Bankerne er ikke problemet, men vil de vaere løsningen?

Coronakrisen er en historisk mulighed for de danske banker til at genetablere den samfundskontrakt, de brød under finanskrisen.

Intet ødelaegger eller skaber image som en krise. Det har de danske banker om nogen laert på den hårde måde igennem de seneste år. Spørgsmålet er, om hukommelsen denne gang raekker til at omsaette laeren til handling.

Coronakrisen giver bankerne en historisk mulighed for offentlig genrejsning efter mere end et årtis ydmygelser som følge af sektorens betydelige rolle i såvel finanskrisen som hvidvaskskandalerne. Gang på gang blev bankernes kontrakt med samfundet brudt.

I sektorens egen selvopfattelse har man for laengst skrevet under på en ny. Nu er chancen der for at honorere den og leve op til den besvaergelse, som formanden for brancheforeningen Finans Danmark, Michael Rasmussen, leverede, da han mod slutningen af 2018 undskyldte sektorens adfaerd med ordene: »Vi skal aldrig saette profit før etik.«

Mange tusinde virksomheder med en solid track record for at tjene penge og betale regninger til tiden har mere end nogensinde brug for, at deres bankforbindelser opfylder det kollektive løfte i disse uger. Med haevede kassekreditter, lempeligere kreditvilkår og i nogle tilfaelde med moratorier for afdrag, rente- og gebyrbetalinger.

Det er afgørende, at vi som samfund stiller rimelige – ikke hovedløse – krav til vore banker.

Vi kan forvente, at finansieringen på kort sigt sidder løsere. Men vi hverken kan eller bør forvente, at bankerne med deres eget liv som indsats bevidstløst pumper penge ind i gode såvel som dårlige virksomheder. Set gennem økonomiske briller er det absolut vaerste, der kan ske for samfundet, at vi tillader coronakrisen at vokse til en finanskrise, der laegger store dele af den finansielle infrastruktur ned.

Sker det, er vi først for alvor på spanden.

Så lad os et øjeblik se på, hvordan bankernes modstandskraft tegner sig ved indgangen til coronakrisen.

Vi begynder med at tage temperaturen på den altafgørende psykologi i bankmarkedet. Det gøres bedst ved at se på de såkaldte interbankrenter – det vil sige de priser, bankerne afkraever hinanden for at låne penge. Det var de renter, der formelig eksploderede i finanskrisens første dage, da nervøsiteten var monumental og tilliden mellem bankerne ikkeeksisterende.

Igennem marts i år er en af de centrale referencerenter for lån mellem bankerne, tremåneders Cibor-satsen, derimod kun steget med 0,3 procentpoint. Det samme gaelder den europaeiske pendant, Euribor, så konklusionen er tydelig: Der er ingen nervøsitet eller mistillid imellem bankerne.

Naeste tjek gaelder bankernes evne til at modstå tab på kunder, der ikke kan betale kreditterne tilbage til tiden.

Heller ikke her er der aktuelt de mindste problemer at spore i systemet. Da Nationalbanken i november senest gennemførte en stresstest af de største bankers modstandskraft, var konklusionen ganske vist, at enkelte ikke havde en polstring, der var tyk nok til at gennemleve en hård recession uden at få tilført flere penge.

Men siden er den meget lidt mundrette kontracykliske kapitalbuffer – vi kan også kalde den bankernes tvangsopsparing til dårlige tider – blevet frigivet. Det øger isoleret set kreditmulighederne med op imod 200 mia. kr. Og samtidig er det vaerd at bemaerke, at bankernes solvensoverdaekning og indlånsoverskud befinder sig på et helt andet historisk niveau, end da finanskrisen nedkølede sektoren til under frysepunktet.

Der er ingen tvivl om, at også bankerne kommer til at tjene markant faerre og tabe markant flere penge under coronakrisen. Der er heller ingen tvivl om, at en krise, der traekker ud i mange måneder endnu, vil øge sektorens kreditomkostninger betydeligt. Men her og nu er de danske banker rigeligt staerke nok til at laese samfundskontrakten igen og tage deres ekstraordinaere ansvar for, at virksomheder, der kan overleve, også kommer til at overleve krisen.

I skrivende stund er meldingerne fra erhvervslivets underskov blandede: Nogle banker agerer med stor fleksibilitet og tager samfundsansvaret på sig. Andre er tydeligvis fortsat pinligt bevidste om at klemme den sidste marginal ud af pressede kunder. Der er grund til selvransagelse hos sidstnaevnte – hurtigt.

Denne gang er bankerne endnu ikke en del af problemet. De kommende måneder vil vise, om de vil vaere en del af løsningen.

Set gennem økonomiske briller er det absolut vaerste, der kan ske for samfundet, at vi tillader coronakrisen at vokse til en finanskrise.