Gammel politisag blev aktuel igen og bragte regeringen i klemme

Gammel politisag blev igen aktuel og viste, hvordan dansk politik er nået til en ny fase.

For et par dage siden ringede en kriminalassistent fra Københavns Politi. Han havde også sendt en mail inden. Af hans autosignatur fremgik det, at han kom fra efterforskningsenhed PF3, der er afdelingen for »drab, vold, brand m.m.«. Kriminalassistenten, vi kan kalde ham hr. Blak, ville vide, hvad Jyllands-Posten kunne fortaelle om baggrunden for et mystisk laek af et internt forhandlingsnotat fra Finansministeriet en måned tidligere. Svaret var, som han nok havde forventet, at jeg intet kunne fortaelle. For at beskytte sine kilder må journalisten i denne situation svare politiet som en sammenbidt østers i frostvejr.

Således skal Københavns Politi og Finansministeriet ikke gøre sig forhåbninger om nogensinde at få opklaret, hvordan et notat om det kommunale udligningssystem i begyndelsen af marts endte på JyllandsPosten.

Men det er politisk interessant alligevel. For da Finansministeriet for en måned siden valgte at politianmelde laekket af papiret, noterede både politikere og iagttagere sig datoen. Det var den dag, barren for laek fra forhandlinger blev sat et nyt sted af regeringen selv.

Således sad mange utålmodigt på spring, da Jyllands-Posten søndag for en uge siden bragte en historie, der bl.a. byggede på anonyme kilders laek af, hvad der var foregået på et fortroligt møde i regeringens sikkerhedsudvalg om coronasituationen i slutningen af februar. Burde regeringen ikke også politianmelde det nye laek? Nej, mente Statsministeriet efter en konkret vurdering, som vi endnu ikke kender karakteren af.

Og baseret på kriminalassistentens manglende held til at få opklaret den anden sag ville det formentlig heller ikke i denne sag aendre noget substantielt for opklaringen. Østers-princippet gaelder alle sager.

Den svaere fase

Ikke desto mindre brugte flere partier i denne uge det nye laek som krog til at angribe regeringen. Venstre har stillet flere skriftlige spørgsmål til Statsministeriet om, hvorfor der ikke sker en politianmeldelse af laekket fra det fortrolige udvalg.

På mange måder markerer sagen mest af alt, hvordan vi i epidemiens fjerde uge også er nået til en ny fase af dansk politiks coronakrise. For to uger siden var det hele akut krisestyring, og samtlige partier bakkede velvilligt op om alt, hvad regeringen foreslog. Sådan er det ikke mere, og jo laengere vi bevaeger os ind i den mere langsigtede håndtering, jo flere politiske konflikter vil der igen opstå. Dels fordi situationen igen tillader kritik, og dels fordi de politiske forskelle gradvist vil stå klarere. Ikke mindst når der f.eks. skal forhandles om den økonomiske kickstart og derefter langsigtede genopretning af dansk økonomi.

Endnu ved ingen, hvad konsekvenserne af krisen bliver, men det ser meget sort ud. I det store billede gør det ikke meget fra eller til, hvornår danske skoler og frisører åbner. Når der fra den ene dag til den anden er massearbejdsløshed i USA, og når de danske eksportmarkeder skrumper på et øjeblik, så er krisen i det store hele ude af haenderne på de danske politikere. Naturligvis

I dag står det også klart, at hele forløbet skal undersøges, måske af en kommission. Her vil regeringens og myndighedernes håndtering af den største krise i Danmark siden Anden Verdenskrig blive sat under lup.

Lyset skal vinde over mørket. Livet skal vinde over døden. Det påskebudskab har overlevet 2.000 år, og det overlever også, at vi må gøre alting anderledes i år. Måske budskabet endda traeder staerkere frem i år.«

Vinker gennem vinduet

Skyerne traekker sig sammen, men det holder tørvejr gennem dagens sidste sang, ”Det er i dag et vejr”. Man kan ane et smil hos de fire beboere, der sidder pakket ind under taepper ved en åben terrassedør i stueetagen. Det var et dejligt afbraek på dagen, som en af dem siger.

Hanne Gormsen ligner en, der har lyst til at give praest Line Rudbeck et knus. Vi taler lidt om, at hun var skoletandplejer i mange år, om de syv børnebørn – fra dem på 10 år til ham på 27 år, som jo gerne måtte hjaelpe med at gøre Hanne Gormsen til oldemor – og om hendes tre børn. Den ene, en datter, bor her i Skanderborg, og hun plejer at komme på besøg mindst et par gange i løbet af en uge.

Lige for tiden kan hun ikke komme ind, så hun cykler forbi, banker på ruden, og mor og datter vinker til hinanden gennem ruden. Sådan må det vaere.

Helle Holm ser på.

»Hanne, jeg kan jo ikke engang give dig et kram. Vi må håbe, at det her snart er slut.«