Markedsøkonomi er nu en trussel

De fleste boligejere kerer sig om, at deres ejendom tager sig praesentabel ud. I en raekke kommuner er én skraldespand imidlertid ikke nok. En del har tre, hvor borgerne skal sortere glas; metal og plast; pap og papir; samt madaffald og restaffald. De pynter ikke, men de fleste danskere accepterer stilfaerdigt, at affaldssortering er en borgerpligt.

Fremover må borgerne vaenne sig til at skulle sortere affaldet i 10 forskellige typer: farligt affald; glas; metal; madaffald; mad- og drikkekartoner; pap; papir; plast; restaffald; tekstiler. Sorteringen skal ske i såvel private hjem (i to til fire skraldespande) som i virksomhederne, og til forskel fra i dag bliver reglerne ens for hele landet.

Enhver, der frekventerer en genbrugsstation, kan forvisse sig om, at borgerne allerede affaldssorterer i stor stil. At en del af denne sortering fremover skal foregå i hjemmet, kan de faerreste have noget imod, men det kan undre, at man ikke lader det vaere op til den enkelte, når turen alligevel går til genbrugsstationen med det affald, der fremover ikke kan sorteres hjemme såsom haveaffald. Det må undre, at forliget ikke satser på at frembringe teknologiske løsninger, der kan stå for sorteringen af affald, men forligspartierne må jo mene, at danskerne ikke har andet og bedre at anvende tiden på. Det er positivt, at forliget, indgået af alle partier med undtagelse af Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, indebaerer, at affaldsforbraendingskapaciteten skal reduceres. Kapaciteten er i dag på 3,8 mio. tons affald om året, hvilket er trekvart mio. tons mere, end danskerne producerer.

Konsekvensen af denne overkapacitet er, at der importeres anselige maengder affald alene for at sikre rentabiliteten i de alt for mange forbraendingsanlaeg. Der er i dag 23 affaldsforbraendingsanlaeg herhjemme. Det bliver nu op til Kommunernes Landsforening, KL, at finde ud af, hvor mange af disse anlaeg der skal lukkes. Evner KL ikke at løfte opgaven, traeder sanktioner i kraft. Blandt disse er en udbudsbaseret model, hvor kapaciteten nedbringes gennem fri konkurrence.

Udbud, fri konkurrence og markedsøkonomi er altså nu blevet til ikke bare en trussel, men ligefrem en sanktion over for det kommunale monopol på affaldsforbraending – fordi konkurrencen er sat ud af kraft, fordi borgerne kan malkes gennem brugerbetaling, og fordi affald kan importeres uden tanke for udledningen af drivhusgasser.

Overkapaciteten inden for affaldsforbraending er netop en konsekvens af, at kommunerne med skatteyderne i ryggen kan saette sig ud over den markedsøkonomi, som resten af Danmark er underlagt. Skraemmeeksemplet er Amager Ressourcecenter, der har kostet 4 mia. kr. Som omtalt i avisen har en intern redegørelse vist, at forbraendingsanlaegget ikke kan blive rentabelt, da der lokalt ikke er tilstraekkeligt affald til at sikre en optimal kapacitetsudnyttelse. Import af store maengder affald kan derfor blive nødvendig.

Det turde vaere selvindlysende, at Danmark kun skal have praecis det antal forbraendingsanlaeg, der er brug for, og at der med skraldeaftalen indføres et stop for import af affald.

At de eksisterende forbraendingsanlaeg nu kan omdannes til kommunalt ejede aktieselskaber, som skal konkurrere på lige vilkår med private aktører, er socialisme, når den er mest rød. Danskerne skal sortere affald, til de segner, alene for at håndfodre kommunale monopoler.

Det er ubegribeligt, at såkaldt borgerlige partier er med i et forlig, hvor fri konkurrence er et skud for boven.