Statens magtfulde krisefond kan laegge erhvervslivets top i laenker

Vi er i faerd med at deponere 40 års økonomiske landvindinger i lommen på en autoritaer regering, der lever højt på krisens psykologi.

Det er coronakrisens gave til autoriteterne: Den sår tvivl om det, du troede, du vidste om samtiden og dig selv; den deponerer vores kollektive bevidsthed, handlekraft og mod på et fjernlager, vi ikke troede eksisterede. Den optager hver en centimeter af befolkningens mentale bredbånd fra følelsesliv til intellektuel kapacitet. Fra det ubekvemme ansvar for det ukendte. Til den befriende tryghed, når andre, autoriteterne, såmaend gerne tager det ansvar på sig, skriver reglerne og kan fejle, så det står efter, med vores fulde tilgivelse. For de tog i det mindste ansvaret.

Vi er vel efterhånden der, hvor de faerreste danske øjenbryn ville blive løftet, hvis regeringen nationaliserede erhvervslivets industrilokomotiver med henvisning til smittetrykket, børnenes fremtid og vores faelles velfaerd. Men det stopper nu. Fordi det skal stoppe nu.

Respekten for sundhedsfaglige kompetencer, som vi andre ikke ejer, kan altså godt eksistere, uden at vi i alle andre sammenhaenge og på alle områder bukker og takker for alt, regeringstoppen måtte beslutte – uden spørgsmål, ja, endda krav, om åbenhed og dokumentation af beslutningsgrundlag.

Tag blot den kommende krisefond på op til 10 mia. skatteyderkroner, som skal eje aktier i store, coronaramte danske virksomheder. Fonden kan vise sig nødvendig, når vi skal undgå, at likviditetskrise vokser til solvenskrise, der koster konkurser, danske førerpositioner på eksportmarkederne, arbejdspladser og valutaindtjening.

Men krisefonden kan også blive et opgør med 40 års vaerdifuld liberalisering af markeder, med globaliseringens fri udveksling af kapital på tvaers af graenser

– og den stiller bekymrende meget større krav til politisk disciplin og uegennyttighed, end dens stiftende faedre og mødre vedstår sig.

Når statens penge i erhvervslivet filtres sammen med privates ditto, har de det med at blive et økonomisk narkotikum: De dulmer en akut smerte, men er ekstremt vanedannende og svaere at slippe af med. På den baggrund er det et ualmindeligt tåget grundlag, de mange ord om den nye krisefonds virke, er skrevet på.

Jeg har tidligere på denne plads argumenteret for, at regeringen på vejen ud af krisen kunne finde inspiration i det amerikanske Tarp-program (Troubled Asset Relief

Programme), som blev udtaenkt af Bushadministrationen og ført ud i livet af Obamaregeringen under finanskrisen. Her blev enorme statslige indskud betalt med praeferenceaktier i virksomhederne. Det vil sige, at staten fik forrang for alle andre aktionaerer til udbytte og til at få sit tilgodehavende, hvis virksomheden gik konkurs, men ikke havde nogen stemmeret på generalforsamlinger og dermed begraenset indflydelse på virksomhedernes drift.

Tarp-programmet endte med, at staten gav 442 mia. dollars ud og fik 443 mia. dollars tilbage. Ingen blev flået af statskapitalismen. Og de offentlige ejerandele afviklet i nogenlunde ro og orden.

Det giver bestemt mening, at den nye statsfond bygger på samme model. Det giver skatteyderne en rimelig upside for at bidrage til redning af de traengte virksomheder. Men den kommende ledelse af krisefonden får en umulig opgave i at opretholde den armslaengde, som Folketingets flertal bedyrer at ville indføre mellem sig selv og de snart statsejede virksomheder.

Det er i skrivende stund helt uklart, hvordan fonden skal fungere. Blot fremgår det af den forgangne weekends politiske aftale, at partierne »skal drøfte den naermere udfordring af fonden efter et oplaeg fra regeringen«. Vi kender regeringens oplaeg. Den har selv fremlagt det. Og det bygger på en saer definition af begrebet armslaengde. Regeringen kraever nemlig, at de virksomheder, som statsfonden kan skyde penge i, underkaster sig en lang raekke politisk dikterede forbud: mod udbyttebetaling. Mod tilbagekøb af aktier. Mod bonusløn til ledelsen. Og nå ja, så skal statsfonden da også lige kunne blokere for opkøb eller frasalg, uanset hvor industrielt meningsfulde, de måtte vaere, og uanset hvor lille en ejerandel fonden måtte besidde.

Det er hverken armslaengde eller hjaelp. Det er politisk styring af virksomhedens indre forhold, og det stopper nu. Fordi det skal stoppe nu. Inden regeringen formøbler 40 års gevinster i sin utopiske drøm om socialstatens tusindårsrige.

Vi er vel efterhånden der, hvor de faerreste danske øjenbryn ville blive løftet, hvis regeringen nationaliserede erhvervslivets historiske industrilokomotiver med henvisning til smittetrykket, børnenes fremtid og vores faelles velfaerd.