Regeringen klapser eksperterne af

I krisetider kan ting, der til daglig ikke er så tydelige, traede klarere frem. Det gaelder også forholdet mellem politikere – isaer regeringen, helt saerligt statsministeren – og de embedsmaend og eksperter, som normalt antages at levere det faglige grundlag for de politiske beslutninger.

I den aktuelle coronakrise er det meget tydeligt, at regeringen med statsminister Mette Frederiksen i spidsen har strammet tøjlerne og ikke efterlader den mindste tvivl om, hvem der bestemmer. Det gør politikerne. De sundhedsfaglige eksperter må finde sig i, at en del af deres vurderinger sagt lige ud bliver haeldt ned ad braettet. Det sker ydermere i fuld offentlighed, bl.a. på de tilbagevendende pressemøder, så selv de mest tungnemme fanger budskabet om den sande magtbalance i toppen af beslutningspyramiden.

Det er ikke småting, vi taler om. Det handler faktisk om en raekke af de allertungeste beslutninger, der er truffet i kølvandet på coronakrisen. Sundhedsstyrelsen fandt ingen sundhedsfaglig anledning til at anbefale en lukning af graenserne. Den fandt heller ikke grund til at forøge antallet af test trods klare anbefalinger fra WHO. Og heller ikke den indledende nedlukning af det offentlige Danmark så eksperterne i første omgang noget sundhedsfagligt belaeg for.

Regeringen kørte lige hen over disse positioner. Statsministeren affejer enhver kritik med, at regeringens beslutninger er politisk funderede, og at spørgsmålet om evidens er underordnet disse politiske afgørelser. Det er ikke spaendinger, som regeringen gør meget for at holde inden døre. Endog detaljerede oplysninger om, hvad der foregik på et normalt tophemmeligt møde i regeringens sikkerhedsudvalg, tilflød offentligheden – via Jyllands-Posten – og dokumenterede en ganske dyb uenighed mellem regering og embedsvaerk på afgørende punkter. Men altså med det velkendte udfald, at regeringen har sat sig igennem og dikteret kursen.

Måske er rollefordelingen klassisk. Eksempelvis i spørgsmålet om at lukke graenserne: Det er muligt, at der intet sundhedsbelaeg var for at gøre det. Men i en situation med en på alle andre områder dramatisk nedlukning af samfundet ville det vaere umuligt at forklare fortsat åbne graenser. Det førte så til en politisk beslutning om, at der ikke var andet at gøre. I dag må man sige, at det var det eneste rigtige.

Måske er det generelt sådan i krisetider, at det politiske system tager over. Også under Muhammed-krisen var det entydigt davaerende statsminister Anders Fogh Rasmussen, der lagde kursen. Han gik også meget direkte op imod mange eksperter og islamforskere, der anbefalede en anden linje. Det var samme Fogh, der tilbage i 2001 med stor fornøjelse gik i kødet på eksperter og smagsdommere, men han sigtede dengang fortrinsvis til humanistiske, ikke naturvidenskabelige eksperter. Dem er Mette Frederiksen til gengaeld heller ikke bange for at gå op imod – og demonstrativt tydeligt vise, at det er det, hun gør.

Hendes første tid som statsminister har generelt vaeret praeget af en markant koncentration af magten i Statsministeriet. At hun så åbenlyst også samler trådene hos sig selv i en uoverskuelig sundhedskrise, er på den baggrund ikke så maerkeligt, men selv for hende kan en så tydelig magtdemonstration også indebaere en risiko.

Hvis der kommer en opgørets time med embedsvaerket efter coronakrisen, som der hviskes om i krogene, kan selv den staerkeste statsminister blive udfordret, uden at udfaldet denne gang er givet på forhånd.