Hvad venter der os på den anden side?

Coronakrisen påvirker vores sind, adfaerd og vores syn på andre mennesker. Og det er på helt andre måder, end vi har prøvet før. Det er de psykologiske og adfaerdsmaessige reaktioner, vi skal adressere nu, og vi skal samtidig sørge for, at vi tager ved la

Coronaepidemien saetter både samfundet og dets borgere under pres. I første omgang har opgaven vaeret medicinsk og epidemiologisk.

Hvordan vi bremser smitten og sørger for, at vores sundhedssystem kan følge med, har vaeret og er fortsat afgørende spørgsmål.

Derudover har der vaeret et klart fokus på økonomiske tiltag, på sikkerhedsmaessige og udenrigspolitiske myndighedsindsatser og selvfølgelig et stort traek på det internationale samarbejde, al den stund krisen er global, og virus ikke kender graenser.

Med en lang raekke tiltag fra myndighederne og stor indsats fra befolkningen er vi nået til et sted, hvor smittekurven kan siges at bøje af og forhåbentlig vil den blive med at flade ud over tid. Det samme kan ikke siges om den mentale mistrivsel.

Vi ser allerede nu, og forventer i stigende grad at se, krisereaktioner hos den generelle befolkning, øget aengstelighed, stress, ensomhed og irritabilitet. Vi reagerer ikke blot på sygdom og smittefare, men påvirkes også af de smittebremsende tiltag med lock-down, isolation og økonomisk krise. Flere debuterer med angstsymptomer og oplever nedtrykthed.

Nogle mennesker kaemper allerede med psykiske lidelser og vil opleve en forvaerring i deres symptomer. Børn og voksne med f.eks. funktionsnedsaettelser, saerlige behov eller som lever med autisme eller ADHD, reagerer på en hverdag, hvor strukturer og rutiner er aendrede, og sundhedspersonale er i fare for udbraendthed, ligesom vi generelt må forvente både tid lige og forsinkede katastrofereaktioner i tiden fremover.

Der er også en øget risiko for social uro, konflikt og bebrejdelser, når krav, retningslinjer og pegefingre er mange, når risikovurderinger er skiftende både epidemiologisk og økonomisk og handlerummet snaevert. Der kan opstå (selv)stigmatisering af syge, og vi har desvaerre set eksempler på diskrimination mod mennesker med et bestemt udseende.

Alt dette kan og skal vi forebygge.

Det kraever, at den staerke sundhedsfaglige, medicinske dagsorden suppleres med en lige så staerk mental trivselsdagsorden med et klart fokus på at forebygge mistrivsel og opretholde tillid og sammenhaengskraft både nu og fremover. Og det gaelder, uanset hvor laenge krisen varer, eller hvilke skiftende udtryk den kan få, når samfundet langsomt åbnes op.

Der er først og fremmest en stor opgave i at formidle viden til borgerne generelt om almindelige og forventelige krisereaktioner og konstruktive måder til at forebygge mistrivsel. Myndighederne er allerede i gang, men vi mangler bred, offentligt tilgaengelig information om, hvad de almindelige krisereaktioner er, og at vi hver isaer reagerer forskelligt på uvished, isolation og smittefare.

De psykologiske konsekvenser af f.eks. karantaene kan vaere meget staerke, og vi ved, at det i nogle tilfaelde kan udløse egentlig posttraumatisk stress. Katastrofenyheder kan skabe øget psykisk mistrivsel og egentlige psykiske symptomer, selv på tvaers af landegraenser, hvilket stiller store krav til både myndigheder og nyhedsmedier.

Nogle pårørende vil skulle igennem et mere kompliceret sorgarbejde, fordi de har mistet en naertstående person under epidemien og måske ikke har haft mulighed for at vaere til stede eller holde begravelse som vanligt, og nogle af dem, der var ensomme, vil blive endnu mere isolerede.

Vi skal vaere mere tydelige om de tilbud, der allerede findes

(f.eks. telefonlinjer og rådgivning, akutberedskaber, psykologisk behandling som videokonsultation), men også vaere klar til at åbne nye initiativer, hvor de mangler.

Og kommunikationen til befolkningen bør også informere og forebygge i forhold til uro, konflikt, stigmatisering og diskrimination. Myndigheder og politikere bør både forvente og forebygge, at der kan opstå yderligere uro i kølvandet på fremtidige skiftende risikovurderinger og tiltag mod genoplukning og den uvished, det medfører.

Vi skal allerede nu lave tidlig målrettet forebyggelse i forhold til belastningsreaktioner, isaer for sundheds- og andet frontpersonale, som er i høj risiko for at opleve traumatisering, stress og udbraendthed. Vi skal vaere strategisk forebyggende og saette tidligt ind, så vi ikke står med en bølge af sygemeldt sundhedspersonale, når vi når nogle måneder laengere frem.

Også arbejdspladserne står over for en stor udfordring med at skabe trivsel, når aendrede arbejdsvilkår og generel snak om kriseøkonomi og recession skaber uro og bekymring hos de ansatte for, om de kan fortsaette deres arbejde tilfredsstillende, eller om de helt kan miste deres job.

En del ansatte skal i en periode fortsat klare krydspresset mellem at arbejde hjemmefra, mens de samtidig er gode foraeldre og hjemmeunderviser deres børn, og mange vil, når de vender tilbage til arbejdet, have behov for dialog om oplevelserne af epidemi og lockdown, både de gode og de svaerere.

Og så skal vi huske på vores børn og unge. Når de vender tilbage i skole og daginstitutioner fra lang tids isolation med familien, vil der også for nogle af dem komme psykiske reaktioner.

Katastrofenyheder kan skabe øget psykisk mistrivsel og egentlige psykiske symptomer, selv på tvaers af landegraenser, hvilket stiller store krav til både myndigheder og nyhedsmedier.

Vi skal blive langt bedre til at målrette vores folkesundhedsfremmende vejledning og indsatser til de sårbare og udsatte grupper i vores samfund. ABC for mental sundhed og lignende gode koncepter vil vaere utilstraekkelige for dem, som mangler ressourcerne, allerede døjer med psykiske lidelser, har funktionsnedsaettelser eller er socialt udsatte. Her bør eksperter, brugere og organisationer med saerlig viden og kontakt med disse grupper i langt højere grad inddrages i at skabe den rette kommunikation og vejledning, udpege hensigtsmaessige formidlingskanaler og behov for indsatser.

Mange vil gå gennem krisen med påvirkede følelser, men komme ud på den anden side uden mén eller behandlingsbehov. For at det bliver de fleste, er det nødvendigt, at vi løfter blikket lidt fra den staerke epidemiologiske og økonomiske dagsorden og øger vores blik for den mentale sundhed, både nu og fremover i form af strategisk forebyggelse, oplysende psykoedukation og målrettede tilbud. Et robust samfund er også kendetegnet ved tillid til myndigheder.

Vi har vist, at vi er et robust samfund med stor sammenhaengskraft, men det skal vi også fortsaette med at vaere, når den generelle grad af belastning øges i samfundet. Og så er det essentielt, at vi indsamler data og bedriver solid tvaerfaglig forskning, så vi kan tage ved laere, hvis vi en anden gang skulle komme til at stå i en lignende situation.