver Bob Dylan på sin hjemmeside.

»Dette er en uudgivet sang, vi indspillede for et stykke tid siden, og som I måske vil finde interessant. Pas godt på jer selv, vaer opmaerksomme, og må Gud vaere med jer.«

Anne-Marie Mai, litteraturprofessor på Syddansk

Universitet, betragter Bob Dylan som »vor tids betydeligste digter.« Hun er begejstret for den nye sang:

»Det er en flot sang, en lang sang, en slags meditation over amerikansk historie. Han synger om Kennedymordet, men naevner samtidig sange og kunstnere, som har betydet meget for hele verden,« siger litteraturprofessoren, som samtidig hylder Bob Dylan for at udsende sangen netop nu.

»Som Bob Dylan selv skriver, så er sangen skrevet for et stykke tid siden, men at han vaelger at praesentere den nu, det siger meget om ham. Bob Dylan hilser på sit publikum og viser taknemmelighed i denne vanskelige tid. Han siger tak til sine følgere for at have vaeret der gennem alle årene, og han gør sine fans opmaerksom på, at han er der for dem, han taenker på dem, og han arbejder stadig. Det er en fin gestus.«

Bob Dylan hilser på sit publikum og viser taknemmelighed i denne vanskelige tid. ANNE-MARIE MAI, LITTERATURPROFESSOR, SYDDANSK UNIVERSITET