Et nyt slag i ansigtet på sønderjyderne

Graenseforeningens nyfortolkning af ”Det haver så nyligen regnet” og en leder i Jyllands-Posten har fået en sønderjyde til at konkludere, at mange danskere stadig ikke helt forstår sønderjyderne.

I genforeningsåret har sønderjyderne måttet laegge ører til lidt af hvert. Graenseforeningen belaerte os om at nedtone vor danskhed for ikke at optraede ekskluderede over for tyskerne, der ”tabte afstemningen” i 1920, og danskerne syd for graensen, der ”aldrig fik en genforening”. Vi har laert at optraede hensynsfuldt over for ”herboende tyskere, tyrkere og romaer”. Vi taler så vidt muligt ikke om Genforeningen, men om ”delingen af Slesvig”, og vi kalder os heller ikke sønderjyder mere, for vi er rettelig ”slesvigere”.

Man ønsker ikke blot at stjaele vor historie. Man ønsker at fratage os vor identitet.

Graenseforeningen har beriget os med en ny udgave af vor nationalsang. Den gamle tekst til ”Det haver så nyligen regnet” indeholdt passager, der vidnede om et faretruende ”fremmedhad”. I stedet fik vi en naiv børnesang, hvor følgerne af krig, invasion, landafståelse, diktatur og sindelagskontrol reduceres til et spørgsmål om ”fremmedhad”.

Ønsket om at ”se fortiden fra et nutidigt synspunkt” bar frugt. Graenseforeningen fik skabt et makvaerk, der projicerede såvel dens godmenneskelige politik som kunstnerens samfundssyn 130 år tilbage i tiden.

Med andre ord surfede man ikke blot videre på strømninger, der allerede har ført til censur af Astrid Lindgrens og Halfdan Rasmussens store humanistiske forfatterskaber, men foregreb den kulturrevolution, der i disse dage og uger ryster Vesten med kultur- og historieløse ikonoklasters angreb på historiske monumenter, film og litteraere vaerker.

Som om alt dette ikke var nok, vaelger Jyllands-Postens leder 15/6 2020 at tage stafetten op. På selve genforeningsdagen haevder lederen: »Optagelsen af Sønderjylland i resten af kongeriget kraevede under alle omstaendigheder den samme faelles kraftanstrengelse, som integrationen gør i dag.« Sammenligningen er vanvittig. De danske sønderjyder kom ikke fra en fremmed kulturkreds. De udholdt 56 år under prøjsisk militaerdiktatur. De levede som andenrangsborgere i deres egen hjemstavn. Deres sprog og kultur blev undertrykt. De måtte ikke mødes med ligesindede uden for deres hjem. Deres sange blev forbudt. De blev sendt i krig for en sag, som ikke var deres. 6.000 vendte aldrig hjem. Endnu flere kom tilbage med så alvorlige fysiske og sjaelelige mén, at de aldrig fik et normalt liv.

Men de stemte sig hjem. De fik muligheden for at vaelge, hvilket land de ønskede at tilhøre. Sønderjyderne har altid følt sig som danskere. De talte dansk. De kendte den danske historie, de sang danske sange, og de laeste danske romaner. For dem var det en hjertesag at stemme for Danmark.

Sønderjyderne vendte hjem til et samfund, der var vaesensforskelligt fra det prøjsiske. De havde ingen erfaring med folkestyre og demokrati. De kendte ikke de danske politikere og det danske politiske system. Men det danske sprog var ”deres moders stemme”, og kongen på den hvide hest var deres store helt. De havde intet højere ønske end at blive danskere. At høre til. At laere. At blive en del af det faellesskab, som de selv havde valgt. Og det blev de.

Alt dette skete ikke uden misforståelser og knubbede ord. For danskerne i ”Det gamle Land” forstod heller ikke sønderjyderne – og såvel Graenseforeningens som Jyllands-Postens leder røber, at mange danskere stadig ikke helt forstår os.

Hvis Jyllands-Posten endelig skal forsøge sig med at projicere nutidige forhold tilbage i tiden, havde det vaeret på sin plads med overvejelser om, hvorvidt sønderjyderne i 2020 mon ville have fået lov til at vaelge deres egen skaebne, som de gjorde i 1920. Ville vi have fået lov til at stemme os hjem i en tid, hvor hjemstavnsfølelse, sindelag, kultur, sprog og historie er reduceret til udtryk for ”nazisme” og ”strukturel racisme”?

Redaktionen svarer:

Lederens synspunkt er, at når selv to så ensartede folkegrupper som dansk- og tysksindede i Sønderjylland efter 1920 havde så svaert ved at etablere et spaendingsfrit samliv, så lover det ikke godt for integrationen i dagens Danmark af mennesker med en vaesensforskellig kulturel baggrund.

Redaktionen

Sønderjyderne har altid følt sig som danskere. For dem var det en hjertesag at stemme for Danmark.