”Sangklubben” kommer halvt i mål
Kristin Scott Thomas kan redde det meste, men hun kan ikke egenhaendigt løfte ”Sangklubben”.
DRAMA SANGKLUBBEN ENGLAND, 2019 Instruktion: Peter Cattaneo 1 time og 52 minutter Premiere den 25. juni
KATRINE SOMMER BOYSEN
Jeg vil vove den påstand, at man på hvilket som helst tidspunkt i løbet af Peter Cattaneos – manden, der stod bag komediesuccesen ”Det’ bare maend” (1997) – feel good-komediedrama ”Sangklubben” vil kunne tage sig en lille skraber, og – når man vågner igen – praecis vide, hvad der er sket under luren, og hvad der vil ske i de efterfølgende scener.
Sjaeldent har en film i den grad fulgt konventionernes slagne skabelon, og selv om Cattaneo kender genrens koder, kan det, når det er så konservativt forløst, ikke undgå at blive mere end lidt kedeligt.
Vi befinder os på en militaerbase i England, hvor en flok soldaterhustruer (filmens originaltitel er ”Military Wives”) bor, mens deres maend er udstationeret i Afghanistan i 2009. Det er ikke første gang for hverken den tilknappede Kate (Kristin Scott Thomas) eller varme Lisa (Sharon Hogan). Kates mand er oberst, og de har for nylig mistet deres unge søn, der også var soldat.
Hans møgbeskidte vrag af en bil står stadig foran deres fine hus og vidner om et savn og en sorg, der endnu ikke er bearbejdet. Lisa derimod er igen ladt alene med sin stadig mere udfarende teenagedatter og for meget tid til at drikke hvidvin.
For at skabe sammenhold og tidsfordriv for de tilbageladte kvinder (hvis liv i overraskende grad synes at gå ud på at vente på deres maend) beslutter Lisa og Kate, der ellers bedst kan enes om at vaere uenige om det meste, sig for at starte et kor.
Baseret på virkelig historie
Kate vil synge klassisk og højstemt, Lisa vil synge løssluppen pop. Det er Kaj og Andrea »selv om der er forskel på os to, så er vi gode venner, kan I tro« om igen.
For man skal ikke mange takter ind i ”Sangklubben” for at lure, hvad der er på spil. Kvinderne, der ved første øjekast lyder som negle mod en tavle, viser sig pudsigt nok at kunne synge, og sangen gør dem mere følelsesmaessigt løsslupne, så pludselig slipper de kontrollen og giver los.
”Sangklubben” er baseret på en virkelig historie, og selv om jeg er sikker på, at man ikke skal underkende en sådan institutions betydning i virkelighedens verden, savner fortaellingen som film lidt mere schwung.
Scott Thomas kan redde det meste, og Hogan er vidunderlig, ligesom spillet mellem dem slår om end forudsigelige gnister. Men det er ikke nok til at løfte en hel film. Cattaneo lader til at forlade sig på, at det, der virkede i ”Det’ bare maend”, også virker her 23 år senere, men det giver desvaerre bare ”Sangklubben” et på flere måder gammeldags indhold og udtryk.