Hvad har vi laert, når skolerne åbner igen?

Med skolelukningen ses tydeligere, hvilke børn der står på kanten af skolernes laeringsfaellesskaber, og det giver en enestående chance for, at skolerne kan se, hvor der skal gøres en ekstra indsats, også når skolehverdagen er tilbage.

Skolerne ligger øde hen i Danmark.

Til gengaeld er mange af de små hjem fulde af liv og aktivitet, for skolen er rykket indenfor og er blevet en del af familiens nye rutiner.

Opgaverne tikker ind på Aula, og både børn og voksne forsøger at følge med: De finder sammen ud af, hvordan opgaverne skal løses, de kontakter laereren ved spørgsmål, de taler med de andre foraeldre online, og de kan for det meste hjaelpe deres barn og svare på de spørgsmål, der kommer.

Hvor udfordrende den nye hverdag end kan vaere, finder mange børn og deres foraeldre ud af at indrette deres liv med de nye rutiner. Og en ny hverdag skabes, hvor savn af vennerne fylder, og hvor genetableringen af skolens faellesskab på skolen er noget, de laenges efter.

Men ikke alle børn laenges efter at komme tilbage i skole. For dem er skolens nedlukning et velkomment pusterum fra en skoledag praeget af utryghed, ensomhed og usynlighed. For dem har den saedvanlige skoledag vaeret uendeligt lang, og tanken om skoledagens ende har vaeret dagens højdepunkt. Dette er de nu fri for, og de laenges ikke efter at vende tilbage til det faellesskab, som de ikke føler sig som en del af.

Hvem der er inkluderet i skolens faellesskab og hvem, der står uden for, er med skolelukningen blevet endnu mere tydeligt for mange laerere og foraeldre.

Med skolelukningen står skolerne over for en raekke nye udfordringer, nemlig at få stablet fjernundervisning på benene, at få etableret en kontakt til hver enkelt elev samt at give eleverne oplevelser af faellesskab og samhørighed. Med andre ord at skabe skoletilhør i en situation, hvor skolen ikke er et fysisk sted, man møder op til, men noget der foregår online.

En anden udfordring handler om samarbejdet med foraeldrene, som nu er blevet endnu mere vigtigt for skolen, hvis det skal lykkes den at gennemføre fjernundervisning. Ikke alle familier har samme muligheder for at engagere sig i børnenes hjemmeskole som scenariet skitseret i indledningen. Det kan der var mange grunde til, og det behøver ikke handle om udsathed i traditionel forstand, men kan handle om, at man som foraeldre har job, der ikke kan klares hjemmefra, f.eks. i sundhedssektoren eller i andre spidsbelastede erhverv.

Det, disse udfordringer for skolerne tydeliggør, er vigtigheden af relationer. Relationer mellem den enkelte underviser og den enkelte elev, mellem foraeldre og undervisere samt ikke mindst mellem børnene i klassen. Hvem er inkluderet i de online faellesskaber, og hvem er ikke? Hvilke børn har kammerater fra klassen at vaere i kontakt med, og hvem har ikke? Hvilke børn logger på Aula eller andre undervisningsplatforme for fjernundervisning, og hvem gør ikke?

Det viser sig, at nogle elever simpelthen er svaere at få kontakt til, da de har ”stemplet ud af skolen”, nu hvor skolen ikke er et fysisk sted, hvor deres deltagelse kan udgøres af fysisk fremmøde.

Med skolelukningen ses tydeligere, hvilke børn der står på kanten af skolernes laeringsfaellesskaber, og det giver en enestående chance for, at skolerne kan få blik for, hvor der skal gøres en ekstra indsats, ikke kun nu under skolelukningen, men også når skolerne åbner igen.

For børnene laenges stadig efter at vaere en del af et faellesskab, og de maerker i høj grad eksklusionen nu, hvor faellesskabet synes endnu laengere vaek og endnu mere uopnåeligt end før.

Selv om de måske er glade for pausen fra en hverdag som ekskluderede eller usynlige blandt jaevnaldrende, så er mange af dem nu i fare for at stå endnu mere tydeligt uden for – både det sociale faellesskab, men også uden for laeringsfaellesskabet.

At føle tilhør til skolen og vennerne er noget af det vigtigste for børn i forhold til det at gå i skole. At laere sammen med andre børn i en engagerende undervisning foretaget af dygtige laerere, der kan hjaelpe med de faglige udfordringer, står højt på listen over, hvad der for børn er vigtigt i skolen.

Så hvordan skaber vi faellesskab og følelsen af skoletilhør, når skolen ikke er et samlende, fysisk sted, men flyder gennem internettet, og børnene sidder i hver deres ende af en ledning?

Det, vi kan udtaenke af svar her, og de erfaringer, vi gør os nu, vil kunne styrke skolernes arbejde med udviklingen af mangfoldige og inkluderende laeringsfaellesskaber, når skolerne åbner igen.

Når vi taler faellesskaber i skolen, taler vi typisk om børnenes faellesskab.

Men blandt skolens faellesskaber hører også foraeldrefaellesskabet, og det faelles vi, der kendetegner samarbejdet mellem skole og hjem.

Opgaven er den samme, selv om rammerne for skole-hjem-samarbejdet har aendret sig radikalt her under skolenedlukningen. Så vi må finde nye veje for det faelles vi – både skolens ansatte og foraeldrene.

Selv om børnene ikke sidder sammen i et klasselokale, må vi ikke glemme, at fjernundervisningen stadig kan vaere en faellesskabende aktivitet. Faelles morgensang, online klassemøder, faelles online idraet, faelles ”fredagsfejringer” hvor vi sammen runder ugen af, løbende personlig kontakt til eleverne gennem video, gruppeopgaver og projektsamarbejder, onlinepraesentationer for klassen, webinarer hvor børnene følger laererens undervisning, hører til blandt mulighederne for fjernundervisning.

Ikke alle børn laenges efter at komme tilbage i skole. For dem er skolens nedlukning et velkomment pusterum fra en skoledag praeget af utryghed, ensomhed og usynlighed.

Det er vigtigt, at der er daglig kontakt mellem laerer og barn, samt børnene imellem. Det er vigtigt, at børnene føler, at det betyder noget, om de deltager eller ej, og at laereren stadig står til rådighed og er klar til at støtte.

Det er selvfølgelig lettest med de børn, som af sig selv (med eller uden foraeldrenes hjaelp) logger på dagligt, og saerligt svaert med de børn, der har stemplet ud. Her skal findes andre veje til at få etableret en kontakt hurtigst muligt.

Man kunne her lade skolepaedagogerne byde ind på trivselsområdet. De kunne f.eks. tage sig saerligt af de børn, der står uden for fjernundervisningsfaellesskabet, og gøre en ekstra indsats for at øge