Kald dem bare coronabonds, men konflikten er den samme, vi har set før

Få kan som den italienske skuespiller Tullio Selenghi sige ”tyskere”, på italiensk ”tedeschi”, på en så vraengende måde, at der alene i udtalen af ordet ligger al den afsky og det had, som mange italienere fortsat føler over for tyskerne. Eller måske rettere, et had, som kan mobiliseres ved en passende lejlighed. Når det går dårligt i Italien, er det naerliggende at give tyskerne skylden. Og det gjorde Tullio Selenghi for fuld udblaesning, og som han understregede: Uden ironi, i en video på Youtube.

Fortaellingen er den samme, som er hørt før: Tyskerne skal lige huske på, hvad de selv er skyld i, og så skal de ikke komme her og belaere nogen om noget som helst. Slet ikke økonomisk politik.

Årsagen til vreden var, at Tyskland og med dem flere andre eurolande ikke mente, at det var en stjernegod idé at udstede de såkaldte coronabonds, obligationer, som vil medføre, at eurolandene skal haefte for hinandens gaeld. Forslaget er ikke nyt, men var årsag til mange slagsmål og lange nattemøder under statsgaeldskrisen. Dengang hed det eurobonds, euroobligationer.

Baggrunden for, at forslaget dukker op igen, er såmaend dyster nok. De tre lande, som i sin tid kaempede for euroobligationerne, Italien, Spanien og Frankrig, er hårdt ramt af coronaepidemien. Alle lande er lukket totalt ned, som virkelig totalt ned. Borgerne har forbud mod at bevaege sig vaek fra deres hjem, bortset fra når de skal købe ind.

Coronaepidemien maerkes naturligvis på dødstallene og de hårdt belastede hospitaler, men saetter også dybe maerker i økonosige mien. Spanien har efter finanskrisen kaempet med at komme oven på og har bla. gennemført store besparelser i sundhedsvaesenet. Italien har ikke fået bugt med den store offentlige gaeld og er siden finanskrisen med varierende styrke gået til kamp mod Bruxelles og de stramme regler for styring af de offentlige budgetter.

Mens man under statsgaeldskrisen kunne bebrejde sydeuropaeerne, at de dybest set lå, som de selv havde redt, fordi de ikke havde handlet i tide og gennemført nødvendige, men upopulaere reformer af den offentlige sektor, så kan man denne gang ikke kalde coronaepidemien for selvforskyldt.

Alle i Europa befinder sig om bord på samme ubehagelige båd, hvis kurs er usikker. Coronavirussen er så ny, at ingen med sikkerhed kan noget om, hvordan den vil udarte sig. Og det er en af de store ubekendte i de ligninger, som stilles op. Sikkert er det til gengaeld, at mens krisen raser, og alt er lukket ned, så lever vi på klods. På et tidspunkt skal regningen betales, og når økonomien i forvejen er belastet, så skal der ikke meget til for at vaelte laesset.

Når tanken om faelles euroobligationer nu dukker op under et nyt navn, som klinger mere af solidaritet, barmhjertighed og faellesskab, så kan heller ikke dét skjule, at euroen dybest set er konstrueret som et politisk projekt uden de nødvendige økonomiske styringsmekanismer. Danmarks tidligere nationalbankdirektør Niels Hoffmeyer, som var med i den gruppe, der udarbejdede det økonomiske oplaeg til euroen, har påpeget det.

Idéen om, at alle lande taenker ens og har samme økonomiske disciplin, holder ikke. Selv efter de stramninger, som blev foretaget under statsgaeldskrisen, er den grundlaeggende konstruktionsfejl ikke udbedret. Med den udvikling, som EU har gennemlevet, og som coronakrisen også afdaekker: at nationalstaten står over faellesskabet, er der ikke udsigt til, at det sker. Efterspillet bliver interessant.

Vi lever på klods. På et tidspunkt skal regningen betales.