Ordentligheden slap op i Folketinget

Jeg har de seneste uger glaedet mig over den seriøsitet, som både regering og de politiske partier har udvist for at kontrollere coronakrisen – og over, at den overordnede dagsorden ikke er blevet brugt som skalkeskjul for andre politiske tiltag. Men d. 1. april hoppede kaeden af, da et stort flertal vedtog, at der også skulle gives højere straf for nogle forbrydelser, som reelt ikke har noget med bekaempelsen af virussen at gøre.

Omvendt forstår jeg godt, at fup og svindel, som direkte undergraver indsatsen mod corona, skal afregnes lidt hårdere end ellers. Men hvordan i alverden kan en overtraedelse af maskeringsforbuddet (reelt forbud mod at gå med burka) dog ses som en ekstra slem forbrydelse og ses som havende saerlig relation til corona? Og hvorfor skal udlaendinge lige pludselig risikere en udvisning for en banal forbrydelse – i en situation hvor det ovenikøbet er utaenkeligt at effektuere udvisninger?

Indsatsen mod corona har indtil nu vaeret farveblind. Den har vaeret rettet mod at beskytte alle borgere, uanset farve, religion eller andre i denne sammenhaeng uinteressante kendetegn. Men nu skal indsatsen lige pludselig tilsaettes en portion ”udlaendingebashing” – en disciplin, som både Socialdemokratiet og de borgerlige partier har dyrket de seneste år for at fiske ekstra stemmer. Jeg undrede mig ikke spor, da Dansk Folkeparti allerede tidligt i marts forslog at lukke graenserne for asylsøgere. Men jeg under mig over, at flere partier, herunder sågar SF, straffelovsmaessigt er klar til saerligt at lange ud efter udlaendinge. Regeringens udspil om haevede straframmer er også blevet udvidet til flere områder. Forbrydelser som ”forstyrrelse af den offentlige orden” og ”fornaermelse af betjente” skal også lige pludselig kunne udløse dobbelt straf, selv om hverken hensigten eller det faktiske gerningsindhold har noget at gøre med coronakrisen og foranstaltningerne imod den – lige bortset fra datoen, hvor forbrydelsen finder sted.