Ny EU-skepsis kan vokse sig voldsom som en virus, hvis genopretningsplanen er den forkerte
Coronakrisen har vist mange europaeere, at den globaliserede verdensorden, som de er afhaengige af, er i opbrud. Hverken Trump eller Xi Jinping er pålidelige partnere. Derfor er Europa nødt til at samle sig om en plan, der viser, at man er et brugbar modt
I efterhånden mange år er EU-skepsis og populisme blevet sammenlignet med en virus, der har nået epidemiske proportioner. Inden for EU er der et der håb om, at den virkelige virus har bidraget til at helbrede en politisk virus, og at populismen nu aftager.
Europaeiske ledere som Olaf Scholz har endda haevdet, at genopretningsplanen vil markere et ”Hamiltonian moment”, der giver det europaeiske projekt nyt formål. På samme måde, som da den første amerikanske finansminister påbegyndte USA’s vej mod føderationen ved at samle gaelden fra den amerikanske uafhaengighedskrig, håber de, at den europaeiske genopretningsplan vil blive startpunktet på vejen mod et ”Europas Forenede Stater”.
Der er ingen tvivl om, at en massiv genopretningsplan er af afgørende betydning for at få de europaeiske nationer genrejst efter krisen. Og det fransk-tyske initiativ repraesenterer et modigt og nødvendigt første skridt på vejen mod et europaeisk opsving.
Imidlertid viser en større ECFRafstemning, at der er fare for at misfortolke den offentlige mening i sammenhaeng med den aktuelle krise og dermed upåagtet at skabe en ny bølge af EU-skepsis. Vi spurgte europaeere i ni europaeiske medlemslande, som daekker ca. to tredjedele af befolkningen, om de støtter deling af økonomiske byrder, og resultaterne var yderst opsigtsvaekkende.
Vi fandt stor opbakning til finansiel byrdefordeling i lande med størst sandsynlighed for at modtage hjaelp fra en genopretningsfond, men ingen af nettobidragsyderne til en sådan fond har endnu et flertal, der er for økonomisk byrdefordeling.
Selv i Frankrig, der er førende på markedet for euro-obligationer, støtter kun 47 procent af de adspurgte økonomisk byrdefordeling, i Tyskland 43 procent, i
Sverige 30 procent og i Danmark 24 procent. Vores undersøgelse viste også, at et mere detaljeret kig på partitilknytning ikke tegner et meget mere opmuntrende billede. Kun 23 procent af dem, der agter at stemme for Socialdemokratiet, støtter økonomisk byrdefordeling.
Nøglen til at få låst op for støtte til genopretningsfonden ligger i at forstå skeptiske landes bekymringer. Der lader til at vaere frygt for at skabe permanente overførsler fra rige til fattige lande. Og så er de bekymrede for at fremme uholdbare økonomiske aktiviteter i stedet for at bane vej for en ny økonomi. For at få folk med disse bekymringer til at støtte en genopretningsplan er det vigtigt at fremsaette argumentet, ikke i form af solidaritet og føderalisme, men derimod egeninteresse og modernisering.
Lad os tage egeninteressen først. Covid-19-krisen har for mange europaeiske borgere vist, at den globaliserede verdensorden, som de er afhaengige af, er i opbrud.
Hverken Trump eller Xi Jinping er pålidelige partnere, og der er dyb angst for, at de globale markeder vil lukke ned i disse tider med stor global usikkerhed, i takt med at Kina og USA bruger globaliseringen som et våben til at konkurrere mod hinanden.
Det skaber fornyet begrundelse for det indre europaeiske marked. I takt med at lande rundt om i verden i stigende grad ser på hjemmemarkeder, vil EU-medlemmerne indse, at det eneste levedygtige hjemmemarked er europaeisk snarere end nationalt.
Se bare på de allerede eksisterende handelstal fra før covid-19krisen: Handel med varer og tjenesteydelser mellem EU’s medlemsstater tegner sig for over to tredjedele af EU’s samlede samhandel.
Handel inden for EU tegner sig for 59 procent af den svenske, franske og tyske eksport, 61 procent af den danske eksport, 71 procent af den østrigske eksport og 74 procent af den hollandske eksport.
I Holland afhaenger 43,9 procent af bnp af handel med varer inden for EU (i Østrig: 29,8 pct., i Tyskland: 21 pct., Danmark: 19,9 pct., Sverige: 18 pct).
Økonomer har vist os, at i mange europaeiske virksomheder kan millioner af arbejdspladser gå tabt på grund af kortsigtede chok snarere end langsigtet konkurrenceevne.
En stor enkeltindsprøjtning af kapital på markedet kunne give et stort afkast, ikke mindst i sparsomme lande, hvis fordele i høj grad afhaenger af det indre marked. Argumentet til fordel for en genopretningsfond handler derfor meget om egne interesser snarere end solidaritet.
Den anden presserende lektion, der kan laeres af afstemninger, er, at Europas ledere ikke bør tale om en Hamilton-fortid, men derimod en grøn fremtid. Data fra Eurobarometer-undersøgelsen i 2019 indikerer, at den offentlige interesse for klimakrisen er tårnhøj i alle de sparsommelige lande. Naesten tre fjerdedele (71 pct.) af østrigerne ser det som et ”alvorligt” problem, og i Holland (74 pct.), Danmark (83 pct.) og Sverige (84 pct.) opfatter en endnu større andel af befolkningen det som et ”meget alvorligt” problem.
Og ECFR’s afstemning viser, at i Danmark og Sverige er det de mennesker, der er interesserede i miljøet, som også er mest villige til at acceptere økonomisk byrdefordeling. Hvis argumentet for genopretningsfonden støttes i fremtiden snarere end fortiden, bør det vaere muligt at få tilslutningen til genopretning til at vokse.
Nøglen til at få låst op for støtte til genopretningsfonden ligger i at forstå skeptiske landes bekymringer. Der lader til at vaere frygt for at skabe permanente overførsler fra rige til fattige lande.
Hvis de europaeiske ledere tager højde for disse to lektioner, kunne de faktisk lykkedes med at gøre det her til et europaeisk momentum. Hvis de derimod fortsaetter med at fremsaette argumentet med hensyn til solidaritet og et Hamiltonian-moment, er vi i stedet for i fare for at skabe en ny bølge af EUskepsis – ved at fortsaette med at bruge de begreber, som europaeiske borgere er skeptiske overfor.
Og ligesom med den spanske influenza er der en fare for, at det er denne anden bølge af EU-skepsis, der viser sig at vaere den mest dødbringende.
Det kunne føre til et mere virulent udbrud af anti-europaeisk folkestemning, og denne gang ikke i den europaeiske periferi, men derimod i selve hjertet af Europa.