Vesten har gjort sig afhaengig af Kina: Har vi gjort i naelderne og prostitueret os selv?
Hvordan kan vi dog vaere havnet i denne situation, som vi ikke kan komme ud af?
Kina er blevet dygtigt. Ja, de har nu fat i den lange ende. Alligevel dumper de varer i Vesten, hvor maengden af ftalater er alt for høj i legetøj.
Når vi som samfund saettes i saerdeles vanskelige situationer, kan man ikke undgå at reflektere lidt mere end måske normalt over vor ageren. Her i disse covid-19-tider ses tydeligt sammenhold, men også udbredt politik fra regimer, som vi normalt ikke bifalder. Men er vi ikke selv til dels skyld i, at vi nu ”haenger på laveste faellesnaevner”?
Lad os gå cirka 30 år tilbage – det er ikke så laenge siden – det var jo 1990. Dengang var vor vestlige verden fuld af optimisme; Sovjetregimet var faldet fra hinanden, Europa var på vej frem, og demokratierne bredte sig.
Vi blev flere og flere medlemmer af ”det gode selskab” EU, og vi havde et forbilledligt samarbejde med mange andre lande, herunder USA og Canada. Kina var stadig et relativt fattigt land fuld af diktatur, som de fleste ikke rørte ved. Kina satte sin befolkning i faengsel for ting, som vi i Vesten anser som en del af demokratiet. Landet herskes af diktatur, og befolkninger bliver tvangsflyttet og undertrykt.
Men modsat de vestlige lande, som typisk arbejder med femårsstrategier og i heldigste fald 10-årsdrømme, havde og har Kina langsigtede strategier. Vestlige lande begyndte at købe komponenter i Kina, fordi de var billige. De vestlige lande fandt ud af, at man kunne øge profitten ved at producere i Kina og saelge i Vesten.
Kineserne synes, at det er en god idé, og senere forlanger de partnerskaber med vestlige firmaer for til gengaeld at producere i landet, og senere igen forlanger de teknologioverførsel. Alt sammen for at vestlige virksomheder kunne øge profitten.
Da jeg i de tidlige 00’er satte spørgsmålstegn ved vestens strategi, var svaret, vi må gøre det for at kunne konkurrere. Ja, for nu var alle der jo.
Hvor blev ”code of conduct” af? Spørgsmålet gaelder både virksomheder, regeringer, EU-organisationen og lande som USA. Hvorfor lod man sine landes borgere betale driften af landene, mens virksomhederne flyttede produktionen til diktaturer som Kina?
På denne måde har vi nu i over 30 år støttet et meget totalitaert regime med ikke bare overlevelse, men også skabt vor afhaengighed af et regime, som vi normalt ikke vil røre med en ildtang. Et regime, som er blevet mere og mere selvsikkert og forsøger at betvinge Vesten
med sine meninger ved at kontakte virksomheder, nyhedsmedier og regeringer for at udtrykke misbilligelse, hvis disse skulle komme med et lille pip om forholdene i Kina.
Vi støtter Kinas diktatur, mens vi undgår at støtte og omtale Taiwan, som jo er et demokratisk Kina, og som undgik Mao og hans diktatur.
Kinesere vil helst købe vestlige fødevarer, fordi de anser fødevaresikkerheden højere end ved lokalt producerede varer. Alligevel finder vi kinesiske rejer i danske butikker, ligesom det kan vaere svaert at opdrive andet end kinesiske hvide asparges på dåse. Hvorfor saelger forretninger dette? Vi har masser af rejer omkring Danmark, og vi har masser af asparges i EU.
Mon ikke det skyldes urealistiske, lave priser fra Kina baseret på en politisk bestemt lav vekselkurs og dårligt betalte arbejdere? Er der samme sikkerhed for både arbejdsmiljøet og miljøet som helhed? Naeppe, og det er, selvom de vestlige virksomheder bør have samme ansvar i Kina som i hjemlandet.
Jamen, Kina er blevet dygtigt. Ja, de har nu fat i den lange ende. Alligevel dumper de varer i Vesten, hvor maengden af ftalater er alt for høj i legetøj og farlige smådimser, der falder af ved leg.
Produkter, som er lookalike uden de samme kvaliteter og sikkerhed, findes stadig i stor stil og en tilgang til CE-maerkning, som man må saette spørgsmålstegn ved. Det kan godt vaere, at regimet officielt støtter vestlige lande mod de mange, der laver kopiprodukter, men alligevel bliver det ved.
Propagandamaskinen kører på fuld damp. Kina er både moderne og tilbagestående på en gang, og vi bør fra Vesten se Kina som andet end mønsterfabrikker med hvide haller og robotter. Her lever folk, som der har gjort i mange, mange år.
Levende dyr på markedet, eksotiske dyr bliver spist, hygiejnen er for lav, og med en befolkning, der bor taet, er risikoen for sygdomsspredning stor. Når vi så fra Vesten er taet på Kina qua vor nu-afhaengighed, har vi en cocktail af problemer i Vesten.
I den nuvaerende krise, som havde sit udspring i Kina, og som de forsøgte at hemmeligholde, ser vi nu Kina ”komme Vesten til undsaetning”. Det er vi naturligvis taknemmelige for i en svaer tid, men der er altid noget bagvedliggende, når det kommer fra Kina.
Nu får Kina mulighed for at sole sig, selvom de måske kunne have undgået at starte problemet ved at have højere hygiejnestandarder, mens Vesten udstilles som hjaelpeløse, herunder vores ellers staerke USA.
Det er på tide at sadle om. Vi skal have international samhandel, og vi skal støtte demokratier. Virksomheder skal sikre sig en langt bedre og mere sikker supply chain. Virksomheder skal vaere en større del af det samfund, de opererer i, og ikke nøjes med at skumme fløden af veluddannede medarbejdere.
Med andre ord, en virksomhed i EU skal yde til EU og ikke vaere i stand til både at få billig arbejdskraft i Kina og lade overskuddet havne i et lavbeskatningsland. Det må der gøres op med på globalt plan.
Lad os støtte Taiwan og andre demokratier og lade samhandlen blomstre på ligevaerdige vilkår. Jeg går helt klart ind for frihandel og støtter internationalt samarbejde og handel mellem virksomheder, det offentlige og regeringer, men det skal vaere baseret på ligevaerdige og demokratiske principper.
Børn, der normalt har et hårdt skoleliv med mobning, får lidt fred for de svaere relationer lige nu, hvor skolen er lukket. Men kan den usaedvanlige situation laere skolen og foraeldrene noget, der kan bruges, når den normale hverdag melder sig igen? Arkivtegning: Rasmus Sand Høyer.
chancerne for, at de børn føler et tilhørsforhold til skolen. Det ser ud til, at dette allerede sker nogle steder rundtomkring i landet.
Måske kan det at gå en tur sammen med en skolepaedagog, som barnet føler sig tryg ved, vaere netop det, et barn uden for skolens faellesskab har brug for for at komme taettere på deltagelse.
Foraeldrene kan også gøre en forskel ved først og fremmest at åbne op for kommunikationslinjerne foraeldre imellem og tale sammen om både skolearbejdet, trivslen og faellesskabet. Et onlineforaeldremøde kan vaere med til at skabe et sammenhold, et faelles fokus for og en erfaringsudveksling om fjernundervisningens udfordringer og muligheder blandt klassens foraeldre. Mødet bør faciliteres af laererne, som skaber et faelles rum med plads til at reflektere sammen og opleve faellesskab sammen.
Betydningen af faellesskaber og relationer i skolen står altså endnu tydeligere frem nu end før corona og skolelukningerne. Det gaelder selvfølgelig for alle børn og unge, men isaer dem, der står på kanten. Deres udsatte position i skolens faellesskaber bliver nu meget mere tydelig og kalder på her og nuhandling.
Men erfaringerne fra dette relationsog skoletilhørsarbejde vil vaere brugbare langt ud i fremtiden. Og der vil blive brug for det. For den største store opgave, når skolehverdagen bliver genetableret, er at genopbygge skolens laeringsfaellesskab og tage saerlig vare på børnenes skoleglaede, skoletilhør og indbyrdes kammeratskaber.