Se tilbage for at planlaegge vejen frem

Coronakrisen har vaeret udfordrende for os. Selv om mennesket har oplevet usaedvanlige tider og krisetider før, så viser historien, at vi har svaert ved at laere af det, vi gennemlever. Eller også glemmer vi det i det mindste til naeste gang. Og den dårli

Vi er midt i et kollektivt eksperiment. Eksperimentet handler om, hvordan vi som samfund og som individer håndterer coronakrisen.

Lige nu retter fokus sig mod at finde ud af, hvordan vi kommer helt igennem den ved at inddaemme smitte og undgå, at samfundet forbløder økonomisk. Imens åbner vi langsomt op og aner lyset for enden at tunnelen og glaeder os til, at alt bliver som før. Håbet om, at normaliteten vender tilbage, er forståelig og samtidig helt afgørende. Det får os til at kaempe, holde ud og rykke sammen. Kriser kalder på den slags.

Men forestillingen om normaliteten som en tilstand, der venter på den anden side, må ikke stå alene. Den øger nemlig paradoksalt nok sandsynligheden for, at tilvaerelsen ikke bliver som før. For med til historien hører en god og en dårlig nyhed.

Lad os snuppe den dårlige først: Der går ikke saerlig lang tid, før det bliver skidt igen. Normalitet, forstået som fravaer af sygdom, eksisterer nemlig ikke som en varig tilstand, men bygger på den fejlagtige idé, at mennesket er herre over naturen. Historien – menneskehedens erfaring – viser tvaertimod, at det med jaevne mellemrum er mikroberne, der styrer og aendrer retningen for vores tilvaerelse.

Hyppigheden af sygdomsudbrud, som vil ramme os, kender faktisk kun en vej, og det er i retning af nogle flere og mere omfattende. Drivkraften er en giftig cocktail, der groft sagt består tre elementer, som gensidigt forstaerker hinanden: befolkningstaethed, klimaforandringer og globalisering.

Samlet set kalder de tre faktorer på, at beslutningstagere på alle niveauer arbejder med en bredere vifte af mulige scenarier for fremtiden, som ikke blot er baseret på optimistisk økonomisk vaekstfremskrivning, hvor vi optimerer det, vi allerede gør i dag. Det er LEANtankegangen – at skabe mere vaerdi med faerre ressourcer – et godt eksempel på. Offentlige og private organisationer har i stor stil reduceret lagre og produktionsfaciliteter og vaevet kernedriften ind i trimmede globale forsyningskaeder.

Når vi ved, at morgendagen blot er en forlaengelse af i går, giver det rigtig god mening ikke at producere vacciner og ophobe vaernemidler. Og når tuberkulosen ikke laengere draeber tusindvis af mennesker, giver det mening at anvende antibiotikaen på småinfektioner og pattegrise. Men når fremtiden er usikker og uforudsigelig, er sagen en anden, og den gode nyhed er da også, at vi som samfund kan bruge coronakrisen til at styrke vores kollektive evne til at håndtere fremtidige udfordringer. Eller sagt med andre ord: Vi ved ikke praecis, hvad der rammer i morgen, men vi ved, at det bliver dyrt, bøvlet og komplekst. Det viser historien.

Omfanget afhaenger af vores evne til at håndtere det uventede. Første skridt på vejen består i, at vi som faellesskab insisterer på at veksle erfaringerne fra coronakrisen til noget anvendeligt. Det er ikke nogen let øvelse. Historien viser nemlig også, at vi har en tendens til at glemme, så snart normaliteten saetter ind igen, og vaelgerskaren får det indtryk, at den er en varig tilstand.

Coronakrisen har affødt utallige forskningsinitiativer. Mange af dem handler naturligt nok om at skabe mirakelkure i en fart, så vi kan vende tilbage til det gammelkendte, mens faerre eller stort set ingen er skabt med et opbyggeligt sigte og for at sikre laering i tiden efter vaccinen.

Men måske ville det ikke vaere helt uvaesentligt også at reflektere lidt over, hvad vi kan laere af coronakrisen og de sociale aendringer, som følger i kølvandet, og anvende erfaringen til at påvirke sundhedsvaesenet specifikt og samfundet mere generelt – f.eks. med handlingsanvisninger, som kan tages i anvendelse før, under og efter den naeste katastrofe.

Forklaringen på, hvorfor vi med mellemrum bliver ramt af større epidemier og undertiden nogle af apokalyptiske dimensioner, skal findes langt tilbage i tiden.

For omkring 11.000 år siden skiftede mennesket nemlig strategi. Fra at leve på naturens betingelser som samlere, fiskere og jaegere begyndte det at kultivere jorden, blive bofast og holde husdyr. Det skabte to faktorer, som er afgørende for, at sygdomme kan trives: vi kom til at bo taet, og vi kom til at bo sammen med dyr. Dermed fik mikroberne ideelle muligheder for at sprede sig. Af samme grund er coronaudbruddet på et dyremarked i den kinesiske millionby Wuhan en forventelig katastrofe.

Lidt erfaring med at håndtere epidemier har vi. Vores forfaedre har trods alt oplevet dem, der var meget vaerre. Den spanske syge, som huserede i årene fra 1918 til 1920, kostede f.eks. 50 millioner mennesker livet. Langt de fleste af dem unge. Sygdommen har nogle interessante lighedstraek med nutidens coronasmitte. Den dukkede først op i udlandet, mens befolkningen i Danmark taenkte, at der ikke var noget at bekymre sig om.

Den var jo bare en influenza. Det var et alvorligt fejlskøn.

Løsningen blev stort set den samme strategi, som vi praktiserer i dag: forsøg på at berolige befolkningen, hasteuddanne akutsygelejersker og forhindre smittespredning gennem hygiejneregler og social distance.

Og hvad laerte eftertiden af det? Ikke saerligt meget. Da epidemien var overstået, fik alle travlt med at fralaegge sig ansvaret. Nu var alt jo godt igen. Hvad der blev til overs var nogle sikkerhedsforskrifter, som staten kunne tage frem, hvis problemet mod forventning skulle gentage sig.

Det gjorde det så, og derfor minder de to begivenheder om hinanden, selvom der er 100 år imellem. Det tvinger os til at taenke over, hvad vi overdrager vores efterkommere, når de om 100 år ser, hvilken viden vi viderebragte dem.

Vi ved ikke praecis, hvad der rammer i morgen, men vi ved, at det bliver dyrt, bøvlet og komplekst. Det viser historien.

Vores måde at håndtere den nuvaerende situation er først og fremmest formet af den tid, vi selv er opvokset i. En periode, som siden Anden Verdenskrig i hovedtraek har vaeret kendetegnet ved fremgang, stabilitet og fravaer af kriser, som for alvor har blandet sig i vores vaekstprojekt.

Vi har oplevet klimaangst, bevares, og terror og økonomisk ustabilitet, men det har – hånden på hjertet – vaeret baggrundsstøj, som aldrig på nogen intimiderende måde har truet os på vores personlige eksistens. Konsekvensen er, at vi dybest set har svaert ved forstå coronakrisen – og det er livsfarligt.

I en verden praeget af befolkningsrekorder, globalisering og klimaudfordringer – og tilbagevendende pandemier – er vores materielle ressourcer naturligvis afgørende. Men det er vores sociale og mentale kapital også, for den vigtigste ressource, vi har, er trods alt hinanden. Vi mennesker er i stand at løse komplekse problemstillinger, når blot vi laegger silotaenkning, videnshamstring og individuelle nykker til side og samarbejder om at løse den faelles udfordring.

Samtidig er tiden inde til at saette nye discipliner i forgrunden. Hvor tiden før coronakrisen var politologernes og økonomernes legeplads, er der brug for også at lade filosofferne, litteraterne, antropologerne, historikerne, arkaeologerne og psykologerne vaere med. Simpelthen fordi det ikke er alt, man kan forudsige alene og med korte tidshorisonter.

Et afrikansk ordsprog lyder: ”Hvis du vil rejse hurtigt, så rejs alene, hvis du vil rejse langt, så rejs sammen”, og al menneskelig erfaring tilsiger, at coronakrisen blot er en generalprøve på nogle af de langt større udfordringer, der venter menneskeheden i de kommende generationer. En tid med kaempebyer, folkevandringer og ressourceknaphed.

Derfor er det slet ikke for tidligt at laere af krisen, se fremad ved at kigge tilbage og planlaegge, hvad de forskellige scenarier kalder på.