Coronakrisen skaerper Europas ubehagelige nord/syd-konflikt

Ikke nok med at coronakrisen har udstillet EU’s afmagt over for nationalstaterne, når det virkelig gaelder. Forude venter også en genopførelse af en af de mest klassiske magtkampe i EU-kredsen – mellem Nord- og Sydeuropa.

Den har traditionelt alle klichéens kulørte ingredienser: la dolce vita i Sydens sol og siesta mod Nordens protestantiske arbejdsetos. Men den har også en benhård økonomisk ramme.

Forleden indrykkede 12 italienske politikere en helsidesannonce i Frankfurter Allgemeine Zeitung, hvor isaer Holland beskyldes for manglende solidaritet med det gaeldsplagede Italien. Finansminister Wopke Hoekstra har rejst spørgsmålet, hvorfor så mange EU-lande ikke har fået bragt orden i deres offentlige finanser efter finanskrisen. Man behøver ikke at vaere nationaløkonom for at afkode, at han ikke mindst hentyder til Italien.

Italiens statsgaeld er på 135 pct. af bnp, hvor EU egentlig kun tillader 60 pct. efter de såkaldte Maastricht-kriterier. Og dét endnu inden, den første coronaregning er betalt.

Holland er medlem af den saerlige sparebande i EU, som også består af Sverige, Østrig og Danmark. Tidligere var også Finland med. Tyskland er på linje, men forsigtig med at traede for hårdt frem offentligt. Op til seneste EU-topmøde om budgettet kom nord/syd-konflikten tydeligt frem. Det var i den sammenhaeng, at statsminister Mette Frederiksen kaldte et større EU-budget for »gak«. Topmødet skød sig selv til hjørne af mangel på enighed.

Coronakrisen vil kun forstaerke denne grundlaeggende konflikt mellem de gaeldsplagede lande i syd og et Nordeuropa i bedre balance. Lige nu kører den store debat om, hvorvidt genopbygningen efter corona skal finansieres med faelles euroobligationer.

Her er fronterne stort set de saedvanlige: nord mod syd. Og her har endog Tyskland sagt klart fra. Man vil ikke haefte for de store offentlige underskud i Sydeuropa. I forvejen har Berlin sagt nej til et fransk ønske om en faelles EU-finansminister.

Coronavirussens haergen udstiller kløften yderligere. Det er i de sydeuropaeiske lande, inkl. Frankrig og Spanien, at det går hårdest for sig på sygehusene. De er fanget i et ondskabsfuldt krydspres mellem virus og økonomi. Kommissionsformand

Ursula von der Leyen forsøgte sig med et: »Vi er alle italienere.« Det var vi så ikke alligevel. Ingen EUlande kunne undvaere udstyr og mundmasker til Lombardiet. Italien føler sig dobbelt ladt i stikken.

Genopbygningen efter corona kan derfor blive et ekko af striden om redningen af Graekenland under finanskrisen. Det var dengang, kansler Merkel blev afbilledet med Hitler-overskaeg og hagekors. De strenge nordeuropaeere forlangte hårde reformer for at redde den graeske økonomi. Sårene stikker stadig dybt. Og nu venter naeste runde.

Opvarmningen er i gang. En italiensk skuespiller, Tullio Solenghi, lagde i ugens løb en video op med krasse beskyldninger mod Tyskland for at have udløst to verdenskrige, Holocaust m.m. Alt sammen under overskriften: »Tyskerne anser sig stadig for en overlegen race.« Han undlod heller ikke at minde om manglende tyske krigsskadeserstatninger.

Der er lagt i kakkelovnen til tiden efter corona. Det kan blive grimt. I sidste ende er taberen ikke mindst selve idéen om et europaeisk faellesskab, hvor vi tager fat om problemerne sammen. Det sørgelige er, at det er der mere brug for end nogensinde.

Der er lagt i kakkelovnen til tiden efter corona. Det kan blive grimt.