Og så sang vi en salme gennem vinduet til indersiden af Danmark
Hvad gør man, når Danmark er lukket ned, og de aeldste borgere er lukket inde, lige nu da kirken plejer at sprede påskens budskab om håb? En praest i Skanderborg fik en idé.
Den lyseblå himmel og et par nøgne traeer spejler sig i vinduerne til plejecentret Dagmargården i Skanderborg. Ser man laenge nok på dette spejl af Danmark, traeder fem skikkelser frem derinde på den anden side af glasset i det, der for tiden er indersiden af Danmark.
Landet er lukket ned for bl.a. at beskytte aeldre som beboerne på plejecentret mod coronavirus, og indenfor kommer kun det faste personale. Derfor må den lokale praest Line Rudbeck og hendes lille følge stille sig op udenfor denne kolde fredag eftermiddag. De har tilbudt at komme for at holde påskeandagt for beboerne, og de har nu taget opstilling bevaebnet med saxofon, megafon og påskens budskab om håb og genopstandelse for dog at gøre noget i det, som skulle vaere kirkens højeste tid.
Tre beboere i kørestol rulles på plads i en lille pavillon i plejecenterets gård, og et par vinduer listes op på klem. Bag dem bor de beboere, som er sengeliggende, men som har sagt, at de gerne i hvert fald vil lytte med.
»Tak, fordi vi måtte komme. Jeg har taget en megafon med, det har jeg ikke prøvet før,« lyder det fra praesten, som deler ark ud og ind ad vinduerne.
Hvor er familien?
»Mini-Gudstjeneste-Gårdsanger-Påske« er overskriften. Det lyder heller ikke som noget, nogen af os har prøvet før, men da kirkens kulturmedarbejder Hanne OrtvadLarsen under sin sorte tophue med kvast spiller de første toner af salmen ”Hil dig, Frelser og Forsoner”, er det, som om vinden bliver lidt lunere i dette hjørne af Danmark.
I lilla dynejakke står den 81-årige Hanne Gormsen uden for døren og synger med. Hun plejer hver søndag formiddag at gå de 1.000 meter til Skanderborg Slotskirke, fordi det giver hende sådan en ro indeni at komme i kirke. Heller ikke det er, som det plejer. Hun følger med i coronakrisen hver dag i tv, og hun er helt enig i, at det ikke kan vaere anderledes.
»Men det er svaert ikke at blive trist. Der sker jo ingenting. Ingen besøg, ingen gymnastik i kaelderen, og vi kan ikke engang spise sammen,« siger hun.
Hanne Gormsen har boet på Dagmargården i tre år, efter hun fik en alzheimerdiagnose. Heldigvis er det ikke gået staerkt ned ad bakke, og hun mener selv, at det skyldes, at hun sørger for at holde sig i gang hver dag. Men det er svaert at holde sig i gang i denne tid – og det er mest af alt det, der bekymrer hende.
Plejecentrets aktivitetsmedarbejder Helle Holm forklarer, at det efterhånden er en udfordring, at mange beboere er triste. Alle aktiviteter er aflyst. Ingen besøg fra børnehaven eller dagplejen, ingen ugentlige besøg af foraeldre på barsel med deres babyer. Og det fravaer gør ondt.
»Det er svaert at forklare de mere demente beboere, hvad der sker. De spørger, hvorfor babyerne ikke kommer, og nogle tror, at deres familie ikke vil besøge dem mere, fordi de ikke forstår, at de ikke må få besøg. Men det handler ganske enkelt også om mangel på fysisk kontakt,« siger hun.
Meget af personalets tid går med at dele mad ud til beboerne på hver deres vaerelse. Kun de, som skal have mest hjaelp til at spise, samles i spisesalen – her må højest vaere 10 ad gangen inkl. personale. Og så er der de dårligtgående, som i denne tid ikke kommer op og får traenet deres gang. Ifølge Helle Holm risikerer de at fortsaette livet i kørestol efter denne krise.
Påskens budskab om håb
I megafonen laeser praesten Line Rudbeck påskeevangeliet om Jesu genopstandelse. De seneste dage har kirkeminister Joy Mogensen og folkekirken diskuteret med sig selv og hinanden, om kirkerne kunne åbnes i påsken. Ifølge Line Rudbeck er det en god beslutning ikke at gøre det, bl.a. fordi mange af de faste kirkegaengere samtidig er de aeldre eller svagelige borgere, som samfundet lige nu forsøger at beskytte mod coronavirus.
»Vi tror på et liv både før og efter døden, men i år fokuserer vi altså på livet før døden,« siger Line Rudbeck, som satte sig for at få påskens budskab ud på andre måder – bl.a. med andagt ude foran byens tre plejehjem.
»Påskens budskab om håb er noget af det, som vi alle sammen har brug for lige nu:
Men det er svaert ikke at blive trist. Der sker jo ingenting. Ingen besøg, ingen gymnastik i kaelderen, og vi kan ikke engang spise sammen HANNE GORMSEN, BEBOER, PLEJECENTRET DAGMARGÅRDEN, SKANDERBORG