Vores frygt har brug for overskuelige fortaellinger

Coronakrisen gør os utrygge, fordi vi er ude i ukendt land. Og derfor har vi mere end ellers brug for at dele verden og vores handlinger op i rigtigt og forkert.

Vi har ofte vaeret fjernvidner til katastrofe og krig i andre dele af verden. I bedste fald har disse begivenheder skabt bekymring eller tungsind hos os. I det store og hele er livet bare gået videre.

Med coronavirus er det ikke sådan. Den marcherer derudad som en ustoppelig, usynlig haer. Den indtager vores verden hurtigt, og vi oplever den på naermeste hold. Den usynlige trussel har naermest apokalyptiske dimensioner.

Apokalyptiske fortaellinger om en verdensomspaendende begivenhed, der bringer ødelaeggelse eller udslettelse, kender vi bl.a. fra Det Gamle og Det Nye Testamente, dvs. fra jødiske og kristne skrifter fra antikken.

”Og jeg så en gustengul hest, og han, der sad på den, hed Døden, og Dødsriget fulgte med ham. Og de fik givet magt over en fjerdedel af jorden, til at draebe med svaerd og sult og pest og jordens vilde dyr,” står der i en af de mest kendte af disse tekster, Johannes’ Åbenbaring.

Coronavirus spreder sig med en hast, der overgår, hvad man havde ventet. Konsekvenserne kender vi ikke, hverken for det enkelte land eller det enkelte menneske. For nogle en dødsensfarlig sygdom, for andre naesten umaerkelig. Regeringer og myndigheder har set sig nødsaget til at tage drastiske skridt, også i hastigt tempo.

Dagligdagen er forandret for familier, institutioner og virksomheder. Coronavirus er her – og vi ved ikke hvor laenge endnu.

De politiske beslutninger om de nødvendige indsatser i en situation, som ingen her og nu kan overskue eller forudse enden på, støtter sig på viden frembragt først og fremmest af sundheds- og naturvidenskaberne.

Herfra kommer de konkrete svar på, hvordan en krisesituation som den nuvaerende håndteres bedst i praksis.

Samfundsfag og humanvidenskaber laegger en anden slags viden frem. De kan hjaelpe med at nå en dybere og mere nuanceret forståelse af de måder, som mennesker taenker og handler på, når en uoverskuelig situation som en pandemi rammer tusinder i mange lande på én gang.

Situationen er ikke identisk med noget, vi har prøvet før. Men den er heller ikke fuldstaendig ny og ukendt. Vi har tidligere vaeret ramt af katastrofe og sygdom.

Historie, kunst, litteratur og religion er et reservoir af fortaellinger, bl.a. om den slags bekymringer, der får mennesker til at se verdens ende for sig.

Situationen med coronavirus er allerede blevet kaldt ”apokalyptisk”.

Ordet refererer tilbage til de apokalyptiske tekster i Bibelen samt forskellige beslaegtede tekster uden for Bibelen. Disse tekster er faelles om at rumme åbenbaringer af tidernes ende og de katastrofer, der går forud for afslutningen.

Daniels Bog i Det Gamle Testamente fortaeller om en tid fuld af katastrofer og lidelser, som varer indtil den tid, hvor enden kommer: ”De indsigtsfulde bliver ofre, for at de kan blive prøvet, lutret og renset, før endetiden kommer. For den kommer først til den fastsatte tid.”

I det univers, hvor Daniels Bog udspiller sig, er det Gud, der har fastsat tiden, hvor det hele ender, ”den fastsatte tid”. Og det er Guds dom, der afslutter alting. Når katastroferne kommer vaeltende ned over mennesker, er de tegn på, at dommens dag naermer sig.

Den samme tankegang finder man i en raekke raedselsvaekkende beskrivelser i Johannes’ Åbenbaring. Det er ikke Guds dom, vi taenker på i dag, når vi står over for apokalyptiske scenarier.

Men i de måder, som vi reagerer på, når vi konfronteres med omfattende trusler som den nuvaerende pandemi, er der alligevel flere traek, som genfindes også i de apokalyptiske beskrivelser fra Bibelen.

Det gaelder f.eks. tanken om at vaere med i en begivenhedsraekke, som ubønhørligt bevaeger sig i en retning, man ikke kan kontrollere.

Forfatterne bag de bibelske tekster er overbeviste om, at de katastrofale forløb i sidste ende er tilrettelagt og styret af Gud. Anderledes i dag. Vores grundstemning er rådvildhed og følelsen af kontroltab.

Men forestillingen er den samme: At vi er på vej mod noget ukendt, hvor vi ikke ved, hvor meget vaerre tingene skal blive, eller om det hele kan ende bedre end forventet. At dette forløb for en stor del er ude af menneskers haender.

Det afføder idéer om, hvad der så er rigtigt og forkert at gøre i den situation. Og her bliver tankegangen typisk meget konkret og deler verden op i klart adskilte modsaetninger.

I slutningen af Daniels Bog er det udtrykt sådan her: ”Mange skal blive lutret, renset og prøvet. De ugudelige handler ugudeligt og forstår intet, men de indsigtsfulde forstår.” Johannes’ Åbenbaring skriver endnu tydeligere, hvordan menneskene må holde ud under alle de ødelaeggelser og lidelser, som bryder løs frem mod dommens dag.

Kun de, som ikke har tilbedt det store, onde dyr, der stiger op af havet og forfører menneskene, og taget ”dyrets maerke” til sig, kan se frem til at blive reddet, når enden kommer. Verden bliver delt i to: de indsigtsfulde og de ugudelige, som ingenting forstår.

Opdelingen i rigtigt og forkert skaber behov for en modfortaelling. Det bliver et udtryk for mod til at gå mod strømmen, når mennesker vaelger at trodse myndigheders anbefalinger.

Noget tilsvarende sker i disse uger. Verden bliver beskrevet som todelt. På den ene side dem, og det er de fleste, der reagerer hensigtsmaessigt på coronakrisen: ved at holde sig hjemme, vaere opmaerksom på symptomer, undgå forsamlinger, offentlig transport og socialt samvaer, som ikke er ubetinget nødvendigt. På den anden side de få, der gør det forkerte: ved at bryde en karantaene, tage på en unødvendig rejse, naegte at aendre adfaerd, hamstre dagligvarer eller medicin.

Samtidig med at verden bliver delt i to, opstår der en ejendommelig interesse for de ”forkertes” historier. Medierne opsøger med en saerlig nysgerrighed og fascination dem, som valgte at trodse alle advarsler, som selv ville vurdere risiko, eller som selv afgjorde, at de havde behov for at fylde skabe med håndsprit til flere livs forbrug.

Opdelingen i rigtigt og forkert skaber behov for en modfortaelling. Det bliver et udtryk for mod til at gå mod strømmen, når mennesker vaelger at trodse myndigheders anbefalinger. En fortaelling om at vaere den ene blandt tusind, der er i stand til at tage det roligt, den, som ikke følger flokkens instinkter og ikke lader sig gribe af panik eller hysteri som de fleste andre. Eller en fortaelling om at tage tingene i egne haender og fylde forrådskamrene op, fordi man ikke aner, hvad der kommer til at ske lige om lidt.

De apokalyptiske tekster i Bibelen kan ikke sige noget om, hvad der er det rigtige at gøre i en pandemi anno 2020. Anden litteratur, historisk og moderne, heller ikke. Det kan kun sundhedsfaglig ekspertise og professionelle vurderinger råde om.

Men skrifter som de apokalyptiske kan laere os at se bag om, hvad der udspiller sig omkring os. F.eks. kan de sige noget om behovet for at praesentere virkeligheden gennem fortaellinger, som inddeler verden i rigtigt og forkert.

Når vi vågner op til en staerkt aendret dagligdag, saetter frygten for det ukontrollerbare og uoverskuelige ind. Måske er det først og fremmest denne frygt, der kalder de konkrete overskuelige fortaellinger frem.