Et teater uden publikum er ikke et teater
Betty Nansen Teatret står, som skuespillerne forlod det om aftenen den 11. marts 2020, da statsministeren havde sat samfundet på pause.
Eva Praestiin parkerer cyklen på den lille sidegade, der løber langs Betty Nansen Teatret på Frederiksberg. Forårssolen er skarp, og den når lige at varme huden op, før den kolde vind fejer varmen vaek igen. Der er stille i gaderne, selv om klokken er otte en helt almindelig hverdagsmorgen.
Men i over to uger har intet vaeret almindeligt.
Mens statsministeren stod på tv og satte landet på pause den 11. marts 2020, var de på Betty Nansen Teatret godt i gang med generalprøven på August Strindbergs klassiske drama ”Leg med ild”. Publikum, der sad med behørig afstand i salen, blev på én gang både de første og de sidste til at se den stadig ufaerdige forestilling.
»Efter generalprøven sad vi og talte om det, statsministeren havde sagt. Den aften ville skuespillerne ikke gå hjem efter prøven,« fortaeller Eva Praestiin, der er producent og den ene halvdel af direktørparret på teatret. »De sagde farvel, men de kom hele tiden tilbage igen.«
Alt er stille på teatret
Nu er hun alene på teatret. Lyset på kontorerne er slukket, kaffemaskinen er stille, og inde i teatersalen står alt, som det gjorde, da de gik hjem efter generalprøven. Fra scenografien fjerner hun et par frugter, der er gået i forrådnelse, og avisen på bordet er for laengst old news.
»Der var flere af skuespillerne, der lod deres manuskript ligge her, fordi de regnede med, at vi skulle ses igen lige om lidt. Det var surrealistisk at taenke andet. Men så udsatte vi først forestillingens premiere; så udsatte vi d en igen; og nu er forestillingen helt aflyst,« siger Eva Praestiin.
Teatret er lukket, og medarbejderne er sendt hjem. Men de skiftes til at sidde én ad gangen på kontoret, så de kan svare på telefonopkald fra publikum og modtage de pakker, der blev bestilt, før de lukkede.
»Der plejer at vaere masser af aktivitet i huset, så det er drømmeagtigt underligt at opleve, at der ikke er nogen her.«
Sukker efter publikum
»Teater kraever på en eller anden måde en aktiv handling. Det kraever, at vi er der. Teater er ikke en bygning – man kan lave teater alle mulige steder. Men hvis der ikke er et publikum, er der ikke noget teater,« siger Eva Praestiin.
Derfor sukker hun og resten af teatrets medarbejdere efter et publikum at spille for.
»Jeg er bange for, at teatrene bliver nogle af de sidste, der bliver genåbnet. Og der er en masse usikkerhed i ikke at vide, hvad der kommer til at ske, hvor laenge der går, og hvor mange vi må lukke ind. Vi går og taler om, hvad vi kan lave for 10 eller 25 personer,« fortaeller hun.
Men for Betty Nansen Teatrets personale er den største haemsko, at det ikke kan arbejde sammen fysisk for tiden, mener hun.
»Jeg synes, det siger meget om vores teater, at det første rum, man traeder ind i, når man går af scenen, er køkkenet. Man kan have stået med en kaempe succes derinde, og så går man lige ned ad trappen, og så står man og drikker kaffe sammen,« siger hun og fortsaetter:
»Så hvis bare vi, der arbejder på teatret, må vaere sammen igen, så kan vi skabe teater til dem, der nu må spilles for – om det så er herinde eller udenfor. Men det kraever, at vi sidder sammen. Vi er meget haemmet af, at alting skal foregå igennem de der skaerme og telefoner. Det er altså ikke saerligt kreativt.«
De forventer stadig at kunne spille de kommende forestillinger efter planen, men ”Leg med ild” er taget endegyldigt ud af programmet. Nu står Steffen Aarfings scenografi forladt i den gamle teatersal og venter på at blive pillet ned og kørt til genbrug.
Publikum bakker op
»Det er klart, at det er problematisk for os, at vi går glip af billetindtaegterne. Vi er støttet på den måde, at vi får vores driftsomkostninger daekket. Det betyder, at alt det, vi har investeret i scenografien, løn til de medvirkende og resten af produktionen, er gået tabt,« siger hun og fortsaetter:
»Det ville vaere forfaerdeligt, hvis vi kommer ud på den anden side af det her og har mistet en masse kulturinstitutioner. For det er ikke noget, man bare lige bygger op igen – det har taget mange generationer af både kunstnere og publikummer at gøre det her teater til det, det er i dag.«
Når en forestilling aflyses, refunderer teatret billetterne. Men Eva Praestiin oplever, at der er stor opbakning fra Betty Nansen Teatrets publikum.
»I stedet for at få sine penge tilbage kan man vaelge at få flyttet sine billetter til en anden forestilling, få byttet billetterne til et gavekort eller simpelthen donere pengene til os. Omkring halvdelen vaelger én af de muligheder. Det oplever vi som en enorm tillidserklaering fra publikum, og det er en stor hjaelp.«
Hun har bemaerket, at vi allerede har vaennet os til at vaere adskilt, og at det nok bliver en overvindelse for folk at saette sig taet i teatersalen igen:
»Teatret er et af de få steder, vi har tilbage, hvor vi kan sidde sammen og få en faelles oplevelse, mens vi kan maerke hinandens reaktioner helt fysisk, fordi vi sidder arm ved arm med den, der sidder ved siden af. Og der vil sikkert vaere en periode, hvor vi lige skal vaenne os til det igen, men jeg er helt sikker på, at vi nok skal komme i gang igen, så snart vi må.«