Skal vi hjaelpe alle gennem krisen, eller er det gunstigt, hvis nogle knaekkede nakken?
Nogle virksomheder drives meget usundt, og det kendetegner sig primaert ved, at de ikke saetter taering efter naering og derved ikke udviser rettidig omhu.
Den aktuelle situation i dansk erhvervsliv skaber naturligvis en stor frygt for mange.
For den selvstaendige er det konkursen, der presser sig på, og for den ansatte er det fyringen, der banker på døren.
Regeringen har heldigvis udvist stor handlekraft og har med de forskellige hjaelpepakker gjort sit til, at der er spaendt et økonomisk net ud under de danske virksomheder – store som små.
Men er det imidlertid alle, der skal hjaelpes?
Nettet er finmasket, og det betyder jo, at alle brancher, som er berørt af krisen, kan få økonomisk støtte i højere eller lavere grad. Jeg er selv erhvervsdrivende, og jeg er yderst taknemmelig for den hurtige reaktion fra statens side.
Men jeg kan ikke lade vaere med at taenke på, om vi for faellesskabets penge redder nogle, som vi måske var bedre tjent med, gik konkurs.
Det økonomiske net koster gigantiske summer for vores samfundsøkonomi, og det vil i fremtiden påvirke vores muligheder for investeringer i bl.a. grøn omstilling, sundhedsvaesnet, herunder udfordringen med det øgede antal aeldre samt andre investeringer, som er os alle til gavn.
Mine refleksioner er lige så provokerende for de erhvervsdrivende som refleksionen over, om de penge, vi bruger på at undgå, at de kronisk syge bliver smittet, står mål med de økonomiske konsekvenser, det har for samfundet.
Det vedkender jeg mig.
Men det er en vigtig diskussion at tage. Jeg forsøger blot at anskue sagen fra et mere langsigtet samfundsmaessigt perspektiv.
Lad mig vende tilbage til dette indlaegs kerne, nemlig virksomhederne. Nogle virksomheder drives meget usundt, og det kendetegner sig primaert ved, at de ikke saetter taering efter naering og derved ikke udviser rettidig omhu.
Disse typer af virksomheder bliver selvfølgelig hårdt ramt af krisetider, men er det så samfundets pligt at redde dem? Er det vores alles økonomi, der skal støtte dem, der ikke var påpasselige og lagde til side, da tiderne var gunstige?
Altså i de sidste 10 år, hvor der har vaeret økonomisk vaekst.
Mit sigte retter sig primaert mod mindre virksomheder, hvor ejeren har fuld råderet over virksomhedens midler. Der er dog også en del eksempler på større virksomheder, hvor ovenstående adfaerd har kostet virksomheden dyrt. Taenk blot på Hesalight og den aktuelle sag vedr. ACT.Global.
Nogle af de virksomheder, der er skødeløst drevet, ender i konkurser, hvor vi som samfund står tilbage med regningen i form af skyldig moms, skyldige skatter samt løngarantier til medarbejderne.
I nogle tilfaelde ser man endog egenrådige personer have mange konkurser på samvittigheden – til stor frustration for de virksomhedsejere/ledere, som saetter en aere i at drive en økonomisk ansvarlig virksomhed.
Jeg er tilhaenger af hjaelpepakker – saerligt hvis de skraeddersys, så de er afstemt, i forhold til de udfordringer som enkelte brancher og virksomheder står over for.
Det er selvfølgelig svaert at gøre, men mit håb er dog, at staten sikrer vores faelles økonomi ved at kontrollere, at støttemidlerne går til de rigtige og ikke bliver en buffer for dem i de dyre biler og store huse, som hellere vil forbruge end at laegge til side.
Den aktuelle situation kunne med fordel bruges til at gentaenke vores liberale syn på virksomhedsdrift. Skulle man overveje at pålaegge alle virksomheder en minimumskonsolidering afmålt i forhold til deres branche og indføre krav om, at bank og revisor i faellesskab skal lave påtegning til årsregnskabet, så man sikrer, at virksomheden vurderes ud fra det bredest mulige grundlag?
Måske skal staten stå for regnskab og rådgivning til nystartede virksomheder de første år, eller skal staten bare vaere bedre til at bruge de kontrolforanstaltninger, der allerede eksisterer, men som ikke prioriteres saerligt højt? Målet må vaere, at flere virksomheder er bedre rustet, hvis vi igen engang står over for en lignende situation.
Skulle man overveje at pålaegge alle virksomheder en minimumskonsolidering afmålt i forhold til deres branche og indføre krav om, at bank og revisor i faellesskab skal lave påtegning til årsregnskabet.
Min egen virksomhed udspringer af tiden lige inden og under finanskrisen i 2008. Jeg havde opstart i maj 2008, og min bank, Roskilde Bank, gik konkurs. Derfor blev min virksomhed overdraget til finansiel stabilitet med udsigt til tvangslukning.
Jeg kan derfor sagtens saette mig ind i den situation, som mange erhvervsdrivende sidder i eller går i møde meget snart.
Men samtidig ved jeg også, at hvis man har drevet en sund forretning og lagt til side i de gode år, bør der vaere noget at stå imod med i en tid som denne.
Her er nystartede virksomheder selvfølgelig undtaget, da de ikke har haft mulighed for at opbygge likviditet og kapital, og de skal selvfølgelig have saerligt fokus.
Mine perspektiver er provokerende, ja, men de er også vigtige i en debat om vores allesammens økonomi. I Danmark skal vi hjaelpe dem, der har brug for det.
Men vi skal ikke nødvendigvis hjaelpe alle.