Hjemmet kan i disse dage skabe klaustrofobi for familier – men hold ud

Intet af det, vi gennemgår som samfund for øjeblikket, er normalt. Vi står midt i en global sundhedskrise, og det påvirker alle. Det er naesten paradoksalt, hvordan krav om afstand kan laegge et så stort pres på vores naermeste relationer. Ikke mindst familierne, som nu bruger meget mere tid under samme tag. Forleden laeste jeg i Jyllands-Posten, at parterapeuter vurderer, at der er skilsmisser i vente som konsekvens af denne pandemi. Det bekymrer mig.

Jeg forstår godt, at den pludselige omlaegning til et liv inden for fire vaegge er udfordrende. Der kraeves meget af danske familier i øjeblikket. Det kan føles, som om en presset hverdag er blevet klemt inde på faerre timer og faerre kvadratmeter.

For mange kan kombinationen af hjemmeliv, hjemmearbejde og hjemmeskole skabe klaustrofobi og konflikt. Og det er fuldt forståeligt, at foraeldre føler sig mere stressede og fastlåste, når intet laengere er på sin vante plads. Når deres arbejdsdage er omvaeltet som følge af både lukkede skoler og arbejdspladser, når de pludselig skal varetage flere roller på samme tid. For at citere en af vores lands største taenkere, Søren Kierkegaard: »Af alle latterlige ting forekommer det mig at vaere det allerlatterligste at have travlt.«

Det er ikke min intention at vaere moraliserende. Jeg ønsker blot at minde om, at vi ikke behøver at kunne klare alt på én gang i denne stadig ukendte og for mange udfordrende situation. Vi befinder os langt uden for normalen. Derfor skal vi også give os selv og hinanden mere plads, mere tid til at justere og finde en måde, hvorpå vi kan fungere i en mere indeklemt og begraenset – midlertidig – hverdag.

Det tror jeg, kraever overbaerenhed. Både over for vores partnere, men også over for os selv. Vi skal ikke underkende den effekt, som en global pandemi kan have på os – også personligt. Det skaber følelser af uro at leve med uvished om, hvornår normalen vender tilbage, hvornår arbejdet igen åbner, og om virksomheden vil overleve krisen.

Det kraever tid og tålmodighed med os selv og hinanden at få hverdagens trummerum til at fungere sideløbende med coronakrisen.

Når en familie oplever skilsmisse, er det en af de mest skelsaettende livskriser, en familie kan opleve. For foraeldrene. Og for børnene. Derfor er det også konservativt hjerteblod, at vi bevarer refleksionsperioden i skilsmissesager. Den gør, at foraeldre med faelles børn først kan blive skilt efter en refleksionsperiode på tre måneder, når man har søgt om skilsmisse. Det giver mulighed for at taenke sig om en ekstra gang.

Det er i krisetider, at det er afgørende at stå sammen i familien. Så saml jer om noget hyggeligt. Spil et braetspil, se en god film, bag nogle kager sammen eller noget helt fjerde. Alle gør deres bedste for at komme godt igennem denne tid, og de udfordringer det baerer med sig at have flyttet skolebaenken og kontorstolen ind til hjemmets arne. Lad ambitionerne om et fuldt fungerende hverdagsliv ligge for en stund. Så er der bedre plads til jer, indtil normalen vender tilbage.

Jeg ønsker blot at minde om, at vi ikke behøver at kunne klare alt på én gang i denne stadig ukendte og for mange udfordrende situation.